“Til jer, der i dag modtager en fyreseddel i Skatteforvaltningen.
I HK står vi klar til at hjælpe og støtte jer, og som medlem har du fået en mail fra os, hvor du finder de informationer du har brug for som opsagt.
Vi er dybt uforstående over for, at ledelsen har valgt at sende medarbejdere på juleferie med en afskedigelse i hånden. Det er hårdt. Det er utrygt. Og det rammer mennesker, der hver dag har løftet en helt central samfundsopgave.
Vi er samtidig alvorligt bekymrede for konsekvenserne for os alle. For Skatteforvaltningen er ikke bare en arbejdsplads – den er en grundpille i vores fælles velfærd. Når erfarne medarbejdere forsvinder, svækkes både kvalitet, kontinuitet og tillid.”
Sådan lød et opslag fra fagforbundet HK Stat på LinkedIn den 17. december. Seks styrelser under Skatteministeriet gennemførte den største fyringsrunde i staten i mere end 10 år. Omkring 640 ansatte fik sparket.
I andre ministerier og styrelser er det andre tal, men samme øvelse. Finanslovens “kamp mod kolde hænder” og ideen om, at den offentlige sektor altid skal halte bagefter den private sektor, kræver sine ofre.
2.
Samme dag, altså 17. december, meddelte regeringen plus tre partier, at 5000 “sager om førtidspension” nu skal gennemgås “systematisk”.
Regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti er “enige om at gennemgå udvalgte førtidspensionssager og indføre nye redskaber for at værne om førtidspensionsordningen”.
Og videre:
“Med aftalen bliver kommunerne pålagt at lave en systematisk gennemgang af ca. 5.000 udvalgte førtidspensionssager for at vurdere, om betingelserne for førtidspensionen fortsat er opfyldt. Målgruppen er førtidspensionister, der er registreret som indrejste, og som bor i større almene boligområder, hvor mange af beboerne er langt fra arbejdsmarkedet. Lige nu drejer det sig om ca. 74 boligområder.”
Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann har så smagfuldt gjort det klart, hvad det handler om:
– Denne aftale er starten på enden for de mange tusinde ikkevestlige indvandrere, der alt for nemt har fået tilkendt en dansk førtidspension.
Diskrimination? Systematisk forfølgelse af en bestemt befolkningsgruppe? Udgrænsning og brændemærkning?
Uden tvivl!
3.
Om godt en måned, den 1. februar, træder den nye beskæftigelsesreform i kraft. Reformen baserer sig på et forlig mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025. Den rummer et væld af ændringer, og for anslået 2100 mennesker slår den hårdt fra dag ét:
De mister simpelthen deres forsørgelsesgrundlag, fordi de af forskellige årsager ikke mere har ret til kontanthjælp. Det har Beskæftigelsesministeriet selv beregnet.
Klask! Tilbage til start, i fængsel eller helt ud af spillet!
4.
Kontanthjælpsreformen har allerede slået hårdt, så hårdt at regeringen under kommunalvalgkampen måtte punge ud med et lille beløb for at afhjælpe den hjemløshed, den skaber. Reformen trådte i kraft 1. juli 2025 og sender tusindvis under fattigdomsgrænsen og gør flere hjemløse.
Reformen – hvilken misvisende betegnelse! – sænker ydelsen til kun 6789 kroner om måneden for omkring 10.000 kontanthjælpsmodtagere. Samtidig mister kontanthjælpsmodtagere med høje boligudgifter retten til særlig støtte.
Så derfor kunne Danmarks Statistik allerede her i december måle, at antallet af kontanthjælpsmodtagere på højeste sats er faldet hvert år siden 2019 og i alt med 29.600, svarende til et fald på 43 procent. “Modsat er antallet af kontanthjælpsmodtagere på mindstesats steget med 4.700, svarende til en stigning på 37 pct”.
Det gamle liberale mantra om, at det er godt, at der er fattige, er helt igennem mainstream.
5.
Men hvad så med behovet for uddannelse, skoler, daginstitutioner, sundhed, ældrepleje, sygehuse. Ja, her halter indsats og bevillinger håbløst efter behovene.
Allerede i 2023 beregnede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at velfærden indtil da havde været underfinansieret med over 20 milliarder kroner siden 2015 i forhold til den demografiske udvikling. Det er ikke blevet bedre siden.
For få dage siden kunne økonomiprofessor Nina Smith konkret for folkeskolen konkludere:
”Men på blot fire år er der tale om, at udgifterne pr. elev i de almene klasser i folkeskolen reelt er haltet bagud med omkring 10 procent i forhold til udviklingen i BNP. Så vi taler altså om et beløb måske i omegnen af 4 milliarder om året. Så vi snakker rigtigt mange milliarders efterslæb, som er opbygget over en lang årrække.”
Blot ét ud af mange eksempler på udækkede behov og fejlprioriteringer. Selvom den danske statskasse bugner og det offentlige overskud er til at tage og føle på.
6.
Men hvad så med den private sektor? Den har det da godt. Store overskud og profitter. Rekordmange i beskæftigelse. Slet ikke som for eksempel i vores naboland Tyskland.
Jo, men alligevel slår kapitalismens knytnæve stadig hårdt til.
Der var jo lige massefyringerne i Novo Nordisk i år, hvor 5000 mister deres arbejde herhjemme. Usikkerhed og fortvivlelse. Ikke bare prikkerunder hvor enkelte får sparket, men nedlæggelse af hele afdelinger, dusinvis ud af døren på én og samme tid.
