Opstart af OK26
Ægte social indignation.
Log ind for at svareNår sikkerhedsnettet bliver for hullet
Den nye kontanthjælpsreform presser de mest sårbare ud i fattigdom, stress og social isolation – og underminerer troen på fællesskabet, skriver Ulf Harbo i denne blog.
|
“Jeg har 400 kroner tilbage, når huslejen er betalt.”
Sådan siger Lone, der er 42 år og fra Kolding. Hun lever med angst og depression og kan kun arbejde få timer om ugen på et beskyttet værksted. Før kontanthjælpsreformen fik hun §34-boligstøtte, fordi huslejen udgjorde over halvdelen af hendes ydelse. Den støtte er nu væk som en konsekvens af reformen.
“Jeg køber havregryn, rugbrød og kaffe på tilbud. Jeg har ikke råd til tandlæge eller transport. Det værste er følelsen af at være ligegyldig”, fortæller Lone.
Hendes historie er ikke enestående. Ifølge Dansk Socialrådgiverforening er det “ikke muligt at leve et værdigt liv” på den nye mindstesats i kontanthjælpssystemet, som for mange enlige ligger omkring 6800 kroner om måneden før skat.
Den sociale kontrakt og reformens konsekvenser
Den sociale kontrakt bygger på idéen om gensidig tillid: At samfundet beskytter de mest sårbare, og at alle bidrager efter evne. Når sikkerhedsnettet svækkes, brydes denne kontrakt.
Reformen, der trådte i kraft sommeren 2025, blev lanceret som en modernisering af kontanthjælpssystemet. Politikerne ville gøre op med “passiv forsørgelse” og skabe et system, hvor “det kan betale sig at arbejde”.
Men bag den økonomiske retorik står tusinder af mennesker tilbage med forringede levevilkår og øget utryghed. Den nye arbejdspligt på 37 timer om ugen, afskaffelsen af §34-boligstøtten og lavere satser for unge og enlige har skabt en reform, der i praksis skubber mange længere væk fra arbejdsmarkedet i stedet for tættere på.
Når kontrol bliver til stress
Jonas på 28 år har ADHD og tidligere misbrugsproblemer. Han er en af de borgere, som nu skal leve op til fuld arbejdspligt.
“De siger, jeg skal møde op fem dage om ugen. Men jeg får angstanfald bare ved at tage bussen derhen. Hvis jeg ikke møder, bliver jeg trukket i ydelsen. Det føles ikke som hjælp, men som straf”, forklarer han.
Et samfund bør ikke måles på, hvor effektivt det kan skære ned – men på, hvor retfærdigt det kan løfte dem, der har allermindst.
For mange som Jonas bliver reformens kontrolmekanismer en ny form for stress og stigmatisering. Socialrådgivere fortæller, at de bruger mere tid på at dokumentere borgeres fremmøde end på at støtte dem i at komme videre.
I stedet for at skabe motivation, skaber systemet mistillid og udmattelse – og undergraver den sociale kontrakt.
Familier på kanten
Reformen rammer også børnefamilier. Mette, der er mor til to og bor i Odense, har oplevet, at flere tillæg er bortfaldet.
“Jeg prøver at give mine børn et normalt liv. Men jeg må sige nej hele tiden – til sport, fødselsdage, alt det, der får børn til at føle sig som en del af fællesskabet”, forklarer hun.
Når økonomien presses, rammer det børnene først. Børns Vilkår peger på, at social og økonomisk ulighed blandt børn vokser, og at konsekvenserne rækker langt ind i voksenlivet. Børn, der vokser op i fattigdom, har større risiko for dårligere helbred, lavere uddannelse og psykiske problemer.
Ifølge Selveje Danmark advarede 18 organisationer inden vedtagelse af reformen om, at afskaffelsen af boligstøtten vil skabe mere hjemløshed.
Et skridt væk fra fællesskabet
På papiret handler reformen om at styrke arbejdsincitamentet. I virkeligheden handler den om manglende værdighed – og om den sociale kontrakt.
Når mennesker som Lone, Jonas og Mette ikke længere oplever systemet som en støtte, men som en modstander, svækkes tilliden til velfærdssamfundet – den sociale kontrakt brydes. Tilliden mellem borgere og stat, mellem dem, der har meget, og dem, der har lidt, undergraves.
Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, har advaret om, at reformen ikke får flere i job, men fastholder folk i fattigdom.
Hvis vi mister solidariteten, mister vi også den sociale kontrakt, der binder samfundet sammen. Når sikkerhedsnettet bliver for tyndt, falder ikke kun de udsatte igennem – det gør tilliden og fællesskabet også.
Et andet valg er muligt
Hvis målet virkelig er at få flere i arbejde, må indsatsen begynde med støtte, behandling, fleksibilitet og boligstabilitet.
Mennesker i krise har brug for tryghed – ikke mistillid.
Reformen kunne have været en investering i mennesker. I stedet blev den en spareøvelse forklædt som ansvarlighed.
Når sikkerhedsnettet bliver for tyndt, falder ikke kun de udsatte igennem – det gør solidariteten og den sociale kontrakt også.
Den nye kontanthjælpsreform viser, hvor skrøbeligt velfærdssamfundet er blevet, når økonomi og kontrol trumfer omsorg og værdighed.
Et samfund bør ikke måles på, hvor effektivt det kan skære ned – men på, hvor retfærdigt det kan løfte dem, der har allermindst.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. november 2025 | 08:14
