Kronik
For at forstå, hvad der står på spil, må vi se nærmere på antisemitismens særlige karakter og på den rolle, staten spiller i at bekæmpe den.
Racisme udtrykker fordomme mellem borgere, men den fungerer lige så vigtigt som et redskab for staten. Racisme kan nemlig uden større besvær flettes ind i den almindelige politiske praksis, fordi den passer ind i den udbredte opfattelse, at samfundsproblemer skyldes bestemte grupper frem for økonomiske og sociale forhold.
Antisemitisme er had mod, fordomme om og dæmonisering af jøder som gruppe. Ikke kritik af en stat. Ikke kritik af en ideologi. Ikke politisk uenighed.
Denne logik manifesterer sig igennem forskellige politikker – eksempelvis ghettolister og integrationsydelse – der bygger på den grundantagelse, at nogle grupper i sig selv udgør en særlig risiko, som staten må holde øje med og forsøge at rette op på. Når problemer tilskrives bestemte minoriteter, bliver ulighed ikke udfordret, men behandlet som noget der allerede ’bor’ i bestemte mennesker og kulturer.
På den måde fungerer racisme stabiliserende for systemet; den flytter blikket væk fra magtens kilder. I stedet for at spørge, hvorfor ulighed, arbejdsløshed og sociale problemer opstår, placeres skylden hos dem, der står nederst i hierarkiet. Staten fremstår som den, der beskytter os andre mod disse grupper, og dermed også som den der skaber orden.
Antisemitisme som uautoriseret magtudøvelse
Hvor den øvrige racisme stabiliserer den eksisterende ulighed og sender utilfredsheden ’nedad’ i systemet, vender antisemitismen vreden ’opad’ mod en forestillet skjult magt og udfordrer dermed ikke kun en bestemt gruppe mennesker, jøderne, men også statens egen autoritet.
Antisemitismen virker derfor destabiliserende på statens struktur. Hvor racisme passer ind i statens måde at forstå problemer og fordele magt på, stiller antisemitisme spørgsmålet: Hvem er det egentlig, der bestemmer? Antisemitisme sår tvivl om selve magtens placering og dermed om, hvem der har retten til at dømme og straffe. Ved at udpege sin egen ‘skyldige’ og påtage sig rollen som dommer, udfordrer den antisemitiske gerningsmand statens monopol på at definere, sanktionere og dømme.
I samme moment afsløres, at statens monopol på legitim vold ikke – i hvert fald ikke nødvendigvis – baserer sig på en overlegen moral, men på dens ret til at udøve den. Forskellen på lovlig og ulovlig vold handler altså i sidste ende ikke om, hvem der handler ud fra et korrekt moralsk perspektiv, men om hvem der har autorisation til at gøre det; staten har, borgeren har ikke.
Når antisemitismen ignorerer dette, angriber den ikke kun jøder, men også den fundamentale orden, der giver staten dens autoritet og ret til at skelne mellem ret og uret. Og netop derfor er staten nødt til at slå ned på den.
Den skjulte magt
Antisemitisme fungerer som en myte – en falsk forklaring på en reel oplevelse af uretfærdighed. Den udspringer af afmagt og af følelsen af, at samfundet styres af kræfter, man ikke kan gennemskue. For at forenkle denne komplekse, uigennemsigtige virkelighed giver antisemitismen et nemt svar: Der må være nogen, der trækker i trådene!
Denne nogen bliver jøden – en abstraktion, ikke en konkret person, men en symbolsk figur for global, grænseløs og uigennemsigtig magt. Figuren får skylden for alt det, der opleves som mystisk, skjult og urimeligt i den moderne verden.
På den måde bliver antisemitismen en forvrænget protest. Den bygger på en virkelig erfaring – at magten virker gennem lukkede systemer og teknokrati, som føles fjern og upersonlig – men kaprer og forvansker denne erfaring ved at rette vreden mod et fantombillede: jøden.
Det gør antisemitisme dobbelt farlig og selvforstærkende: Den rammer jøder, og den leder protesten væk fra de strukturer, der faktisk skaber ulighed og afmagt. I stedet for at udfordre de virkelige magtforhold angribes en fantasi; og dermed forbliver de underliggende problemer uløste, hvilket igen kan fostre ny afmagt og dermed ny antisemitisme.
Men også statens modreaktion på antisemitismen kan rumme risici. For i forsøget på at bekæmpe hadet risikerer staten samtidig at forskyde sin egen rolle – fra beskytter af minoriteter til instans for moralsk ensretning.
Hvis staten bliver moralens instans
Statens kamp mod antisemitisme kan få en paradoksal slagside. I stedet for entydigt at beskytte mod diskrimination, kan den udvikle sig til et redskab for politisk disciplinering; især hvis grænserne udviskes for det, der tæller som antisemitisme.
En sådan tendens kan spores i den voksende sammenblanding af antisemitisme og antizionisme. Hvor antisemitisme traditionelt betegner had og fordomme rettet mod jøder, er antizionisme en politisk kritik af zionismens idégrundlag og Israels statslige praksis. Hvis skellet mellem de to begreber svinder bort, kan det underminere grundlaget for saglig kritik, og enhver modsigelse af Israels politik risikerer at blive mødt med mistanke, uanset dens faktiske indhold.
Dermed kan antisemitismebegrebet skifte karakter: Fra et værn mod diskrimination til en moralsk lakmusprøve, hvor borgerens holdninger måles i forhold til en statslig norm, der definerer, hvilke holdninger der er legitime, og hvilke der afviger moralsk.
I en sådan proces vil samvittigheden skifte karakter. Den vil ikke længere være et spørgsmål om individuel dømmekraft og etisk refleksion, men i stigende grad handle om at mene det rigtige – i overensstemmelse med den officielle linje. Hvis staten sætter standarden for ansvarlig moral, risikerer borgerens indre samvittighed at blive trængt i baggrunden.
Denne sammenblanding af moral og politik kan få særlig betydning i en tid præget af sikkerhedspolitisk oprustning. For hvis kritik af udenrigspolitik, militær oprustning og strategiske alliancer opfattes som etisk problematisk, vil rummet for legitim uenighed gradvist indskrænkes.
I yderste konsekvens kan staten bevæge sig væk fra sin rolle som garant for pluralisme og i stedet fremstå som vogter af moralsk enhed. Og i dén udvikling risikerer selve kampen mod antisemitisme at miste sin skarphed og med tiden også sin troværdighed.
Et præcist begreb – og et åbent demokrati
Hvis antisemitisme skal bekæmpes effektivt, må begrebet holdes skarpt. Antisemitisme er had mod, fordomme om og dæmonisering af jøder som gruppe. Ikke kritik af en stat. Ikke kritik af en ideologi. Ikke politisk uenighed.
Hvis for bred en vifte af holdninger kan tolkes som antisemitisme, bliver det sværere at bekæmpe den virkelige antisemitisme: Trusler, vold og dæmonisering.
Kampen mod antisemitisme må derfor forblive en kamp for lighed og beskyttelse – ikke et værktøj til politisk disciplinering eller en lakmusprøve på loyalitet. Det skylder vi både jøderne, demokratiet og vores egen samvittighed.
Dette er et debatindlæg, modtaget den 21. november 2025. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
