Dette er en af de epoker, hvor det er tydeligt for enhver, at kæmpestore selskaber er en fare for demokrati og velfærd. Billeder af Elon Musk med motorsaven, symbolsk anvendelig til at skære dybt i den offentlige sektor, de amerikanske tech-giganters forbrødring med Trump – og så er der alle de tilsvarende europæiske historier. En tid med forrykt rigdom, og der følger indflydelse med.
Alligevel – eller måske snarere derfor – er der et centralt område for både velfærd og demokrati, der går i den helt gale retning for tiden. Det er det, der har med global skatteretfærdighed at gøre.
Den nok mest kendte, aktuelle historie på området er denne: Noget af det første Trump gjorde, da han havde sat sig til rette i Det Hvide Hus tidligere i år, var at trække USA ud af en global aftale om minimumsbeskatning af multinationale selskaber. Og efter trusler om toldsatser på europæiske varer, endte EU med at hjælpe Trump og USA ud af aftalen.
Så kunne man tænke, at det var da ynkeligt, at EU bøjer sig for presset fra USA. Jeg tænker det nok lidt anderledes: EU er ikke en progressiv spiller på det globale skatteområde, så forventningerne skal ikke sættes højt. Meget snak, ingen handling. Udviklingen af EU-regler for at imødegå skadevirkningerne fra de mange skatteparadiser rundt omkring på kloden, har ikke rokket sig i fem år, og lige nu går det stærkt i den gale retning på mange andre beslægtede områder.
Den 21. oktober offentliggjorde EU-kommissionen sit arbejdsprogram for 2026, listen over initiativer der er planlagt til at tage det meste af den politiske opmærksomhed næste år. Det bliver et år præget af det, EU-kommissionen kalder ’forenkling af EU-lovgivningen’, og som næsten alle andre kalder deregulering. Af 47 initiativer er 25 beregnet på at gøre livet lettere for europæiske virksomheder ved at skære i ’reguleringsbyrden’ og den administrative byrde. Regulering inden for energi, fødevarer, biler og meget mere står for skud. Sådan opnår vi global konkurrenceevne, mener Kommissionen og de fleste EU-regeringer.
Et sted langt nede i teksten finder man så alle de igangværende initiativer, Kommissionen nu har besluttet sig til at tage af bordet og derfor ikke vil beskæftige sig med i en overskuelig fremtid. Hér er der ét område, som rager op: skat. Yes – i en tid, hvor vi får daglige påmindelser om, hvor dyrt det er for alle andre, og hvor politisk farligt det er, når store virksomheder bliver globale giganter og deres ejere mangemilliardærer, så skærer EU helt ind til benet på de store skattedagsordener, i ’forenklingens’ navn.
Hvis vi begynder med skatteunddragelse, så dropper Kommissionen nu det videre arbejde med et forslag om ’skuffeselskaber’. Selskaber, som med Kommissionens egne ord bruges til “aggressiv skatteplanlægning og skatteunddragelse”.
Og i samme boldgade dropper Kommissionen også et forslag om tiltag mod et trick anvendt flittigt af multinationale virksomheder, “transfer pricing”. Her i landet har store virksomheder helt undgået at betale skat i mange år, trods solide indtægter. Med lidt regnskabsteknik har de flyttet overskuddet til et land, hvor det ikke beskattes synderligt eller slet ikke.
Og så er der en gammel traver, forslaget om indførelse af en skat på finanstransaktioner. Det har ligget og rumlet siden finanskrisen – idéen om at lægge en lillebitte skat på alle finanshandler, dels for at dæmpe spekulationstrangen på det globale kasino, dels for at skaffe en masse penge til meningsfulde formål. Først blev der forhandlet længe og inderligt om den endelige form, så gik det i stå. Og nu er det så formelt slut med dén ambition.
På paletten af gode initiativer for global skatteretfærdighed skal vi derfor ikke umiddelbart forvente os noget af EU. Det er ikke bare Kommissionens skyld – det afspejler en trend blandt EU’s regeringer.
Den dagsorden hører ikke til dem, man bare kan lade falde, selvfølgelig. Det handler om hovedrige mennesker og store koncerners snabel i statskassen. Det handler om velfærd, og det handler om demokrati. Så selvom det bliver tungt, må vi finde måder at genrejse hele paletten igen.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. november 2025 | 06:03
Og det var socialdemokratiet og J. O. Kragh, der skammeligt fik os meldt ind i EU i sin tid.
Er det muligt, at sætte beløbsstørrelser på de elementer, som EU-kommisionen undlader?
Kan man vurdere, hvad EU koster og har kostet Danmark siden indmeldelsen? Og hvordan det kunne have set ud for Danmark i Europa uden for EU? Hvilken skammelig lovgivning, de har påført os?
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
