Filmanmeldelse
Folketingsvalget lakker mod enden, og de sidste udspil og forsøg på at skrabe stemmer til sig bliver lagt frem i de her timer. Der er ikke meget mere tilbage at gøre, før vælgerne skal ned i boksen og sætte deres kryds.
Valgkampen har overordnet set været en noget broget affære. I modsætning til tidligere valgkampe har billedet i meningsmålinger ikke ændret sig synderligt, partierne står nogenlunde samme sted, som de gjorde for en lille måneds tid siden.
Og partierne har heller ikke formået at sætte deres egen dagsorden på mange punkter. De mange forslag fra partierne har stukket i øst og vest, handlet om helt utroligt mange emner, og ingen af dem har virkelig slået igennem som den ting, alle har talt om under valget.
Mange af de forskellige udspil har generelt haft meget kort levetid. Pension, udlændinge, formueskat, de var alle meget intenst dækkede, men ingen bed sig rigtigt fast blandt vælgerne.
Det eneste tema, som rigtigt har bidt sig fast, har været landbruget og dets miljøskadelige effekter. Det er også forfriskende, at det emne endelig tages op som en stor politisk debat i landet.
Og omstændighederne omkring at netop de emner er blevet så centrale, er ret bemærkelsesværdige. Det er nemlig ikke emner, som nogen af de store partier, der som oftest kan sætte dagsordenen, selv bragte på banen.
Organisationernes valg
Udtrykkene “vandvalg” og “svinevalg” er blevet gentaget meget de sidste tre uger. Men de begyndte deres liv hos de grønne organisationer, for eksempel Frie Bønder – Levende Land, der meget gerne ville have danskernes drikkevand og svineproduktionen til debat.
Normalt har organisationer en begrænset effekt på valgkampe. De har simpelthen svært ved at følge med de store partiers valgmaskiner, der pumper millioner i kampagner, som skal forme den offentlige samtale. Men ved det her valg har de virkelig formået at slå igennem.
Drikkevand har været emner til samtlige TV-debatter, blandt andet de to “præsidentdueller” mellem Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen. Der har været demonstrationer, som har fået national mediedækning. Det har ganske enkelt været svært at undgå at blive mødt af snak om halekupering og pesticider i vandboringer.
Dog viser fokusset på svineproduktionen og drikkevand, at der er en modbevægelse i gang. At folket ikke vil tage sig til takke med tomme valgløfter og magtlogik, men faktisk ønsker sig reelle forandringer.
Det har fået flere partier til at fremlægge udspil på områderne. Socialdemokratiet foreslår et sprøjteforbud, samt at stoppe den ekstreme avl og halekupering i svineproduktionen. Moderaterne foreslår at stoppe eksporten af smågrise, og Alternativet går så langt som at foreslå, at dansk svineproduktion reduceres med 86 procent.
At sige, at de grønne organisationer har haft genklang i befolkningen med deres budskaber er en underdrivelse. De har defineret en stor del af valget, og tvunget politikerne til at forholde sig til emner, som de ikke selv på forhånd har udvalgt.
Det viser, at den offentlige samtale ikke kan styres med hård hånd af politikerne og deres spinmaskiner i samme grad som tidligere. Folket har også en effekt på tingene, selvom politikerne meget gerne vil kridte deres egen bane op, før valget overhovedet går i gang.
Krig i verden og atomvåben i Danmark
Selvom der har været mange forskellige debatter, udspil og emner i løbet af valget, har det været tydeligt, hvilke der slet ikke har fået opmærksomhed. På trods af en yderst betændt og usikker udenrigspolitisk situation, har emner med fokus på det fyldt skræmmende lidt i valgkampen.
Blot et par dage inde i valget angreb USA og Israel Iran. De fleste partiledere kaldte på deeskalering, dog uden at fordømme det ulovlige angreb, men forsvarsminister Troels Lund Poulsen kaldte angrebet “klogt og rigtigt”.
