I Uppsala hvor jeg har boet i snart 15 år, har Socialdemokraterne majoriteten i det kommunale styre, støtte af Vänsterpartiet og Miljöpartiet. På papiret et rimeligt styre. Men det er ganske svært at se det miljøvenlige og venstrevredne aftryk på den socialdemokratiske politik, som ikke bare i Uppsala, men generelt er blevet højresnoet de seneste mange år.
Længe har diskussionen bølget frem og tilbage. Hvordan skal Uppsala “udvikles”? Socialdemokraterne har fantastiske forestillinger om, at indbyggertallet skal næsten fordobles, inklusive en række fantastiske forslag til, hvor de mange mennesker skal bo. Blandt andet i en lille bynær skov tæt på hvor jeg bor.
Det lokale, socialdemokratisk dominerede styre har presset planlægningen af to sporvejslinjer igennem uden skelen til alternativer.
I flere kronikker og i en videnskabelig tekst har jeg beskrevet, hvor hensynsløst det lokale – socialdemokratiske – styre agerer. Ingen hensyn til nogen indvendinger, planer, der indebærer, at dyre nybyggede lejeboliger skærmer for støjen for dyre nybyggede andelsboliger. Og så videre.
Andre vilde planer omfatter at bygge nye sporveje, inklusive en sporvognslinje, med forbindelse til en planlagt Bergsbrunna station mellem Uppsala og Stockholm. Desuden foreslås den sydvestlige og den sydøstlige del af byen bundet sammen med nye sporvognslinjer.
Dog er der det problem, at Uppsala ligger på begge sider af Fyrisåen med jernbanen og den nye station øst for åen, med størstedelen af byen vest for åen og med et stort naturreservat i en kile mellem de sydlige dele af byen.
Det lokale, socialdemokratisk dominerede styre har presset planlægningen af to sporvejslinjer igennem uden skelen til alternativer. For eksempel lange elbusser, som man kan se dem i Malmø, til omtrent 20 procent af prisen for sporvejsprojektet, som omfatter garage og værksteder til sporvognene, placeret på den østlige side af åen, inklusive en lang og dyr bro over Fyrisåen.
Det er, som om penge ikke spiller nogen rolle i en by, hvor der samtidig skæres hårdt i eksempelvis dagpleje, ældrepleje, børnehaver, skoler, biblioteker og sociale tilbud generelt, som allerede lider under hårde nedskæringer.
For at binde de sydlige bydele sammen, som skal “udvikles” for at tilfredsstille regeringens krav ved udvidelsen af jernbanen til Stockholm til fire spor, omfatter sporvejsprojektet en bro tværs igennem Årike Fyris naturreservat langs Fyrisåen, syd for byen.
Årike Fyris naturreservat ligger i et område, hvor ikke alene store naturmæssige værdier står på spil i form af mange rødlistede arter, truede naturtyper og så videre. Også Uppsalas vandforsyning trues af den nye bro.
Desuden ved ingen, om området, der tidligere var en del af Mälaren i sydvest, overhovedet kan bebygges, eller om det er lige så ustabilt som tilsvarende områder og bare venter på en udløsende faktor, før det hele skrider, med visse spektakulære skred i Norge som eksempel.
For nogle måneder siden fremlagde det kommunale styre endelig deres færdige forslag til etablering af sporvejsnet, inklusive anlæggelsen af broen. Det udløste – som altid i Uppsala, hvor mange indbyggere er højtuddannede ældre – en storm af protester, og ikke mindst slog en gruppe aktive borgere sig sammen og ankede projektet til den svenske mark- och miljödomstolen.
Få personer kan vælte et projekt
På vanlig overmodig vis havde det lokale socialdemokratisk dominerede styre sat visse anlægsarbejder i gang – flytte kloakker, elledninger, gadebelysning, vandforsyning og så videre – inden det er endeligt afgjort, om broen kunne bygges. Enten som afpresning af domstolen eller i hensynsløst overmod – eller begge dele.
I det mindste har andre projekter haft samme konfrontatoriske træk, hvor eftertanke og borgerindflydelse er søgt trådt under fode. Og i det mindste vækker placeringen af garage og værksteder mistanke om forsøg på afpresning af domstolen: Ikke på den anbefalede plads vest for åen, men øst for åen, så den planlagte bro ikke alene udgør forbindelsen til den nye station, som alternativt kunne klares med bus, sporvogn eller lokaltog på østsiden af åen, men desuden er nødvendig, for at der overhovedet kan køre sporvogne vest for åen.
Dermed var der lagt op til en reel konfrontation mellem det, som ifølge styret selv er et fremskridtsvenligt styre og en bagstræberisk opinion. Gruppen af modstandere er blevet mistænkeliggjort på mange af de sædvanlige måder, uden at styret dog har haft held til at undertrykke modstanden.
