Bill Gates stopper investering i CO2-reduktion
Frem for at investere i at sænke CO2-udslip opfordrer Gates til at investere i bekæmpelse af fattigdom, sult og nød. I Jamaica, Cuba, Haiti, Bahamas er klimaforandringer og nød lige nu to sider af samme sag.Mens årets kraftigste orkan tirsdag smadrede Jamaica med altødelæggende vindhastigheder på over 300 kilometer i timen og regnmængder på op til én meter, omtalte flere nyhedsmedier rigmanden Bill Gates’ seneste påvirkningsudspil publiceret samme dag.
Den omtalte regnmængde på op til én meter er mere end Danmarks årlige nedbørsmængde!
Opfattelsen af klimaforandringer som et globalt hovedproblem er forkert, mener Gates og argumenterer for, at man investerer mere i indsatser, der forebygger sygdom og sult.
Gates mener, at blandt andet præsident Donald Trumps annullering af USAID på otte milliarder dollar årligt har skabt et mere presserende problem.
“Klimaforandringer, sygdom og fattigdom er alle store problemer, men vi bør håndtere dem i forhold til den lidelse, de forårsager”, skriver Gates (med elendig timing, kan man passende tilføje).
Den nye rapport kritiserer passivitet i forhold til klimaændringer og utilstrækkelige investeringer i ren energi og infrastruktur.
“Selv om klimaforandringer vil have alvorlige konsekvenser – især for mennesker i de fattigste lande – vil de ikke føre til menneskehedens undergang”, skriver Gates, som nu flytter sine “filantropi”-investeringer væk fra CO2-reduktion.
“Dette er en chance for at fokusere på den målestok, der bør tælle endnu mere end emissioner og temperaturændringer: at forbedre liv. Vores hovedmål bør være at forhindre lidelse, især for dem, der lever under de hårdeste forhold i verdens fattigste lande.”
To sider af samme sag
Klimaforandringer og fattigdom er jo i høj grad to sider af samme sag. Og Gates kan helt aktuelt slå to fluer med et smæk ved hurtigt at sende nogle af sine mange spekulationsmilliarder til Jamaica, Haiti Cuba og Bahamas.
I disse øsamfund er flere hundrede tusinde mennesker sendt ud i langvarig nød og fattigdom af den kraftigste orkan nogensinde over landjord i Det Atlantiske Bassin, forværret af menneskeskabt global opvarmning.
For yderligere at understrege Gates dårlige timing udgav The Lancet, ligeledes i tirsdags, en rapport om klimaforandringer og global sundhed (eller mangel på samme).
Mellem 2012 og 2021 skete der årligt 546.000 varmerelaterede dødsfald, en stigning på 23 procent siden 1990’erne. Og alene sidste år 154.000 dødsfald som følge af røg fra skovbrande.
Luftforurening relateret til fossile brændstoffer forårsagede over 2,5 millioner dødsfald i 2022.
I de sidste fire år har en gennemsnitlig person været udsat for 19 dage med livstruende varme. Heraf ville 16 dage ikke være sket uden klimaforandringer.
Babyer og ældre voksne står over for over 20 hedebølgedage per person, en firedobling i løbet af de sidste 20 år.
Den nye rapport kritiserer passivitet i forhold til klimaændringer og utilstrækkelige investeringer i ren energi og infrastruktur og bemærker, at sundhedspåvirkningerne uforholdsmæssigt rammer sårbare befolkningsgrupper.
Læs også Belén Fernández’ ”How capitalism is killing us”
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.