AARHUS: Valgmøde om udlændinge- og integrationspolitik
I anledning af folketingsvalget tirsdag den 24. marts 2026 inviterer Integrationsrådet i Aarhus Kommune i samarbejde med Den Boligsociale Helhedsplan i Frydenlund og Foreningen Leg & Lær til valgmøde mandag den 23. marts 2026 klokken 19-21 i Fælleshuset Frydenlund, Fuglebakkevej 70, 8210 Aarhus V, med fokus på udlændinge- og integrationspolitik.
Vi arbejder for demokrati, sammenhold og mangfoldighed og imod diskrimination og racisme.
Vi mener, Danmark skal være for alle uanset tro, hudfarve og etnisk oprindelse, og denne dagsorden vil vi gerne debattere med folketingskandidaterne.
Emner kan blandt andet være asylpolitik, boligpolitik, sociale forhold og beskæftigelse, skolepolitik, lige muligheder for byens borgere, flygtninges vilkår med mere.
På mødet vil repræsentanter fra de deltagende partier indlede, ligesom der vil være spørgsmål fra salen.
Vi har foreløbig tilsagn fra følgende kandidater:
Anna Brændemose, SF – Socialistisk Folkeparti.
Anna Calero, Alternativet.
Emil M. D. Christensen, Venstre.
Peter Have, Moderaterne.
Rune Christiansen, Det Radikale Venstre.
Trine Pertou Mach, Enhedslisten – De Rød-Grønne.