Læserbrev
Det skulle tages ved roden, så kommunerne genoprettede et kommunalt køkken, som de havde tidligere, og hvor de ældre fik medbestemmelse i, hvilken mad der skulle laves og serveres.
Log ind for at svareBarren for ældres mad er sat alt for lavt
Ældre, som ikke længere selv er i stand til at lave mad, er tvunget til at købe deres mad i det firma, de vælger (hvis der er nogen at vælge imellem). Det svarer nogenlunde til, at jeg bliver anvist en bestemt forretning, hvor jeg fremadrettet altid skal købe og spise forretningens færdigretter, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
Jeg kan skrive under på, at man kan slå en karbonade ihjel i en mikrobølgeovn. Og stegt flæsk med persillesovs ligner ikke længere sig selv, hvis det serveres som hakket kost. Apotekets dyre proteindrik kan være svære at få ned – uanset hvor sunde de er. Og sondeernæring er bare trist og bør så vidt muligt aldrig ende med at være en varig tilstand for borgere med synkebesvær. Men det er alt sammen tilstande, som mange ældre må affinde sig med – fordi de reelt ikke har noget valg.
Ældre, som er visiteret til ældrepleje – kan samtidig visiteres til “madservice”, hvor de vel at mærke selv betaler et klækkeligt beløb for maden – dog med et lovbestemt loft over prisen på godt 60 kroner for et hovedmåltid. (Regeringen har med den seneste finanslov besluttet et nyt loft på cirka 50 kroner).
Ældre kan også frit vælge leverandør. Så bliver man træt af den ene leverandør, kan man vælge en anden. På papiret synes alt i den skønneste orden. I praksis – er det ærlig talt blevet en fattig omgang. For i praksis er der ofte kun få virksomheder, som er godkendt til at levere mad til ældre.
Resultat af de borgerlige partiers frie valg
Virksomhederne har forinden været udsat for et udbud, hvor kravspecifikationer er omfattende – og i sidste ende ofte ender med, at prisen er helt eller delvist afgørende for, om virksomheden vinder buddet. Ikke for den ældres skyld – men af hensyn til kommunens budget. Og mange potentielle leverandører byder slet ikke på opgaven, fordi de skal leve op til så mange standarder og krav, at de ikke har kapacitet til opgaven.
I praksis betyder det, at ældre, som ikke længere selv er i stand til at lave mad, er tvunget til at købe deres mad i det firma, de vælger (hvis der er nogen at vælge imellem). Det svarer nogenlunde til, at jeg bliver anvist en bestemt forretning, hvor jeg fremadrettet altid skal købe og spise forretningens færdigretter. Læg dertil, at mine indkøb i fremtiden kun kan foretages via en indkøbsordning i en bestemt butik. Slut med hjemmelavede frikadeller. Slut med bagerens rugbrød eller slagterens leverpostej.
Det står i skærende kontrast til, at virksomheder kan trække dyre forretningsmiddage fra på repræsentationskontoen. SF foreslår derfor et mindre fradrag til virksomheders luksusmiddage – og et større tilskud til ældres mad.
Det er og bliver resultatet af borgerlige partiers højtbesungne frie valg i ældreplejen – og det er desværre også ofte det samme frie valg, som bruges som undskyldning for, at vi ikke gør det bare lidt bedre.
Det står i skærende kontrast til, at virksomheder kan trække dyre forretningsmiddage fra på repræsentationskontoen. SF foreslår derfor et mindre fradrag til virksomheders luksusmiddage – og et større tilskud til ældres mad.
Men det gør det ikke alene. For hjemmeboende skal det være en mulighed at kunne vælge mellem forskellige leverandører, så man reelt kan “handle” forskellige steder efter smag og behag. Med lidt mere fleksibilitet kunne restauranter og lokale slagtere måske også byde på opgaverne – og måske også i højere grad levere varm mad direkte til døren.
Mad skal være frisklavet
På plejehjem skal det være normen, at maden produceres i eget køkken, så plejehjemsbeboere altid kan regne med frisklavet mad.
Plejehjemmene kunne også med fordel danne ramme om flere spisefællesskaber, hvor sårbare borgere fra lokalområdet kan få mulighed for at spise sammen med andre. Nogle kommuner har gode erfaringer med at sælge mad i en café i det lokale folkehus – et tiltag, som også giver ældre i lokalområdet mulighed for socialt samvær. Der ryger bare lettere en ekstra frikadelle ned, hvis man er i hyggeligt selskab med andre.
De fleste ældre har brug for at spise godt, for tilstrækkelig god ernæring har afgørende betydning for helbredet. Appetit er en vigtig del af den gode ældreomsorg. Derfor er det både afgørende, at mad dufter godt, at den ser godt ud, og at den smager godt. Dygtige ergoterapeuter har specialiseret sig i træning af patienter, som har synkebesvær eller som fejlsynker. En sonde kan være en nødvendig løsning i en periode, men mange kan træne evnen til at spise og synke.
Vi lykkes ikke med forebyggelse af underernæring, hvis vi ikke afsætter ressourcer til at prioritere mad på lige fod med alle andre vigtige sundhedsopgaver. I en tid, hvor det er svært at rekruttere personale nok til ældreplejen, kan det derfor give mening, at man også tiltrækker andre fagligheder, som kan bidrage til hyggelige rammer og madservering og dermed aflaste de for få sundhedsansatte.
Alle taler om forebyggelse af underernæring. Men uden en vifte af konkrete indsatser – så ender det bare med bortfløjet and og vindfrikadeller.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
11. november 2025 | 07:31
