Mangelfuldt udspil
Valgkampen er godt og vel halvvejs. Som forventet er den i mainstreammedierne primært blevet til en leg med mandatfordelinger, parlamentariske mønstre og regeringskonstellationer.
Rød regering, blå regering, midterregering, krav til at være med – eller ikke være med – eller danne parlamentarisk grundlag for den ene eller anden konstellation. Politisk indhold kommer i anden række og sorteres ikke ud fra et væsentlighedskriterie, men ud fra hvad dette eller hint emne måtte betyde for samarbejdsmønstre og mandater.
I den leg fremgår det tydeligt, at der på de allervigtigste spørgsmål ikke tegner sig en regeringskonstellation, der kan eller vil udgøre et egentligt alternativ på så afgørende spørgsmål som modstand mod oprustning og krig, modstand mod social ulighed, for kollektiv velfærd og aktiv kamp for at redde klimaet og ikke kapitalismen.
Allerede før valget blev udskrevet, stod det temmelig klart, at en valgstrategi, der går ud på at “trække Socialdemokratiet til venstre” og “tilbage i rød blok”, ingen gang har på jord. Valgkampen har indtil nu kun bøjet det i neon. Den socialdemokratiske regeringstop er meget tydelig i at være utydelig og samtidig række begge hænder “hen over midten”. Se eller gense topmødet søndag aften mellem Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen!
Læg mærke til, at pensionsalderen stadig skal stige. Lyt til de utvetydige oprustningssignaler. Bemærk fodringen af højrekræfterne med islamofobi og leg med brud på internationale konventioner.
Desværre må det konstateres: At Socialdemokratiet i dag udgør en garant for rød politik er et blålys.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad man så kan gøre.
Nogle fagforeninger forsøger fornuftigt nok at spille ind med krav, der – hvis de blev indfriet af partier og politikere – ville tilgodese deres medlemmer. Det handler eksempelvis om tilbagetrækning, beskæftigelsespolitik, arbejdsmiljø og fordelingspolitik. Enkelte tilmed med tydelige holdninger til oprustning, for eksempel 3F København, der mener, at det ikke nytter noget “at købe krudt og kugler med hovedet under armen, imens det går ud over den danske velfærd og de svageste i samfundet”.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har til gengæld og ikke særligt overraskende lagt sig tæt op ad den socialdemokratiske valgkamp og dens hovedtemaer, herunder især spørgsmålet om formueskat og tilbagetrækning.
Andre organisationer og bevægelser forsøger at sætte deres mærkesager i centrum og aftvinge politikerne svar og løfter. En egentlig samlet bevægelse med basis på arbejdspladserne, i aktive faglige miljøer eller andre bevægelser markerer sig imidlertid ikke på fælles platforme eller i samarbejde for enkeltsager.
I det hele taget: Manglen på udsigt til virkelige forandringer i en rød og retfærdig retning for fred skaber frustration mange steder. Og rigtig, rigtig mange er uafklarede på, hvad de skal stemme.
Den kommunistiske bevægelse har ikke været repræsenteret i Folketinget siden 1979. Vi må fra valg til valg gøre vores stilling op. Siden sin stiftelse har Kommunistisk Parti (KP) op gennem 00’erne og 10’erne anbefalet at stemme på Enhedslisten ved folketingsvalg. Det gjorde vi, fordi vi mente, at partiet trak i rigtig retning i Folketinget på nogle helt grundlæggende spørgsmål samt knyttede an til aktive bevægelser og fremførte deres krav i Folketinget.
Vi er udmærket klar over, at det ikke vil være fra Folketinget, at der kommer afgørende positive forandringer – de kommer kun gennem bevægelse og kamp.
Men over år er Enhedslisten som bekendt drejet mod højre på afgørende spørgsmål og indtager nu en helt anden rolle i Folketinget. Ved det foregående valg i 2022 kunne Kommunistisk Parti således ikke anbefale at stemme på Enhedslisten som parti. I stedet anbefalede vi at stemme personligt på en kandidat, der “kæmper for at forsvare arbejderklassens grundlæggende interesser, der er modstander af krigsbevillinger og NATO, der er konsekvent EU-modstander, og som hellere vil redde klimaet end kapitalismen”. Det ville, anførte vi, i langt de fleste tilfælde være en kandidat fra Enhedslisten.
At anbefale Enhedslisten ved dette valg er endnu mindre spiseligt end i 2022, især på grund af partitoppens aktive medspil i den fremherskende kurs for krig og oprustning, dens utvetydige støtte af våbenleverancer til Ukraine og skønmaling af NATO-alliancen.
