160 NGO'er i opråb:
Mangel på arbejdskraft kan man betale sig fra
Lige nu er der gang i debatten om mangel på arbejdskraft. Mange forslag er i spil. Erfaringerne viser, at en ordentlig løn er et effektivt virkemiddel for den virksomhed, som skal tiltrække arbejdskraft.
|
Alt for længe har alt for mange arbejdsgivere søgt den perfekte, veluddannede, unge, stærke, billige og erfarne medarbejder. Og alt for længe har de samme arbejdsgivere søgt tilskud til resten. Løsningen er ikke lavere mindsteløn til udenlandsk arbejdskraft. Løsningen er helt rimelig rummelighed og anstændige løn- og ansættelsesvilkår.
Hvor svært kan det være at tilrettelægge arbejdet på en måde, hvor man som ansat både kan holde til arbejdet på fuld tid – og i øvrigt kan leve af lønnen? Bør vi ikke starte debatten om manglende arbejdskraft lige netop der?
En række testcentre skulle – under corona – rekruttere ufatteligt mange podere. Det klarede de så godt, at andre brancher blev kørt bagud af dansen, i kampen om arbejdskraften.
Det simple middel var – en løn, som kunne tiltrække nye ansatte. Løn er et effektivt virkemiddel for den virksomhed, som mangler arbejdskraft.
Det har vi også set hen over sommeren, hvor jordemødre og andre sundhedsansatte foretrak ansættelse i vikarbureauer frem for et fast job med faste kolleger – alene fordi det pyntede på lønsedlen.
Fleksibilitet skal gå begge veje
Økonomerne kalder det udbud og efterspørgsel. Og det er i det lys, man skal se de radikales kamp for at sænke beløbsgrænsen. Jo flere sultne potentielle medarbejdere virksomheder kan vælge mellem fra hele verden – jo lavere løn kan man slippe for at betale. Og den mekanisme går desværre hårdest ud over de lavest lønnede jobs.
Flexicurity er godt – men fleksibiliteten skal gå begge veje, og alt for længe har pilen alene peget på lønmodtagerne.
Hvor svært kan det være at tilrettelægge arbejdet på en måde, hvor man som ansat både kan holde til arbejdet på fuld tid – og i øvrigt kan leve af lønnen?
Lige nu raser en debat om, hvorvidt arbejdsløse skal påtage sig et hvilket som helst job, man kan bestride, indtil man eventuelt finder drømmejobbet. Og det skal man naturligvis. Men pilen bør i den grad også pege på arbejdsgiverne selv.
De færreste kan leve af et job på 24 timer om ugen til 120 kroner i timen. Og en række brancher foretrækker ungarbejdere eller midlertidige ansatte med tilskud. Og en del af de arbejdsløse er netop tidligere ansatte, som har brændt sig på arbejdsforhold, som de blev syge af.
I 10 uger har sygeplejersker strejket for mere i løn. Men undervejs har det været tydeligt, at arbejdsforhold også spiller en rolle for sygeplejerskernes utilfredshed. Trygheden i det faste job og den faste løn kan nemlig efterhånden ligge på et meget lille sted. Det blev blandt andet tydeligt, da sygeplejersker med senfølger efter smitte med corona fik en fyreseddel.
Syge og slidte bliver fyret
Bliver den ansatte ramt af sygdom, så er vejen til fyresedlen kort. Det gælder også for ansatte, som er kommet til skade eller er blevet syge af jobbet. På mange arbejdspladser har man tilmed udarbejdet retningslinjer for, hvornår ansatte skal til sygesamtaler, og hvornår fyresedlen skal skrives.
En del af de sygemeldte ender på efterløn eller pension – også før de selv havde tænkt, at tiden var inde til det. Mange af os har mødt dem, da vi skulle vaccineres. Det har nemlig i høj grad været pensionerede sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som påtog sig jobbet med at vaccinere os.
I min omgangskreds er flere seniorer tvunget på efterløn eller pension, før de selv var klar til det. De stod yderst på vippen i diverse sparerunder, og har efterfølgende haft svært ved at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet igen.
Fælles for seniorerne er, at de ofte er dyrere på grund af mange års anciennitet. Men den erfaring, som seniorerne kan bidrage med, er både vigtig for nye og uerfarne medarbejdere og for virksomhederne.
Det er en kæmpe fordel for de nye unge jordemødre eller social- og sundhedsassistenter, når de er i vagt med kolleger, som har erfaring med at håndtere en kritisk situation.
Min omgangskreds tæller også mennesker, som for en stund eller for altid – helt eller delvist –har tabt arbejdsevnen. Nogle kom sig igen – efter tid til rehabilitering, mens andre kan have brug for flere skånehensyn.
Mange kommer sig efter kræftsygdom. Og det er altså lettere at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis man skal tilbage til kendt arbejde og kendte kolleger – end hvis man skal starte forfra med jobansøgninger.
Sygdom, skavanker og lidt slitage er en del af livet, og det ville klæde arbejdsmarkedet at anerkende, at der kan komme noget til os alle sammen – og at vi derfor skal udvise lidt mere tålmodighed med syge medarbejdere.
De offentlige arbejdsgivere kan roligt gå forrest med en ny strategi for rekruttering af tilstrækkelig arbejdskraft til normale stillinger, som man kan leve af, men også den private sektor skal i gear.
07. september 2021 | 09:25