En klar tilsidesættelse af international lov, sagt af en statsministerkandidat, og der kom ingen opfølgende dækning af det. Krigen buldrede videre, imens politikerne i valgkamp talte om andre ting, uden at skænke det en tanke.
Få dage efter det stod en samlet regering og fortalte om, at Danmark nu var med i Frankrigs atomafskrækkelsesprogram. Franske atomfly skulle nu stå i Danmark, fly som hurtigt kan bevæbnes med atomvåben. Beslutningen om, hvor og hvornår de fly skal bruges er fortsat fransk, Danmark er bare en slags parkeringsplads.
Det er et klart brud på ikke-spredningstraktaten, en afgivelse af suverænitet ved at have et fremmed lands militære udstyr indenfor landets grænser og generelt en voldsom eskalering i den sikkerhedspolitiske situation. Igen, ingen opfølgende historier, ingen ramaskrig i debatten, ingenting overhovedet.
Udenrigspolitik er en død fisk
Den eneste effekt krigen i Iran, eller noget som helst udenrigspolitisk har haft i valgkampen, er en diskussion om høje benzinpriser, som konsekvens af forstyrrelsen i olieforsyningerne gennem Hormuzstrædet i den Persiske Golf.
Det beviser en gammel sandhed, som politiske kendere længe har vidst: Udenrigspolitik er en død fisk i en valgkamp, medmindre den direkte påvirker den indenrigspolitiske situation.
At der så samtidig er bred politisk enighed omkring den nok største konsekvens af den udenlandske situation, den massive oprustning, gør bare, at mange emner aldrig kommer til debat. De forslag der har været om udvidet værnepligt og skattefrikort til soldater, er forsvundet næsten lige så hurtigt, som de opstod.
Og det er problematisk, da den massive oprustning kommer med en regning, som generationer i fremtiden kommer til at betale. Det vil unægteligt påvirke velfærdssamfundet negativt, på trods af kandidaternes endeløse snak om at ville beskytte netop velfærden.
Magtens logik
Selvom intet selvfølgelig er sikkert før stemmerne er talt op, så er det nok ikke usandsynligt, at Mette Frederiksen får endnu en periode som statsminister. Valget har dog endnu engang understreget, hvor kynisk hun kan være, når hun vil have magt.
Hendes store slagnummer i starten af valget, formueskatten, som hun præsenterede fra Folketingets talerstol, blev hurtigt et problem for hende. Den blev for forvirrende at forklare, da hun insisterede på, at den ikke ville ramme iværksættere, men ikke hvordan det skulle undgås. Diskussionen blev derfor meget hurtigt skatteteknisk, for kedelig og blev kasseret.
Hun udtalte selv, at skatten “selvfølgelig kan opgives under forhandlingerne om en ny regering”. Det sagde hun på trods af, at hun fra Folketingets talerstol havde proklameret, at den var for at “bekæmpe ulighed”.
At vælgerne kan få fornemmelsen af, at politikere kun siger ting for at få magt, og ikke fordi de har principper, er næppe nogen overraskelse. Og det har været en generel tendens de sidste tre uger.
Mange af politikerne har ikke reelt nogle større visioner eller tanker om fremtidens samfund, andet end at bliver genvalgt til fire år mere. Det er en sørgerlig udvikling, når politik i så høj grad bliver en øvelse i branding, og ikke en kamp for et bedre samfund.
Dog viser fokusset på svineproduktionen og drikkevand, at der er en modbevægelse i gang. At folket ikke vil tage sig til takke med tomme valgløfter og magtlogik, men faktisk ønsker sig reelle forandringer.
Man har lov at håbe, så fremtidige Folketingsvalg faktisk kommer til at handle om, hvilket samfund vi ønsker os, og ikke om hvorvidt politikerne på borgen kan få lov at beholde deres taburetter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
