HILLERØD: Hør om natur og biodiversitet
Danmarks Naturfredningsforening Hillerød holder sit årsmøde mandag den 3. november i Kedelhuset.
Traditionstro starter vi mødet med et foredrag. Denne gang kan man blive klogere på natur og biodiversitet, når Anders Højgård Petersen fortæller.
Anders er specialkonsulent ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet. Han er førsteforfatter på en række centrale rapporter, senest ”Mere, større og bedre natur i Danmark”.
Den rapport viser, at der er masser af muligheder for at skabe flere store sammenhængende naturområder i Danmark, hvilket er helt centralt, hvis vi skal bevare og fremme biodiversiteten. Med baggrund i rapporten vil Anders vise, hvor i landet mulighederne er størst, og hvordan områderne kan prioriteres ud fra deres vigtighed for biodiversiteten.
Anders vil også tale om, hvorfor store naturområder er så vigtige, og hvordan rapporten kan bidrage til en fornuftig implementering af den grønne trepart, samt zoome ind på eksempler fra Nordsjælland.
Efter foredraget og en kort pause, hvor der vil være lidt sødt og lidt til ganen, finder det egentlige årsmøde sted. Alle er velkomne til at deltage, men kun medlemmer har stemmeret.