Reportage
Oprustningen: Hvad skal det nytte?
Den upopulære SVM-regering har siden forsvarsforliget i 2024 bevilget næsten 360 milliarder kroner oven i de ’normale’ forsvarsudgifter. Det virker som en regering i panik, mener Karen Helveg Petersen.
|
Det er på tide at stille Viggo Hørups berømte spørgsmål om militariseringen igen. Danmark opruster. Politikken underbygges af FE-vurderinger, der i fordøjelig form frigives til offentligheden. Det er Rusland, der truer. I Hørups tid efter 1864 var Tyskland faren.
Tidligere talte man om, at Danmark ikke kunne forsvare sig selv på grund af sin udsatte placering som prop i Østersøen for Tyskland og Rusland. Efter krigen skulle landets indtræden i NATO garantere især amerikansk beskyttelse mod fjendtlige angreb.
Nu har piben fået en anden lyd. Vi skal næsten kunne forsvare os selv og derudover bidrage til den europæiske militære kapacitet. Til det formål får NATO-landene drysset procentsatser i forhold til BNP i hovedet af den amerikanske præsident, der kræver europæisk oprustning til gengæld for USA-støtte – og så alligevel ikke vil love at engagere sig.
De seneste krav til NATO-landene er 5 procent af BNP, 3½ procent på militæret og 1½ procent på beredskabet. Kun en masse udstyr kan klare de skær.
Danmark står i den prekære situation, at det dels er sammen med USA i dækningen af Grønland, dels trues af USA, der vil overtage den enorme iskapø.
Dilemmaerne er pest eller kolera-valg.
Den danske regering har kastet sig frådende over budgetterne og har heldigt for den fundet et solidt økonomisk råderum, en forventning om statens indtægter over allerede kendte udgifter frem til en vis dato, 2030.
Da Danmark normalt har kasseoverskud ved finansårets udløb, er der penge at hente. Medmindre selvfølgelig nedturen for de største danske virksomheder (Novo, Ørsted) samt mere generelt for eksporten til USA og Tyskland bider sig fast. Den risiko er ikke rigtig regnet ind. Vismændene advarer om, at beskæftigelsen kan falde.
Den upopulære SVM-regering har siden forsvarsforliget i 2024 bevilget næsten 360 milliarder kroner oven i de ’normale’ forsvarsudgifter, således at militæret foreløbig tegner sig for 800 milliarder kroner i 2024 – 2033. Op mod 70 milliarder kroner ekstra om året vil det i sidste ende koste at honorere procentkravene. En accelerationsfond på 120 milliarder kroner er det seneste skud i bøssen. Alene i hvert af årene 2025 og 2026 skal der bruges 25 milliarder kroner til at styrke kampkraften. Det peger på tungt isenkram som F-35-fly og jordbaseret luftforsvar.
Det virker som en regering i panik. Løse antagelser og amerikansk-europæisk pres af forskellig art har sat adrenalinen i gang. I mellemtiden brillerer sikkerhedsapparatet mest ved dets mange indkøbsskandaler, åbenlyse forvirring over mystiske droneflyvninger og mangel på kontrol med Storebælt. Alligevel får Forsvaret lov til at omgå snærende udbudsregler.
Der kan da argumenteres for et styrket forsvar, selvom militæret og FE’s trusselsvurderinger ikke virker mere troværdige end besindige menneskers, der ikke mener, Rusland vil være i stand til at angribe i mange år. Ikke for ukritisk at sammenligne de modstående parters militærbudgetter og bombekapaciteter, hvor NATO er stærkest. For som vi har set i Afghanistan og Irak, er kampkraft og kampvilje to forskellige ting, men vurderingen af russisk krigeriskhed må afhænge af et realistisk bud på regimets fremtid – og det amerikanskes.
Hvis ’det’ nytter, til hvad nytter det så? Til afskrækkelse ved at deltage i øvelser i Baltikum, træne jagerflypiloter i USA og opstille raketbatterier? Måske er ’nytten’ genoplivningen af dansk våbenindustri, som det ses i samarbejdet med Ukraine om produktion af raketbrændstof tæt på det kommende amerikanske baseområde, Skrydstrup. Nej, der er ingen fare for russisk modsvar, mener regeringen noget overraskende. Hvor der er vilje, er der vej, militariseringen kører sit eget løb.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. december 2025 | 06:22
