Læserbrev
Det gentages som et uomgængeligt mantra i den offentlige debat, at Danmark befinder sig i en “historisk ny sikkerhedspolitisk situation”, der nødvendiggør dramatisk oprustning, militærintegration og en nærmest refleksagtig accept af NATO’s og EU’s trusselsnarrativer.
Denne fortælling fremstår imidlertid mindre som nøgtern analyse og mere som et politisk iscenesat dogme, der hviler på selektiv brug af fakta, systematisk udeladelse af nuancer og en bekvem sammenblanding af reelle krigsforbrydelser med hypotetiske fremtidsscenarier.
Det er ubestrideligt, at Rusland fører en brutal og folkeretsstridig krig i Ukraine og udviser fjendtlig adfærd i form af militære interventioner og hybridoperationer. Det er ligeledes ubestrideligt, at NATO og EU anvender denne adfærd som løftestang til at definere Rusland som “strategisk hovedtrussel” mod alliancen og dermed legitimerer omfattende oprustning, udvidede militærbudgetter og en accelereret militarisering af europæisk politik.
… Om tiden er inde til at kræve transparens, proportioner og et opgør med det trusselsbillede, der alt for længe er blevet behandlet som ufejlbarlig sandhed.
Men her ophører også den hårde, verificerbare kerne – for der foreligger ingen åbne, dokumenterede beviser for, at Rusland eller CSTO aktuelt planlægger eller forsøger at iværksætte et væbnet angreb mod et NATO- eller EU-land.
Det, der i dag præsenteres som ufravigeligt sikkerhedspolitisk grundvilkår, hviler i afgørende grad på mønstergenkendelse, worst case-modeller og selvforstærkende politiske vurderinger, ikke på konkret efterretningsmateriale, som offentligheden kan efterprøve.
Alligevel accepteres narrativet næsten uden modstand: At massiv oprustning er ikke blot nødvendig, men moralsk forpligtende; at enhver kritik af trusselsbilledets omfang og karakter nærmest automatisk placeres i kategorien “naivitet” eller “objektiv hjælp til fjenden”; at Danmark – uden folkelig, dyb debat – skal omstille sig til permanent undtagelsestilstand, hvor sociale, sundhedsmæssige og velfærdsmæssige hensyn systematisk underordnes militære prioriteringer.
Når empirien ikke entydigt understøtter påstanden om en forestående militær invasion af NATO eller EU, må det stilles som helt legitimt spørgsmål, om vi som befolkning udsættes for et politisk konstrueret trusselsbillede, der først og fremmest tjener geopolitiske, økonomiske og industrielt-militære interesser.
Der er i denne sammenhæng ikke tale om at bagatellisere krigen i Ukraine eller frikende Kreml. Spørgsmålet er derimod, hvorfor danske beslutningstagere insisterer på at udlægge enhver aggression uden for alliancen som indirekte bevis på, at vi selv står foran afgrunden – og hvorfor denne udlægning næsten refleksivt omsættes til milliardkontrakter, våbenpakker og nye militærbaser, længe før der føres en ærlig offentlig diskussion om proportionalitet, alternativer og langsigtede konsekvenser.
Når den politiske klasse kræver blind tillid til efterretningsvurderinger, som ikke fremlægges, og samtidig anklager kritiske stemmer for illoyalitet, er det ikke sikkerhedskultur, men demokratisk underskud.
Hvis der virkelig er hårde beviser for en konkret, nært forestående militær trussel mod Danmark eller andre NATO/EU-lande, bør disse – i det omfang det overhovedet er muligt – forelægges befolkningen i en form, der tillader kritisk stillingtagen. Hvis sådanne beviser ikke kan fremlægges, bør man have intellektuel redelighed nok til at indrømme, at vi opruster på grundlag af scenarier, ikke sikker viden.
I modsat fald står vi tilbage med den ubehagelige konklusion, at Danmark med åbne øjne lader sig styre ind i en dyr og risikabel oprustningslogik, hvor frygtkommunikation erstatter dokumentation, og hvor “truslen” fungerer som universelt argument for alt fra våbeneksport til nedskæringer i civilsamfundets kernefunktioner.
Spørgsmålet er derfor ikke, om Rusland udgør et problem. Det gør Rusland åbenlyst. Spørgsmålet er, om den danske befolkning vil acceptere at blive ført ind i en permanent kriseøkonomi og militærpolitisk spændetrøje uden solide, åbne beviser for den påståede eksistentielle trussel – eller om tiden er inde til at kræve transparens, proportioner og et opgør med det trusselsbillede, der alt for længe er blevet behandlet som ufejlbarlig sandhed.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