Kig eller lyt til DR’s interviewserie med partiledere op til valget – her fremgår det entydigt af samtalen med Pelle Dragsted, at Enhedslisten i Folketinget bakker 100 procent op om våbenleverancer og anden støtte til Ukraine, ligesom partiet gerne ser en styrkelse af NATO’s europæiske ben.
Selvom partiet ganske givet løfter en række sociale og arbejdsmarkedspolitiske dagsordener, er kendsgerningen, at det samlede billede ikke trækker i Enhedslistens retning. Spørgsmålet om krig og fred, om at stå op mod NATO, EU og USA lægger sig ind over alle politiske dagsordener. “Sikkerhedspolitikken er og bliver selve fundamentet for dansk politik i de næste mange, mange år,” sagde Mette Frederiksen ved valgudskrivelsen. Her stiller Enhedslisten sig desværre på den forkerte side.
For Kommunistisk Parti, som er et konsekvent antiimperialistisk parti, og som vender sig mod militarisme, oprustning og krig, er dette et kernepunkt.
Til valget den 24. marts – hvor omkring 10 procent af den voksne befolkning i Danmark ikke har stemmeret – er det ikke lykkedes for andre partier med en alternativ dagsorden at blive opstillingsberettigede. Hverken Frie Grønne eller Grønne Demokrater har kunnet indsamle et tilstrækkeligt antal vælgererklæringer i tide.
På baggrund af dette samlede billede diskuteres det derfor heftigt i politiske kredse og på sociale medier, hvor man skal kaste sin stemme. Mange overvejelser er i spil.
Nogle mener tilmed, at valget skal boykottes. Men det er efter vores opfattelse ikke en farbar vej. Af to grunde: Dels fordi der ikke findes eller udvikler sig en egentlig boykotbevægelse. Og dels fordi vi anerkender de parlamentariske valgs betydning under det herskende borgerlige demokrati.
Vi er udmærket klar over, at det ikke vil være fra Folketinget, at der kommer afgørende positive forandringer – de kommer kun gennem bevægelse og kamp uden for Folketinget. Men vi er også klar over, at det ikke er ligegyldigt for den kamp, hvad der sker i Folketinget.
Til de legitime overvejelser hører også, at der i den grad er brug for at dæmme op for højrekræfternes fremmarch og afværge enhver form for regering, der baserer sig på mandater fra ultrareaktionære hadpartier.
Også andre overvejelser kan bringes i spil. For eksempel om det på nogen som helst måde ved dette valg kan lykkes at stemme en mandatfordeling igennem, der sætter en prop i landbrugets gifthul, så drikkevandet reddes.
Eller hvad med Palæstina-spørgsmålet? Stem Palæstina vil – som ved kommunalvalget for nylig – sætte fokus på kandidater, der støtter en våbenembargo mod Israel. Også spørgsmålet om det danske Folketings ja til USA-baser i Danmark, tilmed på et tidspunkt hvor USA truer Grønlands suverænitet, er på dagsordenen som en markør.
Andre er optaget af at sikre, at for eksempel Borgernes Parti ikke bliver repræsenteret, men at Alternativet til gengæld sikres en plads, også af hensyn til klimakampen.
I Kommunistisk Parti gør vi os tilsvarende overvejelser. Her er vi kommet frem til, at eftersom der ikke er et parti at stemme på, må man gå på jagt efter kandidater, som trækker i retning af modstand mod oprustning og krig, modstand mod social ulighed, for kollektiv velfærd og aktiv kamp for at redde klimaet og ikke kapitalismen. Det må afsøges i de enkelte valgkredse.
I landets ti storkredse findes der helt sikkert flere steder hæderlige og troværdige folketingskandidater – ingen nævnt ingen glemt – som vil være en stemme for velfærd frem for våben. Skulle det ikke være tilfældet, kan en blank stemme blive nødvendig.
Men kig engang på kandidatlisterne, når de offentliggøres. Det sker senest otte dage før valget på valg.im.dk og i den enkelte kommune.
Følg også med i Arbejderen. Her dækkes valget løbende, og der kommer helt sikkert argumenter og informationer frem, som kan tages med i diskussioner og overvejelser.
Og så rejser spørgsmålet sig jo med voksende styrke, hvorvidt det vil være muligt på sigt at skabe et reelt parlamentarisk alternativ. Skal det blive en realitet, kan vi ikke vente flere år på at gå i gang med at skabe forudsætningerne. Nemt bliver det ikke, men vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
