Filmanmeldelse
Da Hasan Hadi voksede op i Irak, var Saddam Husseins fødselsdag en national festdag, som også blev fejret på skolerne med udsmykning, kager og frugt. Det var eleverne, der stod for dette, og de ansvarlige blev udvalgt ved lodtrækning. Selv var han engang en af de ”heldige”, men skulle heldigvis kun tage sig af blomsterne.
Det er denne oplevelse, der har inspireret Hadi til at lave sin debutfilm, ”En kage til præsidenten”, som i 2025 vandt Caméra D’Or på Cannes Film Festivalen. Den er optaget i marsklandet i Sydirak, som også er Hadis hjemstavn og noget helt andet end det Irak, vi ellers ser: Nærmest et eventyrland, hvor der er vand i stedet for gader, og hvor folk stadig lever i sivhytter, som de gjorde for 1000 år siden.
Alle de medvirkende er amatører, og det er måske derfor, at de er så overbevisende i denne betagende film.
Filmen forgår i 1991 under Den Anden Golfkrig, hvor der på grund af FN-sanktioner er mangel på alt fra drikkevand og mad til medicin, og hvor lyden af USA’s bombeflyvere jævnligt høres. Det er også året, hvor Saddam fylder 50 år, og overalt er der plakater med hans smilende kontrafej og demonstrationer, der hylder ham – men det er baggrundsmusik, om man så må sige, for det er hverdagslivet, med alt hvad det indebærer af godt og ondt, der er i centrum for fortællingen.
I den lokale skole i klassen for niårige står klasselæreren for lodtrækning om festopgaverne, og det bliver Lamia, der skal levere kagen. Hun er forældreløs og bor sammen med sin bedstemor, der ernærer dem ved markarbejde. Saeed, hvis far er krigsinvalid, vinder opgaven med at bringe frugt, men han er en dygtig tyveknægt, så det problem kan nemt løses. Værre er det for Lamia, for ingredienserne til kagen er svære at få fat i, og så er de ovenikøbet dyre.
Samtidig rammes bedstemoren af at blive fyret fra sit arbejde, fordi hun er blevet gammel og svagelig, og det, sammen med sin sukkersyge, som hun ikke kan få medicin for, og ansvaret for Lamia bliver for meget for hende. Hun tager Lamia med ind til en større by, hvor hun har truffet aftale med nogen om at tage sig af pigen. Rejsen, som også Lamias hane deltager i, går med deres båd til fastlandet, og derefter blaffer de sig videre frem.
Saeed er også i byen for at hjælpe sin invalide far, og det ender med, at de to børn slår sig sammen for at fremskaffe, hvad de skal bruge til fødselsdagsfesten. De to har en lidt forskellig holdning til, hvordan men tilegner sig ting, og Saeed er i det hele taget noget anløben i moralsk henseende, så det går ikke hele tiden som fod i hose imellem dem.
Det bliver en strabadserende dag med ondskabsfulde voksne, misforståelser, en slibrig pædofil fjerkræhandler og mere af samme skuffe. Bedstemoren leder efter den forsvundne Lamia, og Lamia leder efter bedstemoren og finder hende ved postbuddet og taxachaufføren Jasims hjælp på hospitalet. Eller rettere sagt, så finder hun hendes stok.
Jasim kører børnene hjem med bedstemoren på taget af bilen. Det er lykkedes dem at skrabe sammen, hvad der skal bruges til kagen, og Saeeds mor rører dejen og bager den, mens børnene falder om af udmattelse. Næste dag kritiserer læreren Saeeds stjålne frugt, der ser ud som om, den er blevet kørt over af en bil, siger han, men roser Lamias kage. Så langt så godt indtil det hele eksploderer.
Alle de medvirkende er amatører, og det er måske derfor, at de er så overbevisende i denne betagende film, der blander gru og skønhed, realisme og drømmesyn og bæres af troen på, at der trods alt findes godhed og kærlighed, selv under de sværeste vilkår.
En kage til præsidenten.
Instruktion og manuskript: Hasan Hadi.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
