Oplæg og musik
Da Danmarks forsvarsminister Troels Lund Poulsen for nylig roste USA’s og Israels angreb på Iran som en “klog og rigtig beslutning”, burde det have udløst en langt større politisk debat i Danmark.
For hvad er det egentlig, der bliver bakket op om?
Angrebene er gennemført uden FN-mandat og i strid med folkeretten. Samtidig risikerer de at trække en allerede ustabil region endnu længere ind i krig og ufred – med civile som de første og største ofre.
Det er et valg. Et valg mellem bomber og velfærd. Mellem militarisering og international solidaritet.
Det betyder naturligvis ikke, at Irans regime fortjener nogen politisk sympati. Regimet undertrykker sin egen befolkning, fængsler oppositionelle og krænker systematisk menneskerettigheder.
Men historien viser tydeligt, at vestlige militære interventioner i Mellemøsten ikke har bragt frihed eller stabilitet. Tværtimod.
Irak, Afghanistan og Libyen står som dystre eksempler på, hvad der sker, når stormagter forsøger at bombe sig til politiske løsninger. Krigene efterlod ødelagte samfund, enorme civile tab og skabte grobund for nye konflikter og terrorbevægelser.
Danmark deltog selv i disse krige under Anders Fogh Rasmussen – tidligere formand for Troels Lund Poulsens eget parti. Alligevel virker det, som om erfaringerne ikke har sat sig.
Når danske politikere uden videre bakker op om nye militære eskalationer i Mellemøsten, er det heller ikke blot et spørgsmål om en enkelt politisk fejl. Det er en del af en længere tradition, hvor Danmark igen og igen har stillet sig på linje med USA og den vestlige blok i militære interventioner rundt om i verden.
Disse krige bliver ofte begrundet med demokrati, menneskerettigheder eller sikkerhed. Men i praksis er de også en del af en stormagtspolitik, hvor økonomiske interesser, kontrol over ressourcer og geopolitisk dominans spiller en afgørende rolle.
Det er det, man historisk har kaldt imperialisme – og i dag fremstår den ofte i en vestlig, kapitalistisk udgave, hvor militær magt bruges til at fastholde politisk og økonomisk indflydelse i andre dele af verden.
Men det er ikke dem, der træffer beslutningerne, som betaler prisen. Det gør almindelige mennesker. Det er arbejdere, bønder og civile i Mellemøsten, der mister deres hjem, deres levebrød og ofte deres liv. Og det er arbejdere i Europa og USA, der gennem skatter, nedskæringer og oprustning finansierer krigene.
Krigspolitikken gavner først og fremmest våbenindustrien, energiselskaber og de økonomiske interesser, der følger i kølvandet på stormagternes militære dominans.
Danmark burde ikke ukritisk stille sig på den side af historien.
Samtidig vil Troels Lund skære milliarder i udviklingsbistanden – midler der i dag går til uddannelse, sundhed, menneskerettigheder og udvikling i nogle af verdens fattigste lande.
Pengene skal i stedet bruges på oprustning.
Det er et valg.
Et valg mellem bomber og velfærd.
Mellem militarisering og international solidaritet.
For når regeringer taler om nødvendighedens politik og manglende penge til velfærd, finder de alligevel milliarder til våben og militær oprustning.
Hvis Danmark virkelig ønsker en mere stabil verden, kræver det ikke flere krige, men mere diplomati, respekt for international ret og investeringer i fred og udvikling.
Netop nu føres der regeringsforhandlinger på Christiansborg. Men uanset hvilke partier der ender med at danne regering, er der meget, der tyder på, at den grundlæggende kurs vil fortsætte: Mere oprustning, flere militære alliancer og fortsat underordning under stormagternes geopolitik.
Derfor er tiden moden til at opbygge et alternativ nedefra.
Der er brug for en venstrefløjsliste, der tør udfordre både den førte krigspolitik og den såkaldte nødvendighedens politik, som igen og igen bruges til at forklare, hvorfor der er penge til våben – men ikke til velfærd.
En venstrefløjsliste, der ikke accepterer rammerne for det borgerlige demokrati som naturgivne, men insisterer på, at politik også kan være noget andet: solidaritet, fred og demokrati nedefra.
Dette er et debatindlæg, modtaget den 26. marts 2026. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
