Dette er den tale, jeg holdt i FN’s Sikkerhedsråd i New York. Jeg skulle egentlig have været der personligt, men mit fly blev aflyst, og der var ingen erstatningsfly, der kunne bringe mig derhen i tide. Ikke desto mindre – her er min tale, og bagefter kommer jeg med nogle kommentarer for at uddybe argumenterne yderligere.
Ordstyreren: Hr. Diesen, vi ville gerne have budt Dem velkommen her i New York personligt, men værsgo – De har ordet.
Tak.
Jeg ville ønske, jeg kunne have været der personligt, men tak for invitationen – det er en stor ære at tale her i dag. Jeg vil tage fat på, hvordan konflikten i Ukraine udspiller sig både på slagmarken og i informationsrummet, og hvorfor vi bør være bekymrede for, at medierne manipulerer fortællingerne og dæmoniserer modstanderen.
Noget af den mest indsigtsfulde litteratur om politisk propaganda stammer fra Walter Lippmann, baseret på hans arbejde for den amerikanske regering under Første Verdenskrig. Lippmann påpegede, at liberale demokratier har en tendens til at fremstille konflikter som en kamp mellem det gode og det onde for at mobilisere folkelig støtte til krig.
Det første skridt mod en fælles fred er derfor at sætte os i modstanderens sted og anerkende disse gensidige sikkerhedsbekymringer.
Den største fare var ifølge Lippmann, at når folk først tror, at modstanderen er ren ondskab, vil både befolkningen og politikerne afvise enhver realistisk fredsløsning. For i en kamp mellem det gode og det onde bliver kompromis det samme som eftergivenhed, og fred kræver, at krigen udkæmpes, indtil det gode sejrer over det onde.
Dette er yderst problematisk, fordi udgangspunktet i international sikkerhed er erkendelsen af, at der eksisterer en sikkerhedsmæssig konkurrence: Når et land forsøger at styrke sin egen sikkerhed, kan det svække andre landes sikkerhed.
Det første skridt mod en fælles fred er derfor at sætte os i modstanderens sted og anerkende disse gensidige sikkerhedsbekymringer.
Men i en kamp mellem det gode og det onde betragtes selv forsøget på at forstå modstanderen som forræderi. Vi bør derfor være dybt bekymrede over, at vores politiske ledere – og medierne – ikke længere engang diskuterer modstandernes sikkerhedsbekymringer. De, der forsøger at se verden fra den anden side, bliver blot stemplet som putinister, panda-krammere eller ayatollah-forsvarere.
Hvis tidligere generationer havde haft denne manglende modenhed, er det meget tvivlsomt, om vi havde overlevet den kolde krig.
Det er derfor helt åbenlyst, at medierne ikke altid rapporterer om den objektive virkelighed. Overbevist om, at de kæmper den gode kamp, konstruerer medierne ofte deres egen virkelighed, og journalisterne bliver informationskrigere.
For eksempel: At indrømme de ukrainske styrkers tab risikerer at svække den folkelige opbakning til krigen. På samme måde risikerer det at indrømme, at sanktionerne ikke virker, at svække opbakningen til sanktionerne.
Derfor ignorerer medierne ofte disse realiteter og holder sig tro mod fortællingerne for at sikre, at folk forbliver engagerede i konflikten. Men som Lippmann påpegede, fjerner de dermed også alle mulige veje til en realistisk fred.
Vi ser derfor, at Rusland må spille en dobbeltrolle i medierne, hvilket vi alle har bemærket: På den ene side fremstilles det som håbløst tilbagestående og svagt, samtidig med at det udgør en overvældende trussel mod Vesten.
Derfor får vi at vide, at Rusland fejler i Ukraine, men samtidig at Rusland kan erobre hele Europa, hvis vi ikke stopper det. Dette har til formål at formidle til folk i Vesten, at modstanderen er yderst farlig, men samtidig berolige dem med, at Rusland let kan besejres, hvis vi blot fortsætter krigen.
Den grundlæggende fortælling i medierne gennem denne konflikt har været den såkaldte uprovokerede invasion fra Rusland. Dette er en vigtig fortælling, fordi den antyder, at Rusland er en ekspansionistisk og imperialistisk magt, snarere end et land, der reagerer på sikkerhedstrusler.
Der er ingen debat om denne fortælling om en “uprovokeret invasion” i medierne, og ethvert forsøg på at udfordre den bliver som regel stemplet og censureret for angiveligt at legitimere invasionen.
Jeg mener, at denne fortælling er farlig, fordi den indebærer, at ethvert kompromis er en eftergivenhed, der belønner angriberen – hvilket igen vil tilskynde til yderligere aggression. Derfor får vi at vide, at fred kræver, at vi sender flere våben for at øge omkostningerne for modstanderen. Ligesom i andre konflikter efter den kolde krig ser vi, at medierne beskriver modstanderen som endnu en ny inkarnation af Hitler – for at minde folk om, at krig er fred, og diplomati er eftergivenhed.
