I juni 2024 tog Svendborg Kommune en beslutning på foranledning af Enhedslisten: Det skulle være slut med investeringer i virksomheder, der havde aktiviteter på den besatte Vestbred.
Nu kan Arbejderen afsløre, at kommunen stadig har investeringer i virksomheder, der har aktiviteter på den besatte Vestbred eller på anden måde profiterer på Israels ulovlige besættelse. Det handler om virksomhederne Siemens og AXA, som kommunen, ifølge en aktindsigt Arbejderen har fået, har lidt over 500.000 kroner investeret i.
Siemens er entreprenør på projektet EuroAsia Interconnector, som skal lave en undersøisk elledning, der skal forbinde Israel, herunder bosættelserne på Vestbredden, med Europa. AXA har som virksomhed mange investeringer i våbenfirmaer, som leverer til Israel, herunder flyselskabet Boeing.
Kommunalbestyrelsesmedlem Johan Weltzin Kristensen fra Enhedslisten er overrasket over, at de investeringer overhovedet findes. Han fortæller til Arbejderen, at det selvfølgelig er helt oplagt, at de investeringer fjernes.
– Det er for mig at se en ren tilståelsessag. Når nu vi har besluttet, at vi ikke vil investere i virksomheder, der kynisk profiterer på besættelsen, så kan jeg ikke se anden løsning, end at vi fjerner de investeringer, siger han.
Ikke på den sorte liste
Beslutningen om at fjerne investeringer fra bestemte virksomheder, der havde aktiviteter på den besatte Vestbred, blev vurderet ud fra FN’s såkaldte “sorte liste”. Siemens og AXA optræder dog ikke på den liste på trods af deres aktiviteter i relation til besættelsen.
De optræder til gengæld på BDS-bevægelsens liste over virksomheder, som målrettet skal boykottes. AXA er også nævnt i FN’s særlige rapportør for de palæstinensiske områders rapport, som undersøger virksomheder, der profiterer på besættelsen.
Derfor er det jo helt oplagt, at vi også skal fjerne investeringer fra for eksempel Siemens, der direkte er med til at understøtte de bosættelser.
Johan Weltzin Kristensen, kommunalbestyrelsesmedlem i Svendborg, Enhedslisten
At de ikke er med på listen på trods af deres aktiviteter overrasker kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Mustafa Diken. Han fortæller til Arbejderen, at han vil have forvaltningen i kommunen til at undersøge sagen til bunds og derefter tage det op i kommunalbestyrelsen.
– Der kan jo være mange grunde til, at de virksomheder ikke var med i den oprindelige beslutning, som vi tog, men derfor er det bare endnu vigtigere, at vi får undersøgt sagen nu, siger han og tilføjer:
– Jeg har også givet udtryk for under den her valgkamp, at jeg synes, det er fint, hvis Svendborg Kommune er aktivistisk i at stoppe investeringer i Israels besættelse. Så hvis det viser sig, at de her firmaer har aktiviteter i de besatte områder, så skal vi fjerne vores penge fra dem.
Mustafa Diken var også som det eneste medlem af Venstre med til at stemme for beslutningen i november 2024, der pålagde Svendborg Kommune at afinvestere i sortlistede virksomheder. Resten af Venstre stemte imod forslaget.
Imod egen investeringspolitik
I Svendborg Kommunes egen investeringspolitik, som Arbejderen også har fået aktindsigt i, står der: “Kommunen ønsker ikke, at der investeres i virksomheder eller lande, der forbryder sig mod menneskerettigheder”.
Og da Enhedslisten stillede sit forslag i juni 2024, var det med henblik på at understrege, at også aktiviteter i bosættelserne på Vestbredden skulle indgå i investeringspolitikken som noget, Svendborg Kommune ikke ville investere i.
– Derfor er det jo helt oplagt, at vi også skal fjerne investeringer fra for eksempel Siemens, der direkte er med til at understøtte de bosættelser gennem den elledning, de er entreprenører på, siger Johan Weltzin Kristensen.
Også Mustafa Diken mener, at det er helt på linje med den investeringsstrategi at fjerne investeringerne i AXA og Siemens, hvis de bidrager til besættelsen. Han understreger dog, at der kan være flere grunde til, at investeringer stadig er der på trods af kommunens investeringspolitik.
– Siemens aktiviteter med hensyn til elledningen kan for eksempel være sket, efter vi har investeret i dem. Så på det tidspunkt, hvor investeringerne blev lavet, var de helt i tråd med politikken, selvom der sidenhen er sket en ny udvikling, siger han og tilføjer:
– Men derfor er det også vigtigt, at vi nu undersøger sagen og diskuterer, om investeringer fortsat er etisk korrekte. Vurderingerne skal jo ske fortløbende, og når der kommer nye oplysninger, som for eksempel om Siemens’ aktiviteter, så skal vi som kommunalbestyrelse reagere og overveje, om vi vil have penge i sådan en virksomhed.
Arbejderen har forsøgt at få en kommentar til afsløringerne fra Svendborgs borgmester Bo Hansen, men det har ikke været muligt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


