Som i de fleste valg til Folketinget kommer emnerne til debat vidt omkring. Det igangværende valg er ingen undtagelse herfor. Ikke engang fem dage inde i valgkampen har fokus allerede været på formueskat, nye boligskatter, folkeskolen og det altoverskyggende emne, indvandrere og udlændinge.
Alligevel, på trods af det brede spænd af emner til debat, brillerer nogle essentielle punkter fra den offentlige diskurs. Særligt når mange af de politiske emner må se sig slået af diskussionen om, hvem der skal være statsminister, og hvilken bogstavkombination regeringen skal have.
Det gør unægtelig debatten noget fattigere, når personer og ikke politik bliver hovedfokus. Det er symptomatisk for den moderne mediekultur, som vægter relaterbarhed højere end substans.
Men der er masser af substans at tage fat i. Oprustningen og militarismens logik fortsætter ufortrødent, verden bliver mere og mere usikker dag for dag, og vores alles drikkevand er truet af landbrugets fortsatte brug af sprøjtemidler.
Til kamp for rent vand
Særligt landbrugets brug af sprøjtemidler er et emne, som burde have mere fokus. Organisationen DANVA skriver i en pressemeddelelse, at 95 procent af danskerne mener, at drikkevandet skal beskyttes mod forurening fra for eksempel pesticider.
Og netop den forurening er mere relevant i dag end nogensinde før.
En rapport fra Miljøministeriet udgivet i januar 2026 konkluderede, at en stor del af det danske drikkevand er i alvorlig fare for forurening, samt at den billigste og mest effektive løsning er et sprøjteforbud på omkring 160.000 hektar land, hvor der er særligt udsatte grundvandsforsyninger.
Som altid stiller Venstre sig lodret imod sådan et forbud, hvilket flugter meget godt med deres status som landbrugets parti. De gik endda så langt, at det venstreledede Fødevareministerium forsøgte at bremse rapportens udgivelse, da de vidste, at Landbrug & Fødevarer ville være imod et sprøjteforbud.
Men eftersom at det økonomiske råderum er brugt op, melder spørgsmålet sig om, hvordan den fortsatte oprustning skal finansieres. Der er kun to reelle svar på det spørgsmål: Enten skal skatterne i samfundet hæves, eller velfærden skal skæres.
Information beskriver, hvordan at helt op til en time før udgivelsen af rapporten, modtog embedsfolk i Miljøministeriet en mail, hvori Fødevareministeriet skrev, at de ville skrives helt ud af rapporten, hvis den blev udgivet den dag.
Det virker åbenlyst, at sagen er et eksempel på, hvordan lobbyismens lange arme kan strække sig helt ind i fagministerierne. Derfor er det også påfaldende, at emnet indtil videre ikke har fyldt mere i valgkampen. I partilederrunden på aftenen, hvor valget var blevet udskrevet, blev drikkevand slet ikke nævnt. Klima- og miljøspørgsmål var generelt fuldstændig fraværende.
Den 2. marts er SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet dog kommet med et krav til en kommende regering om, at et sprøjteforbud skal indføres. Forhåbenligt vil emnet fylde mere fremadrettet, da rent drikkevand burde være på toppen af samtlige dagsordener, når landets nye lovgivere og magthavere skal vælges.
Reduktion af svin?
Rent drikkevand er ikke det eneste miljøspørgsmål, som er blevet forsøgt taget op i valgkampen indtil videre. Organisationen Frie Bønder – Levende Land håber, at valget bliver et såkaldt “svinevalg”, hvor der kommer fokus på at afskaffe den danske industrielle svineproduktion.
– Der skal ikke være tvivl om, at vi, som altid, deltager i bestræbelserne for, at industriel kødproduktion og rutinemæssig giftanvendelse udfases. Efter vores opfattelse er dette dog allerede afgjort, og det store spørgsmål er nu, hvordan omlægningen skal finansieres, lyder det fra formanden for Frie Bønder – Levende Land, Ole Kjærulff Davidsen, i en pressemeddelelse.
Debatten om forholdene i den danske svineproduktion fik nyt liv sidste år, da TV2 i en dokumentar kunne vise, at selv toppen af dansk landbrug har store problemer med dyrevelfærden i deres stalde.
Siden da har debatten raset, og både Alternativet, SF og Enhedslisten er kommet med udspil til, hvordan den danske svineproduktion kan reformeres. Blandt andet har Alternativet foreslået, at 86 procent af den nuværende kødproduktion skal omlægges til plantebaseret landbrug.
– Det er uforståeligt, at så mange partier fortsat holder hånden under en industri, der er marineret i statsstøtte og betyder mindre og mindre for samfundsøkonomien, men som til gengæld har enorme konsekvenser for dyrevelfærd, vandmiljø, drikkevand, klimaaftryk og fødevarekvalitet, skriver Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde i Altinget.
