HVALSØ: Debatmøde om afbrænding af biomasse og alternative muligheder
Enhedslistens byrådsmedlem og formand for Køges Klima- og Planudvalg Niels Rolskov indleder næste mandag aften i Hvalsø et debatmøde om afbrænding af biomasse og alternative muligheder. Medens Lejre Kommune ikke har noget relevant med i deres klimaplan 2020-2050, har Køge kommune dog immervæk et scenarie med, der sætter tal på CO2-udledninger med mere fra afbrænding af biomasse.
Christian Ege fra RGO stiller skarpt på spørgsmålet, hvilke muligheder og faldgruber udfasning af individuel naturgasfyring (flere tusinde anlæg i Lejres naturgasbyer) åbner for i de kommende år. En rapport fra COWI Consult til energistyrelsen fra 2020 har et ildevarslende scenarie med, der hedder VP (varmepumper) + træpillefyr. Goddag til skorstenene i naturgasbyerne. (Naturgas er det reneste brændsel og behøver ikke skorsten på husene).
Formanden for Hvalsø kraftvarmeværk, Ole D. Jensen, ser på udviklingsmuligheder for fjernvarme i Lejre Kommune, efter at værket for et årti siden skruede ned for sin egen naturgasfyret kraftvarmeproduktion til fordel for kedelfyret fjernvarme fra afbrænding af trærester (aldrig undersøgt for dioxin-emissioner).
Undertegnede giver en bottom up-erfaringsberetning fra tilflytningen i 1984 til et rækkehuskvarter, hvor der i en overgang blev voldsomt fyret løs med brændeovne, og normaliseringen af for lave skorstene via kommunalt påbud ikke gav ren luft alligevel. I parentes bemærket støttede vi i slut-80’erne ombygningen af Hvalsø fjernvarme til et naturgasfyret kraftvarmeværk, da det energimæssigt er optimal.
Mødet finder sted mandag den 13.9. klokken 19:30 i Hvalsø Kulturhus, Skolevej 12 i Hvalsø.