Eller som en tidligere NATO-generalsekretær hævdede: Våben er vejen til fred. Dette er igen en farlig fortælling, for hvis konflikten var provokeret, eskalerer vi og blander os direkte ind i en krig mod verdens største atommagt – en magt, der ser sig selv i en eksistentiel kamp. Siden 1990’erne har mange førende vestlige politikere, efterretningschefer, ambassadører og andre diplomater netop advaret mod konsekvenserne af NATO’s udvidelse. NATO’s udvidelse indebar, at man annullerede aftaler om paneuropæisk sikkerhed, delte kontinentet på ny, genoplivede den kolde krigs logik og begyndte at kæmpe i det fælles nabolag om, hvor de nye skillelinjer skulle gå.
Der er ingen debat i medierne om fortællingen om en uprovokeret invasion, og enhver udfordring af denne fortælling bliver som regel fremstillet i et negativt lys og censureret for angiveligt at legitimere invasionen. Jeg siger, at fortællingen om en uprovokeret invasion er farlig, fordi den indebærer, at ethvert kompromis er en eftergivenhed, der belønner angriberen, hvilket igen tilskynder til mere aggression. Derfor får vi at vide, at fred kræver, at vi sender våben for at øge omkostningerne for Rusland.
Ingen ringere end George Kennan sagde i et interview i 1998, at NATO’s udvidelse ville udløse en ny kold krig. Han forudsagde: “Selvfølgelig vil der komme en negativ reaktion fra Rusland. Og så vil NATO’s fortalere sige: Det har vi altid sagt, sådan er russerne.“
Alligevel ser vi, at medierne ikke kan indrømme det åbenlyse: At NATO’s udvidelse provokerede konflikten. For det ville risikere at legitimere russiske militære handlinger. Alligevel krydsede NATO-landene den ultimative røde linje ved at trække Ukraine ind i NATO’s sfære og gøre det til en frontstat mod Rusland. Husk, at Angela Merkel engang sagde, at tilbyde Ukraine en handlingsplan for NATO-medlemskab ville blive tolket af Moskva som en krigserklæring. Den tidligere britiske ambassadør i Rusland, Roderick Lyon, sagde dette om at trække Ukraine ind i NATO: “Det var dumt på alle niveauer dengang. Hvis man vil starte en krig med Rusland, er det den bedste måde at gøre det på.“
I et notat fra CIA-chef William Burns argumenterede han også for, at forsøg på at optage Ukraine i NATO sandsynligvis ville udløse en russisk militær intervention – noget, som Burns mente, at Rusland egentlig ikke ville gøre. Dette virker som den perfekte definition af ordet “provokeret”, men alligevel må vi ikke bruge det ord.
I februar 2014 støttede NATO-landene alligevel kuppet for at trække Ukraine ind i NATO’s indflydelsessfære. Vores medier solgte kuppet som en demokratisk revolution, selv om Janukovitj var valgt ved et frit og retfærdigt valg, at hans afsættelse og urolighederne på Maidan ikke havde flertalsstøtte blandt ukrainere, og at det brød den ukrainske forfatning. I en kort periode i 2014 rapporterede vestlige medier, at de nye myndigheder i Kyiv angreb Donbas og dræbte civile, der afviste kuppet som legitimt. Selv CNN stillede spørgsmålstegn ved, om befolkningen i Donbas nogensinde igen ville acceptere Kyivs styre over sig.
Men kort tid efter blev der indført fuldstændig mediekonformitet, og modstanden i Donbas blev fremstillet som en ren russisk operation med det formål at modarbejde Ukraines demokratisering. Vi har nu erfaret, at allerede den første dag efter kuppet indledte amerikanske og britiske efterretningstjenester et samarbejde med den nye efterretningschef i Kyiv for at opbygge den ukrainske efterretningstjeneste fra bunden som en proxy mod Rusland. Vi har erfaret, at Ukraines generaladvokat hævdede, at USA styrede Ukraine som et len efter kuppet. Vi har erfaret, at medlemmer af parlamentet blev arresteret, nogle frataget statsborgerskab, kritiske journalister i medierne blev fjernet, det russiske sprog blev forbudt, og “upålidelige” i den ortodokse kirke blev fjernet.
Civile i Donbas blev dræbt år efter år. Nationalister og vestligt finansierede NGO’er underminerede Minsk II-fredsaftalen og satte klare røde linjer for Zelenskyj om ikke at gennemføre det fredsmandat, han vandt i 2019. En toprådgiver for Frankrigs tidligere præsident hævdede, at underskrivelsen af USA-Ukraine-chartret om strategisk partnerskab i november 2021 overbeviste Rusland om, at det måtte angribe eller blive angrebet. Jeg tror, man med sikkerhed kan sige, at hvis Rusland eller Kina havde gjort noget lignende – for eksempel i Mexico – ville vi helt sikkert have kaldt det provokerende.