Selvom den debat ikke er slået helt igennem, er der grobund for den. Så mon ikke at den danske svineproduktion vil dukke op i mainstreammedierne i løbet af de kommende uger?
Militariseringens pris
Da regeringen fremlagde sin økonomiske plan frem mod 2035, stod én ting klart: Pengene i det såkaldte råderum er brugt op. De er blevet brugt på blandt andet at sikre velfærden mod det demografiske træk og i stor stil på den enorme oprustning, som Danmark har været igennem de sidste fire år.
Mette Frederiksen har også gjort klart, at oprustningen er en af de ting, “som ligger fuldstændig fast” for hende. Altså at det på ingen måde er til forhandling, hvorvidt Danmark skal opruste.
– Det er ultimativt, har statsministeren udtalt.
Men eftersom at det økonomiske råderum er brugt op, melder spørgsmålet sig om, hvordan den fortsatte oprustning skal finansieres? Der er kun to reelle svar på det spørgsmål: Enten skal skatterne i samfundet hæves, eller velfærden skal skæres.
Dansk Folkeparti vil gå skridtet videre med et decideret “hjemrejseudspil”, som mest af alt minder om etnisk udrensning.
Det eneste parti, som har fremlagt en konkret plan for en finansiering, er Venstre, som foreslår at skære i udviklingsbistanden for at skaffe seks milliarder kroner. Det er dog et meget lille beløb, når den samlede oprustning på fire år lyder på næsten 350 milliarder kroner til Forsvaret.
Derfor er det nærliggende at spørge i valgkampen, hvor pengene skal komme fra. Det er et spørgsmål, som i stigende grad presser sig på, når regeringen og Folketingets oprustningsiver ikke viser nogen tegn på at stoppe.
Udlændinge, udlændinge, udlændinge
To store emner, som også politikerne har smidt ind i debatten som centrale, er udlændingepolitikken og forslaget om en ny formueskat samt ændring af boligskatten.
Udlændingepolitikken er ofte et emne, som politikere gerne vil have til at fylde i en valgkamp. Det gør, at de kan lave de mest populistiske udtalelser, de kan forestille sig, selv hvis de udtalelser intet har at gøre med virkeligheden.
Og i denne valgkamp er det også sådan.
Socialdemokratiet bryster sig af deres nye udvisningsreform, som vil gøre det nemmere at smide kriminelle udlændinge ud af landet, selv hvis det er i strid med internationale konventioner. Faktisk er det netop en pointe, at Danmark skal bryde særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med reformen, da Mette Frederiksen forventer, at det vil presse domstolen til en nytolkning af konventionen.
Dansk Folkeparti vil gå skridtet videre med et decideret “hjemrejseudspil”, som mest af alt minder om etnisk udrensning. De vil ikke kun smide kriminelle ud af landet, også udlændinge på offentlig forsørgelse, samt gennemgå statsborgerskabssager, så udlændinge, der har fået tildelt statsborgerskab, kan fratages det og smides ud.
Senest har Morten Messerschmidt stillet som ultimativt krav til en kommende regering, at flere muslimer skal ud af landet, end der kommer ind. DF forsøger ikke engang at gemme, at deres politik handler om en hadefuld foragt for muslimer og intet andet.
Beskat de rige!
Den traditionelle røde blok, ud over De Radikale, har under valgkampens første tid formået at finde et samlingspunkt, som de kan kræve i samlet flok. De vil alle have indført en formueskat, dog med forskellige modeller. Emnet er så centralt, at det endda blev omdrejningspunktet for Mette Frederiksens udskrivelsestale.
Socialdemokratiets model indebærer, at der indføres en skat på en halv procent af formuer over 25 millioner kroner. SF kræver en halv procent på alt over 10 millioner, og Enhedslisten kræver en hel procent på alt over 35 millioner.
På den måde bliver linjerne trukket op, som de var engang i dansk politik. Der er også kommet de forventelige reaktioner fra den klassiske blå blok, som kalder det en misundelsesskat, at det vil straffe hårdt arbejde, og at landets rigmænd blot vil flytte ud af landet.
Alligevel holder de “røde” partier fast, de vil have en formueskat. Det skaber en klassisk værdikamp mellem højre og venstre i dansk politik.
Dog skal det noteres, at Mette Frederiksen ikke har udelukket at danne en ny regering hen over midten. Hun omtaler heller ikke formueskatten som et ultimativt krav. Så på trods af hvor meget opmærksomhed emnet får lige nu, så er det på ingen måder sikkert, at det faktisk bliver gennemført efter valget.
Følg med i næste uges kommentar, hvor jeg igen forsøger at bringe et overblik over nogle af de vigtigste politiske emner i valgkampen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.