Afrika i coronaens tid
Afrikanske regeringer har behov for ekstra finansiering på 485 milliarder dollars mellem 2021 og 2023 som svar på krisen. Det får de helt sikkert ikke. Til gengæld er der fortsat gang i de store langsigtede projekter, jernbaner, veje og havne.Afrika har som helhed haft ganske pæn økonomisk vækst de senere år, på den måde det nu måles. Det betyder ikke fred og fordragelighed, for der er alvorlige sikkerhedsproblemer i Mali, Burkina Faso og Niger i Sahel-området og borgerkrig i Tigray-provinsen i Ethiopien samt andre konflikter og fortsat fattigdom og ulighed.
På den anden side er der dynamik, fostret af store projekter der nok fører til stigende gældsættelse, men også medvirker til forbedrede levevilkår og økonomiske muligheder i form af øget adgang til elektricitet og transport.
Landene ramtes i første omgang af coronaen gennem den økonomiske krise i Det Globale Nord. Epidemien selv slog først til for alvor i 2021, hvor smitten og dødeligheden steg. Vaccineudrulningen har ventet på internationale donationer og støtte.
Gælden til Kina, der er billigere end den private, udgør også en voksende andel.
Regeringernes reaktion på covid-19 strakte sig fra fornægtelse i Tanzania til drastiske tiltag i Uganda, hvor småhandlende måtte overnatte i deres boder, hvis de ville forblive åbne! Men Ugandas sundhedssystem roses i øvrigt internationalt for at have håndteret pandemien kompetent.
Vækst i 2021
Alt i alt har Afrika ifølge Den Afrikanske Udviklingsbank (AfDB) haft en negativ vækst på 2,1 procent i 2020, mens væksten forudsiges til 3,4 procent i 2021. Det sidste kan hurtigt blive løgn. Fyrre millioner flere mennesker lever i dyb fattigdom.
Hvor de udviklede lande har svaret på covidkrisen med en forøgelse af de offentlige udgifter på 15 procent af BNP, er stigningen kun på tre procent i afrikanske lande, hvis budgetudskejelser begrænses af lave skatteindtægter. Hvis de øger underskuddet med lokal finansiering, kan det gå galt med inflation og bankkrak. De har heller ikke adgang til valuta i den amerikanske eller europæiske centralbank.
Tyve ud af kontinentets 54 lande er gældsatte ud over grænsen for det forsvarlige. Gælden er i gennemsnit gået fra 60 procent til 70-75 procent af bruttonationalproduktet, BNP. Renteudgifterne er stigende (også rentesatsen), sikkerhedsudgifterne ryger i vejret, og de store infrastrukturprojekter tærer.
Vigtigst er måske, at andelen af den samlede gæld, der er optaget på internationale finansmarkeder, er steget fra 17 procent i 2000 til 40 procent i 2019. Det er dog kun de rigeste lande, der har kunnet optage ’privat’ gæld. Gælden til Kina, der er billigere end den private, udgør også en voksende andel. Den forværrede gældssituation betyder øget afhængighed af IMF, hvis støtte kræves for at forbedre kreditværdigheden og mulighederne for gældslettelse.
Jernbaner, veje, havne
AfDB har beregnet, at afrikanske regeringer har behov for ekstra finansiering på 485 milliarder dollars mellem 2021 og 2023 som svar på krisen. Det får de helt sikkert ikke. Til gengæld er der fortsat gang i de store langsigtede projekter. Jernbaner, veje og havne anlægges, vandkraftværker ligeledes, og transmissionsnetværk bygges.
Minedriften er i kraftig vækst. I det vestafrikanske land Guinea åbnes der hele tiden nye bauxitminer, og det store jernmalmprojekt Simandou er, efter megen strid og retssager om korruption og kontraktbrud mellem vestlige mineselskaber og den guineanske stat, endt i kinesisk favn. Nu skal der bygges en dybvandshavn og en jernbane på næsten 680 kilometer. Projektet vil koste 14 milliarder dollars.
De råvareeksporterende lande har nydt godt af de højere priser – for minedriftens vedkommende betinget af ordentlige aftaler om royalties og skatter. Verdensmarkedspriserne på sukker og bomuld er steget med mere end 20 procent i år og kaffe med over 50 procent.
Under det hele er der omstruktureringer, såsom bedre organisering af logistikken, webbaserede tjenester udbredes i undervisning, handel og betalingstjenester. Som altid et blandet billede.