Alligevel kan vi ikke gøre det i vores medier. For at sælge historien om en russisk erobringskrig fremhævede medierne fra første dag ideen om en fuldskalainvasion, hvor Rusland anvendte al sin militære magt til at erobre Ukraine – i stedet for at tvinge Ukraine til at genindføre neutralitet. Derfor kan medierne ikke informere offentligheden om, at de få russiske tropper og de første handlinger var helt uforenelige med erobring. De indikerede snarere intentionen om at holde Ukraine uden for NATO.
Medierne kan ikke fortælle, at Zelenskyj allerede den første dag af invasionen bekræftede, at de var blevet kontaktet af Moskva for at drøfte fredsforhandlinger baseret på, at Ukraine ikke skulle blive medlem af NATO – noget, som Zelenskyj sagde ja til. Medierne kan ikke informere om, hvad Zelenskyj selv sagde i marts 2022: “Der er nogle i Vesten, der ikke har noget imod en lang krig, fordi det vil udmatte Rusland, selv om det betyder Ukraines undergang og sker på bekostning af ukrainske liv.“
Medierne kan heller ikke informere om sabotagen af fredsforhandlingerne i Istanbul, hvorefter Tyrkiets udenrigsminister konkluderede: “Jeg fik indtryk af, at der er nogle i NATO, der ønsker at lade krigen fortsætte og lade Rusland blive svagere. De bekymrer sig ikke meget om situationen i Ukraine.” I stedet for at medierne diskuterer en europæisk sikkerhedsarkitektur, der kunne dæmpe sikkerhedskonkurrencen og forhindre, at Ukraine bliver en slagmark i et splittet Europa, har medierne dæmoniseret Rusland som det rene onde og solgt ideen om, at selv diplomati bør afvises – selv mens hundredtusinder af mænd dør i skyttegravene.
Medierne fremhævede narrativet om, at Ukraine vinder, om russiske forsøg på at genoprette Sovjetunionen, nedtonede tabene i den ukrainske hær og ignorerede afrussificeringspolitikken og den brutale tvangsindkaldelse af ukrainske mænd. Alt dette blev gjort under parolen “stå sammen med Ukraine”, uafhængigt af hvad ukrainerne faktisk ønskede. Selv nu, hvor Ukraine står over for en katastrofe, og vi risikerer direkte krig med Rusland, er der ingen vilje til at indrømme, at Rusland har legitime sikkerhedsbekymringer. Alt foregår i et vakuum.
Medierne holder fast i fortællingen om en ond russisk fjende, og den logiske konklusion bliver derfor yderligere eskalering i stedet for at udforske veje til en gennemførlig fred. Hvis du vil forstå, hvorfor det er blevet umuligt at diskutere fred, hvorfor diplomati er kriminaliseret, så se på den meget farlige mediedækning, og husk Walter Lippmanns advarsler mod at forenkle komplekse konflikter til en simpel kamp mellem godt og ondt.
Tak for opmærksomheden.
Formanden for FN’s Sikkerhedsråd: Tak, Glenn, for dit indlæg – ikke kun for din deltagelse, men også for dit videnskabelige og offentlige arbejde. Jeg vil opfordre mine kolleger til at læse dine bøger og artikler samt lytte til din podcast.
Lad mig tilføje et par kommentarer, som jeg ikke nåede at komme ind på i min tale. At løse konflikter og krige kan være ekstremt vanskeligt, fordi menneskets natur ofte står i vejen for betingelserne for konfliktløsning. Vi mennesker er flokdyr, organiseret i grupper for at give mening og tryghed. Det ligger i vores natur at opdele os i “os” (ind-gruppen) i modsætning til “dem” (ud-gruppen, den anden). Når vi oplever en ydre trussel, søger vi solidaritet i gruppen for at overleve. Vi skaber klare skel mellem os og dem ved at sætte vores egen dyd op mod modstanderens ondskab. Jo hvidere det hvide bliver, jo sortere bliver det sorte – det grå område forsvinder.
Dette forhindrer enkeltpersoner i at afvige for meget fra gruppen. Folk tilpasser sig ind-gruppen og diskuterer ikke engang ud-gruppens bekymringer og interesser, fordi det kan opfattes som sympati for fjenden. Dette er et instinkt i den menneskelige natur, som kan udnyttes yderligere af politisk propaganda. Politisk propaganda handler i høj grad om at udvikle stereotyper for ind-gruppen kontra ud-gruppen, og alle kompleksiteter i en konflikt forenkles til en ren kamp mellem de gode og de onde.