Især mistænkeliggøres det forhold, at det kun er en lille gruppe, som gør modstand, skønt modstanden bygger på et godt kendskab til miljøregler, regler for udnyttelsen af naturresurser og så videre. Og som det er værd at huske på i kampsammenhænge, er et forholds lovlighed ikke afhængig af en nok så stærk opinion, men af reglerne på området, og få personers indsigelse kan vælte et projekt, som kan være nok så velfunderet hos politikerne.
Der var derfor stor spænding knyttet til den dag, afgørelsen i mark- och miljödomstolen skulle falde – mandag den 13. oktober. Ville domstolen godkende broprojektet og give grønt lys til det lokale styres majoriserende fremfart, eller ville domstolen lytte til indsigelserne og underkende projektet?
To nederlag samtidigt – hvem mon blev fyret?
På forunderlig vis var tidspunktet sammenfaldende med en anden såkaldt svensk skæbnedag, og skønt det var inden for et helt andet domæne, og skønt rækkevidden for miljø og natur er ganske anderledes, er der mange følelser indblandet.
Søndag den 12. oktober skulle det svenske herrelandshold i fodbold spille en afgørende kamp mod Kosovo i forbindelse med kvalifikationen til deltagelsen i de kommende europamesterskaber i fodbold.
Mandag eftermiddag den 13. oktober flød den lokale sprøjte netside over. Team Sverige havde på forsmædelig vis tabt fodboldkampen mod Kosovo 0-1, og Team Uppsala kommun havde tilsvarende tabt kampen mod folket i mark- och miljödomstolen.
Sverige var rystet i sin bjergrige grundvold. I det mindste i Uppsala, hvor grunden dog er mere mudret. I den forbindelse må man huske på, at en af grundene til, at kommunens projekt sporvejsbro ikke kunne blive til noget, er, at naturreservatet ligger på mange meter mudder og ikke direkte på bjerggrund.
To dage efter, da fodboldkampen var forbi, meddelte Det svenske fodboldforbund (SvFF), at SvFF afslutter landstrænere Jon Dahl Tomassons opgaver, som det som på svensk hedder förbundskapten (forbundskaptajn), men som på dansk hedder landstræner.
I sammenhængen er den svenske betegnelse mere dækkende, fordi der er knyttet andet end blot træneropgaver til jobbet. Tomasson ansås for uduelig og blev fyret.
Hidtil har vi ikke hørt noget tilsvarende fra Team Uppsala kommun. Tværtimod meddeler tre ledende politikere fra de tre magthavende partier, at arbejdet med sporvejsbroen fortsætter. Som om der ikke faldt en afgørelse i domstolen. Er der ingen på rådhuset, der kan tænke selv?
Efter afgørelsen i domstolen udtalte Team Uppsala kommuns förbundskapten Erik Pelling (S), hvis position svarer til (over)borgmester i Uppsala, til den lokale sprøjte, at nu føles det besværligt. Ledsaget af et foto af en nedslået förbundskapten. Besværligt? Besværligt?
Skal læseren synes, det er synd for en uduelig förbundskapten, at hans hold igen har tabt en kamp i mark- och miljödomstolen? Det er jo ikke ligefrem Team Uppsala kommuns første nederlag i mark- och miljödomstolen på grund af det, som viste sig at være et utilstrækkeligt forberedende arbejde under ledelse af en stædig förbundskapten.
I grel modsætning hertil hørte man ikke et ord fra fodboldslandsholdets fyrede landstræner, skønt billeder på nettet af Jon Dahl Tomasson antyder, at også han synes, at forholdene var besværlige. Mildt sagt.
Okay. Fodbold og lokalpolitik er ikke det samme. Men politik er måske på vej til at ligne fodbold mere og mere, skønt der stadig er visse markante forskelle. Frem for alt at i fodbold gælder det om at vinde, mens det i lokalpolitik – og i politik generelt – gælder om at blive enige.
Eller sådan burde det være, og det er det, der er på vej til at forsvinde. Desuden bliver en uduelig förbundskapten for et fodboldlandshold fyret, mens det er synd for en mindst lige så uduelig förbundskapten for en kommune. Det er ganske interessante forskelle. Og ligheder.
I den lokale højreorienterede sprøjte skriver lederskribenten Johan Rudström den 20. oktober, at den største forhindring for byudviklingen er en politisk splittelse, og at den største trussel mod folkelig indflydelse i de politiske processer er, at diskussionerne polariseres for eller imod i enhver sammenhæng.
Internationalt findes en sådan polarisering i sammenhænge, vi er enige om ikke at synes om. Men selv i Uppsala findes en destruktiv polarisering, hvor en förbundskapten aldrig giver sig, end ikke når han faktisk har tabt.
Man må spørge sig om det er typisk for en god politiker. Og svaret er, at i det mindste har Erik Pelling (S) haft stor personlig succes med strategien, men strategien har meget store demokratiske omkostninger. At den lokale sprøjte ikke har lagt fingrene imellem og har bidraget til polariseringen, gør kun tingene værre.
Og imens hærger kapitalen frit.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


