AARHUS: Førstehjælp skal være kønsneutral
Tal fra Dansk Hjertestopregister viser, at hvis en biologisk kvinde falder om med hjertestop i det offentlige rum, er hendes chance for at blive genoplivet 9 procent lavere end en biologisk mands.
Hvorfor er det sådan? Skyldes det blufærdighed, usikkerhed – eller manglende viden om den biologiske kvindekrop?
Den 15. marts sætter Science Museerne, Dansk Kvindesamfund og Røde Kors fokus på de oversete forskelle mellem biologiske mænd og kvinder, når det kommer til hjertet – og på, hvad vi konkret kan gøre for at udligne en forskel, der kan være fatal.
Arrangementet finder sted på Steno Museet og kombinerer medicinhistorie, aktuel forskning og praktisk førstehjælp.
Eventet er en del af arbejdet frem mod åbningen af næste fase af udstillingen Den oversete krop, som åbner på Steno Museet 18. juni 2026.
Alle er velkomne. Alle oplæg foregår på dansk.
Billetpris: Normal entrépris på 60 kroner + gebyr. Billetter købes forud for eventet efter først til mølle.
Billetten inkluderer entré til Steno Museet før og efter arrangementet.
Køb billet: stenomuseet.dk