Og selvom “makroøkonomien” er “i topform” (sic!) er antallet af fyringer faktisk støt stigende. “Også helt uden at afskedigelserne har trukket overskrifter i landsdækkende medier”, som det hedder på erhvervsmediet Finans. Der hersker, hvad der kaldes en “sense of urgency”, altså en fornemmelse af en nødsituation, på grund af den internationale situation. Og den får “alle de største danske virksomheder” til at benytte sig af afskedsrunder.
Det gamle liberale mantra om, at det er godt, at der er fattige, er helt igennem mainstream.
Danfoss-koncernen har i dag det laveste antal ansatte siden 2019, og siden Ruslands invasion af Ukraine er der sket en markant stigning i antallet af fyringer, der meldes ind til den statslige STAR-styrelse.
Intet under at den såkaldte forbrugertillid, altså danskernes forventninger til deres egen og landets samlede økonomi, ligger på et tocifret minustal her ved årets udgang.
Og intet under at der er usikkerhed og utryghed og bange anelser for fremtiden i det hele taget.
En undersøgelse blandt HK Privats medlemmer viste tidligere i år, at otte ud af ti bliver bekymrede “i høj grad eller i nogen grad” på grund af toldkrige, oprustning, krige og konflikter. “Næsten hver tredje fortæller, at den aktuelle verdenssituation gør dem bekymrede for deres jobsikkerhed,” kan man læse i HK Privatbladet nummer 5 fra 2025.
7.
For det er jo den anden side af den virkelighed, som danner rammerne om livet og dagligdagen for os mere end seks millioner mennesker, der bebor Danmark: en verdenssituation som ikke mange havde forestillet sig for fem år siden.
Sammen med de fleste EU-lande er Danmarks udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik på en total vanvidskurs, hvor al rationalitet er veget. Alle sammen har de malet sig op i et hjørne, hvorfra det skingert lyder: krig, krig, krig, køb, køb, køb. Al fornuft er forsvundet til fordel for hysteri. Dæmonisering af Rusland synes at være den eneste politik, de har tilbage.
“Konflikten står for døren. Rusland har bragt krigen tilbage til Europa, og vi må være forberedte på en krig af samme omfang, som vores bedsteforældre og oldeforældre oplevede,” erklærede NATO-generalsekretær Mark Rutte i en vigtig tale den 11. december.
I sig selv skræmmende. Men endnu mere skræmmende set i lyset af, at både NATO- og EU-toppen synes at gå målrettet efter netop dette scenarie – og ikke efter at afværge det. Ruslands præsident Putins reaktioner efterlader ingen tvivl om, at kommer det dertil, vil Europa aldrig blive det samme igen.
8.
At kursen er sat i retning af at føde krigens kræfter og ikke udsulte dem vidner EU-landenes nylige beslutning om at sende svimlende 675 milliarder kroner til krigs-Ukraine i 2026 og 2027.
Det sker på et tidspunkt, hvor skepsis og modstand vokser i hele Europa. Og faktisk også i Danmark. Antallet af danskere, som er modstandere af at sende flere milliarder til Ukraine, er steget fra 22 procent til 30 procent på halvandet år.
Selvom et flertal stadig bakker op om støtten, er der altså en ulmende utilfredshed med, at Danmark bruger så mange penge på krigen i Ukraine.
Ikke at det får regeringen, statsminister Mette Frederiksen personligt, SF, Enhedslisten, De Radikale – you name it! – til at ryste på hånden. Tværtimod. Allerhelst havde de set Ruslands indefrosne og beslaglagte statsmidler frigivet, altså rent tyveri ved højlys dag. Sådan blev det ikke. I stedet bliver det fælles låntagning, fælles gældsættelse på EU-plan. På sigt et kvælertag på dansk økonomi – og regningen sendes altid nedad.
Bestemt ikke en vindersag for Mette Frederiksen, der ellers lige er blevet kåret som den næstmest betydningsfulde leder i Europa – efter Trump!
9.
Og Trump, ja ham bukker og skraber en desperat EU-top for. For hver udtalelse og hvert tiltag, der kommer fra Det Hvide Hus, breder usikkerheden og forvirringen sig. Senest har USA’s nyligt offentliggjorte nationale sikkerhedsstrategi kun fået EU-lederne til at løbe endnu hurtigere rundt som forvirrede høns.
For hvordan skal man agere, når ens nærmeste ven og opgavestiller ikke kun i det skjulte behandler én som vasal, men gør det uden omsvøb – og samtidig sætter kravene til vasallerne i vejret? Det er ikke helt ved siden af, når Forsvarets Efterretningstjenestes herhjemme skriver, at “USA bruger nu sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel, også overfor allierede og partnere”.
Tænk blot på USA’s ageren over for Grønland.
10.
I meget sammentrængt form: Dagsordenen i Europa og Danmark står på øget militarisering, mere krig, mere usikkerhed og utryghed, mindre velfærd, skærpede modsætninger – og kunne man tilføje: et fortsat pres på arbejderklassens rettigheder fra fascistiske og reaktionære kræfter.
At danne en form for modstandsfront mod dette, at fremme enhver bevægelse der sætter dagsordenen om velfærd frem for våben, dét er den helt centrale opgave i 2026.
I en verden af vanvid må vi holde hovedet koldt – kun sådan kan hovedrysten forvandles til handling.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
