Læserbrev
Socialistisk reformpolitik – indhold over form?
Hvordan skal socialisme forstås? Hvordan kan man forestille sig indholdet af socialismen, og hvordan vejen dertil? Det giver ny bog et bud på, skriver Karen Helveg Petersen.
|
Per Bregengaard og Søren Kolstrups (B & K) nye bog “Socialistisk reformpolitik” aktualiserer diskussionen om, hvordan socialisme skal forstås.
Er det en slags all inclusive-hedonistisk paradis, et velfærdsorgie af omsorg med rigelig fritid eller en nøje planlagt storøkonomi, hvor alle mødes og afgør ressourceforbrug og produktion, eventuelt ved hjælp af sofistikerede algoritmer?
Eller skal man forstå socialisme negativt via de kapitalistiske former, der skal afskaffes: Privat ejendomsret, lønarbejde, penge og dermed vækstmaskinen, hvor det til gengæld står åbent, hvad og hvordan der skal produceres, forbruges og tilværelsen leves.
Reformer på vej til socialismen
De venstreorienterede, der kalder på “visioner”, forestiller sig indholdet af socialismen, og hvordan vejen til dens realisering ser ud.
Således også B & K.
Beslutninger skal træffes i mange fora afpasset efter problemernes fysiske, geografiske og sociale rækkevidde.
Så vi kan få boliger efter behov, økologisk landbrug, reelt frie medier og bedre forhold for litteraturen, altså goder vi angler efter under det højkapitalistiske, men lidt ramponerede samfund vi lever i.
“Socialistisk reformpolitik” ligner et udvidet Enhedslisteprogram. Bogen er nemlig baseret på, at eksisterende politiske systemer og de grundlæggende kapitalistiske rammer på mirakuløs vis vil tillade temmelig gennemgribende reformer på vej til socialismen.
Bogen er baseret på, at eksisterende politiske systemer og de grundlæggende kapitalistiske rammer på mirakuløs vis vil tillade temmelig gennemgribende reformer på vej til socialismen.
Hvis vi, befolkningen, altså var nogenlunde enige via stemmeboksen stimuleret af grønne, bruger- og borgerbevægelser samt fagforeninger.
Så er det muligt at nationalisere systemisk vigtige banker som Danske Bank, deklarere fælleseje til jorden, eventuelt mod “fuld” erstatning gennem de stadig eksisterende penge, og nationalisere kritisk infrastruktur – der er blevet privatiseret med flid de seneste år.
Kapitalisme kan forhindre gode hensigter
Sondringen form – indhold er ikke ligegyldig. Der er konflikter.
B & K’s bog prøver at afværge en kritik af, at de skulle fremstille socialismen som for nemt opnåelig, ved indledningsvis at besværge kapitalakkumulationstvangen og gentagne gange nævne kapitalens stumme tvang.
De forbigår imidlertid, hvordan denne kapitalisme kan forhindre og fordreje gode hensigter.
Når hele vores system er bygget op på kapitalistisk værdiproduktion, har staten ikke ubegrænsede midler – og pengesystemet er ikke bare en manipulerbar kasse.
I sin kerne inkluderer det i øvrigt storbankerne, der har mange flere funktioner i økonomien, end B & K diskuterer. Kriserne, som de også nævner, sætter reelle grænser for, hvad der er muligt.
Staten får da også flere og flere opgaver overladt af den private sektor, nu skal den ligefrem hjælpe med de nye store “innovative” investeringer, som dømmes nødvendige for den grønne fremtid og sikkerheden.
Radikale demokratiske reformer ligger ikke ligefor
Den indsigt får nogle af os til at halte efter den modne Marx og prøve at diagnosticere den nuværende kapitalisme.
Nogle marxister konstaterer hoverende, at profitraten falder, så sammenbruddet skulle nærme sig, mens andre mener, at tilbageslagene for demokrati, grøn omstilling og social retfærdighed iværksat af autokrater sker for at redde en falmende kapitalisme.
Sandt nok er verden da i opbrud. Det Trump-inspirerede mål om genindustrialisering i vesten lægger i forbløffende grad op til Marx’ ellers forhånede værditeori, at det er industriarbejdet, der er “produktivt” og skaber de økonomiske værdier.
B & K’s radikale demokratiske reformer, herunder politisk prioritering af ikke-kapitalistiske virksomheder, ligger ikke ligefor. De indrømmer, der kunne komme konflikter mellem kapitalistiske og ikke-kapitalistiske virksomheder i deres scenarier, men lige her, hvor dilemmaerne hober sig op, stopper deres ræsonnement.
”Vi forestiller os en fremtid med mindre eller ingen magt til privatansattes modpart: Kapitalinteresser og arbejdsgivere og med prioriteringen af et mindre konkurrencepræget og mere demokratisk, harmonisk og kollektivt præget samfund.” (side 131).
Bortset fra det lidt patroniserende i tonen, hvad forhindrer lige den fremtid?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. februar 2026 | 06:30