Sådan er menneskets natur. Problemet er, at denne indramning hindrer konfliktløsning. For som jeg sagde i talen: Udgangspunktet for international sikkerhed er at mindske sikkerhedskonkurrencen. For at gøre det må vi anerkende modstanderens sikkerhedsbekymringer – især når vi kæmper mod en atommagt, der ser sig selv i en eksistentiel trussel og en kamp for overlevelse.
Der findes også en antagelse om, at Vesten ikke bedriver propaganda, fordi Vesten består af liberale demokratier, og propaganda er noget, som autoritære stater bedriver. Dette er i sig selv et fremragende eksempel på propaganda.
Et typisk eksempel er Første Verdenskrig, hvor den amerikanske regering fremstillede Tyskland som det rene onde for at mobilisere en modvillig befolkning til krig. Dette blev solgt som krigen mod det ultimative onde, en dehumaniseret tysk fjende. Dette var “krigen, der skulle afslutte alle krige“, “krigen, der skulle gøre verden sikker for demokratierne“. Med en sådan rammesætning kan kun total sejr skabe fred. Dette er grunden til, at personer som Walter Lippmann gik fra at støtte propaganda til at blive kritikere – fordi det førte til, at man ignorerede mulige diplomatiske løsninger for en gennemførlig fred.
Selv efter Tysklands nederlag stod dette i vejen for en varig fred. Når man kæmper mod det rene onde, kan man ikke genoprette magtbalancen, som vi gjorde med Frankrig efter Napoleonskrigene. I stedet måtte tyskerne besejres “ordentligt” med en ydmygende fred efter Første Verdenskrig – en fred, der skulle holde Tyskland permanent svagt. Som vi senere lærte, lagde dette grundlaget for en ny verdenskrig.
Selv om det kan virke meget patriotisk at fremstille modstanderen som det rene onde for at vise loyalitet over for egen gruppe, strider det mod vores egne interesser, når det undergraver evnen til at skabe varig fred. Raymond Aron advarede i 1962 mod at opdele stater i gode og onde. Han skrev:
Idealistisk diplomati glider ofte over i fanatisme. Den inddeler stater i gode og onde, fredselskende og krigeriske. Den forestiller sig varig fred gennem straf af de sidstnævnte og sejr for de førstnævnte. Idealisten, som tror, han har brudt med magtpolitik, overdriver dens forbrydelser.
Dette har også været min største bekymring efter den kolde krig, da Vesten etablerede sig som kollektiv hegemon og insisterede på, at den var en kraft for det gode. Alle konflikter blev dengang fremstillet som liberale demokratier mod autoritære stater – en fin skabelon for de gode mod de onde.
Efter min tale i FN’s Sikkerhedsråd kom der, som forventet, kritik fra de europæiske delegationer. Sammenfattet:
Det var mig, der undskyldte Rusland. Vesten er ikke problemet. Beslutningen om at gå i krig var udelukkende Ruslands.
Med andre ord: Hele vurderingen handler om: Hvad siger du? Hvilke fortællinger fremmer du? Den eneste måde, det vurderes på, er: Legitimerer du os eller dem?
Men min pointe er, at dette ikke handler om at tage parti for den ene eller den anden side. Det handler om manglende evne til at diskutere modstanderens sikkerhedsbekymringer. At tage hensyn til modstanderens sikkerhedsbekymringer er nødvendigt for at kunne forudsige deres reaktioner og dermed tilpasse vores udenrigspolitik for at maksimere vores egen sikkerhed. Det har været meget svært at overbevise nogen om, at den politik, vi har ført indtil nu, har styrket vores sikkerhed eller gjort noget godt for Ukraine.
Der findes også en antagelse om, at Vesten ikke bedriver propaganda, fordi Vesten består af liberale demokratier, og propaganda er noget, som autoritære stater bedriver. Dette er i sig selv et fremragende eksempel på propaganda.
Dette er et debatindlæg, som tidligere har været bragt i Politikus. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Talen blev holdt i et uformelt Arria-forum i FN’s Sikkerhedsråd, hvor rådets medlemmer kan invitere eksperter til at tale. Mødet har ingen beslutningskompetence.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
OBS !!!
Læst i altinget — for nogle dage siden.
En dansk undersøgelse viser det er
arbejderklassen i Ukraine — der bliver sendt i døden.
Ligesom i andre krige.
Derfor er det arbejderklassen der flygter ud af Ukraine.
Det var lige kort fortalt — hvad jeg havde læst.
Måske Arbejderen kan grave lidt i det ??
KAN SE POLITIKEN OGSÅ SKRIVER OM DET I DAG !!!!!
Log ind for at svareJa, og nu tilslutter Ungarn sig Nato´s/EU´s krig mod Rusland.
Det var hvad valget i Ungarn drejede sig om.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
