Blokade udfordres
Vores orden kaldes fred.
Den ligner ikke en parade.
Den ligner strøm i kontakten,
kortet mod terminalen,
varme i rørene,
børn på Aula,
en bus der kommer
næsten til tiden.
Fred er også dette:
at hverdagen virker.
Og hverdagen er skrøbelig.
Der findes hære.
Der findes bomber.
Der findes stater,
der flytter grænser
med ild.
Så når magten siger:
Se selv,
er det ikke altid løgn.
Det er dér,
sproget bliver stærkt.
Det tager fat
i noget virkeligt
og giver det
retning.
Hændelsen bliver tegn.
Tegnet bliver mønster.
Mønsteret bliver ramme.
Rammen bliver nødvendighed.
Og nødvendigheden
har allerede
et budget.
*
Fjenden får ansigt.
Det er ikke forkert.
Nogen giver ordrer.
Nogen sender soldater.
Nogen bomber byen.
Men et ansigt
fylder mindre
end en verdensorden.
Et navn vejer mindre
end stat, kapital, alliance,
våbenindustri, prestige,
råstoffer, havne,
grænsernes kolde geografi.
Fjenden falder ikke
ned fra himlen.
Han vokser frem
mellem stater, markeder,
rørledninger, kreditter,
tabte imperier,
åbne stræder, lukkede grænser.
Billedet lyver ikke.
Det beskærer.
*
Hybridkrig.
Ordet kommer ind
som en notifikation
uden afsender.
Det kan være sabotage,
spionage, påvirkning.
Det kan være et system,
bygget for billigt.
Men når det uklare
får fjendens navn,
får svaret retning.
Ordet bliver ikke stående
i ministeriets papir.
Det flytter ind
i køkkenet.
Som elpris,
MitID,
kortet der afvises,
toget der holder stille,
kommunens besked:
Vi skal være robuste.
Robusthed er et smukt ord.
Det ligner et træ i storm.
Men træer kan fældes.
Træer kan blive tømmer.
Træer kan indgå
i beredskabet.
*
Beskyttelse betyder oprustning.
Oprustning betyder beredskab.
Beredskab betyder krigsparathed.
Krigsparathed betyder fred.
Her skal ingen grine.
Kæden virker,
fordi frygten ikke er opfundet.
Den begynder
i noget sandt.
Den ender
i et budget.
Mellem fare og svar
står staten
og oversætter
til den orden,
den skal bevare.
*
Samfundet ombygges
uden at kalde det krig.
Skolen lærer robusthed.
Hospitalet lærer knaphed.
Havnen lærer NATO.
Industrien lærer leverance.
Fagforeningen lærer ansvar.
Kritikken lærer mådehold.
Alt bliver civilt,
fordi alt kan bruges.
Befolkningen kaldes fri
og regnes som kapacitet.
Hænder.
Skat.
Data.
Tillid.
Tålmodighed.
Krop.
I er vigtige,
siger staten.
Og det er sandt.
Uden jer
kan den ikke.
Staten står
i ejendommen,
kontrakten,
lønnen,
ordren –
retten til at lede
andres arbejde.
Den samler det,
der strides indadtil,
og sender det udadtil
som national vilje.
*
Her begynder klassens
dobbelte forsvinden.
Indadtil hedder det:
Vi.
Udadtil hedder det:
Europa.
Samme ord.
Forskellige pladser.
Arbejdsgiver og ansat.
Investor og havnearbejder.
Minister og sosu.
Samme orden.
Forskellige interesser.
Klassemodsætningen
forsvinder ikke.
Den skifter tøj.
Den bærer hjelm.
Den bærer jakkesæt.
Den bærer adgangskort
til et møde
om sikkerhed.
*
Europas orden
kaldes værdier,
demokrati,
stabilitet,
regelbaseret fred.
Ordene er ikke tomme.
Derfor virker de.
De bærer goder
og interesser
i samme mund.
De siger ret
og betyder adgang.
De siger fred
og betyder position.
De siger beskyttelse
og betyder kontrol.
Ordenens skønhed er,
at dens vold
oftest ligger
uden for billedet.
*
Fjenden skal standses.
Det kan være nødvendigt.
Men når han ikke bare
skal hindres i angreb,
men fratages evnen
til modstand,
skifter sproget stof.
Forsvaret bliver projekt.
Projektet bliver strategi.
Strategien bliver moral.
Og moralen står der
med fredens ansigt
på magtens krop.
*
Vores orden kaldes fred.
Ikke falsk nok
til bare at forkaste.
Sand nok
til at styre.
Digtet svarer ikke nej
for hurtigt.
Det ser fjenden.
Det ser bomben.
Det ser byen i brand.
Men det ser også
hånden,
der peger.
Og hånden
bag hånden.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
