Mod USA's sanktioner
Venezuelas parlament har vedtaget en ny olielov. Formålet er at øge den venezuelanske stats indtægter uden at privatisere landets naturressourcer og opdatere den 20 år gamle olielov efter dagens geopolitiske og finansielle forhold.
Loven kommer, mindre end en måned efter at USA angreb Venezuela og kidnappede dets præsident, Nicolás Maduro, og dennes hustru, Cillia Flores. USA’s præsident begrundede blandt andet angrebet med, at USA ønsker at overtage den fulde kontrol med landets olie- og gasressourcer.
Nogle medier beskriver loven som mere erhvervsvenlig, og en lov, der reducerer statens rolle i energisektoren til fordel for privat kapital. Mens andre betegner loven som en opdatering af den eksisterende lovgivning, der blev vedtaget i 2006 under Hugo Chávez, for at tiltrække nødvendige investeringer i oliesektoren under USA’s benhårde sanktioner.
Denne lov vil omdanne Venezuelas oliereserver til en kilde til velstand for befolkningen.
Delcy Rodríguez, Venezuelas fungerende præsident
I loven fra 2006 er der allerede mulighed for at indgå såkaldte joint venture-aftaler med private olieselskaber, og det har det USA-ejede olieselskab Chevron haft i flere år.
Venezuelas olie blev nationaliseret i 1976, men i 1990’erne blev der åbnet for udenlandske investeringer og Chevron. Exxon og ConocoPhillips vendte tilbage til Venezuelas oliesektor. Den vedtagne reform af olieloven bygger på den venezuelanske olielov fra henholdsvis 2002 og 2006 under Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez.
Ifølge det canadiske medie Orinoco Tribune skaber loven det juridiske grundlag for en fuldstændig strategisk tilpasning af Venezuelas olieindustri efter USA’s langvarige ulovlige sanktioner mod den og behovet for investering, modernisering og vækst i den sektor, som er den økonomisk vigtigste i Venezuela.
Venezuelas fungerende præsident Delcy Rodríguez er glad for, at olieloven er blevet revideret.
– Denne lov vil omdanne Venezuelas oliereserver til en kilde til velstand for befolkningen, sagde Rodríguez efter vedtagelsen af loven.
Efter næsten 10 år med sanktioner mod den venezuelanske olieindustri og beslaglæggelse af PDVSA’s datterselskab Citgo i USA er der akut behov for investeringer. I slutningen af 2025 nåede den daglige olieproduktion i Venezuela op på omkring 1000 tønder råolie om dagen. Det er vel at mærke i et land, der råder over knap 20 procent af verdens olieressourcer, men det er tungolie.
Det kræver nye teknologier og dyre investeringer for at udvinde og fortynde olien til kommerciel brug. Hverken PDVSA eller den venezuelanske stat har de nødvendige midler til at udvikle oliesektoren.
Olieproduktionen er faldet, siden USA målrettede sine sanktioner mod Venezuelas olieindustri. I 2015 producerede Venezuela knap 2.577.000 tønder olie dagligt. I 2019, året efter at USA satte tommelskruerne på den venezuelanske olieindustri, producerede landet knap 553.000 tønder olie dagligt.
Olien tilhører stadig staten
Loven slår fast, at det statslige olieselskab og alle dets datterselskaber ikke kan overdrages og skal bevares som statslig ejendom. Det er i overensstemmelse med artikel 141 i Venezuelas forfatning, som også er citeret i olielovens artikel 1.
Loven bekræfter og udvider, at både nationale og udenlandsk kapital kan operere i det, man i oliesektoren kalder primære aktiviteter, som tidligere alene var et anliggende for statslige aktører. Det vil sige søgning efter olie og gas, boring af brønde, styring af produktionen fra undergrunden til raffinaderier og terminaler.
Den slags ordninger eksisterer allerede, hvor Chevron som tidligere nævnt deltager i joint venture-aftaler med PDVSA. Det samme gør det spanske olieselskab Repsol samt det statslige kinesiske olieselskab CNPC. I disse aftaler ejer enten den venezuelanske stat eller en statsejet virksomhed mere end 50 procent af aktierne.
Også de amerikanske olieselskaber Halliburton og Baker Hughes leverer tjenester til Venezuelas olieindustri.
Ifølge den nye lov vil der fremover operere statslige virksomheder, blandede virksomheder og private virksomheder, der hører hjemme i Venezuela, inden for “rammerne af kontrakter indgået med virksomheder, der udelukkende ejes af republikken eller dens datterselskaber”.
En særlig finesse er lovens paragraf 43, der slår fast, at når en kontrakt om primære aktiviteter udløber, tilfalder de lejede områder uden erstatning til et selskab, som er 100 procent ejet af den venezuelanske stat. Det samme gælder “aktiver, der er indarbejdet, opført eller erhvervet i kontraktperioden, herunder alle data, der er indhentet, genereret, behandlet og fortolket, uden at dette medfører nogen forpligtelse til betaling eller kompensation.”
Flere muligheder for private selskaber
Den nye lov baner vejen for, at private selskaber, nationale og udenlandske, efter aftale selv kan markedsføre deres olieprodukter uden for Venezuela for egen regning og risiko. Ifølge Orinoco Tribune er det på nogle måder noget af de mest kontroversielle dele af loven, fordi den kan være genstand for partiske fortolkninger.
Denne del af loven er et direkte resultat af USA’s omfattende sanktioner, der stadig er i kraft på fyld styrke. Under sanktionerne kan det statslige olieselskab PDVSA ikke markedsføre sin olie og naturgas uden for landet, fordi sanktionerne har medført indefrysning af aktiviteter, beslaglæggelse af tankskibe og tyveri, skriver det canadiske medie.
Som modydelse skal den private aktør betale en aftalt procentdel af produktionen til det statslige olieselskab. Dertil skal lægges royalties og skatter. Også her er der ændringer i forhold til loven fra 2006.
Den gamle lov udstak stramme regler for royalties på 30 procent af alle produkter. Den nye lov bløder op på den stramme ramme, så der fremover forhandles om størrelsen konkret i forhold til de enkelte kontrakter, der bliver indgået, men maksimalt 30 procent. Det samme gælder den såkaldte kulbrinteskat, som maksimalt kan være 15 procent.
Den sidste del af loven vil nogle også mene er kontroversiel. Den handler om at bilægge tvister mellem staten og et privat olieselskab. Loven skitserer tre muligheder for en mindelig aftale om at bilægge uenighederne, en uafhængig international voldgift eller ved domstole i Venezuela.
En international voldgiftssag vil altså ikke være en amerikansk domstol eller en domstol i et EU-land. “Uafhængige voldgiftssager er aktiviteter, der udføres af advokatfirmaer eller firmaer, der er specialiserede i bestemte områder, og som begge parter er enige om. De hyres for at lette forhandlinger, drøfte tvister, træffe beslutninger og arrangere forlig privat og hurtigt”, skriver Orinoco Tribune.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
