DR har for engangs skyld, en redelig konkret og uddybende gennemgang af fredsplanen for Gaza:
https://www.dr.dk/nyheder/udland/overblik-hvad-er-op-og-ned-i-usa-s-fredsplan-i-gaza
Vi var ikke mange i Folketinget, der krævede permanent våbenhvile i 2023, men Enhedslisten gjorde – som demonstrationene rundt om i Danmark og verden – fordi det allerede dengang var rigtigt og nødvendigt. Så jeg skal være den første til at glædes over, at bomberne ikke længere regner med i hovedet på palæstinensere. Og godt at regeringer herhjemme og rundt om har rykket sig.
Men mediers og politikeres hyldest af USA’s selvglade og autokratiske præsident vil ingen ende tage. Efter at have erklæret sig som Israels bedste ven har Donald Trump med sine voldsomme trusler om militær magtanvendelse presset en skrøbelig våbenhvile igennem i Gaza, som han selv præsenterer som en langtidsholdbar fredsplan.
Tilmed krævede Trump i utilslørede vendinger at få Nobels fredspris. Det er ellers ikke en pris, hvor der er tradition for, at kandidaterne ligefrem kræver at få den. For det meste holder de sig klædeligt tilbage for ved prisceremonien at kunne sige, at prisen er en uventet stor ære.
Men sådan er Trumps stil ikke. Uagtet at han heller ikke har leveret en fred.
Vanvidsscenerne i Gaza er næppe slut. Hundredtusinder vender nu tilbage til udbombede huse, hospitaler, der ikke kan tage imod patienter, skoler, som ligger i ruiner. Menneskene selv er ødelagte, og behovet for hjælp til heling af fysiske og mentale traumer er uhyggeligt stort. Indbyggere i Gaza er smadrede og underernærende – det er del af folkedrabets anatomi.
I det israelske parlament Knesset i sidste uge pralede Trump af de effektive amerikanske våben – og roste Israel for at “have brugt dem godt”.
Han mener, at Netanyahu skal benådes for de alvorlige israelske korruptionsanklager. Og han ignorerer Den Internationale Straffedomstols arrestordre mod Israels premierminister. Trump fører politisk og økonomisk krig mod FN og den retsbaserede verdensorden. For få måneder siden ønskede han at omdanne Gaza til “Mellemøstens Riviera” og så frem til at score kassen på et entreprenør-eventyr af de helt store.
Fred kommer først, når palæstinenserne har deres selvbestemmelse og frihed.
Palæstinenserne? Ja, dem kunne man jo bare flytte. Ikke til USA, forstås, men til andre lande i Mellemøsten.
USA bærer et direkte medansvar for Israels folkemorderiske krig. USA har fodret Israels krigsmaskine med de våben, som Netanyahu har brugt til hver dag at begå krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza.
Hvis våbenhvilen og det aktuelle momentum skal omsættes til en langvarig retfærdig forandring, må andre stater end Trumps USA træde ind på scenen.
Der er brug for en fredsbevarende styrke med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. Dén dagsorden kunne den danske regering være med til at styrke, hvis den ville. Som sikkerhedsrådsmedlem, som EU-formandsland og sammen med de øvrige nordiske lande.
Israel besætter og koloniserer fortsat Palæstina ustraffet, fordi Vesten drukner sig selv i dobbelte standarder. Israel slipper af sted med internationale forbrydelser, som de toneangivende vestlige lande ville skride hårdt ind overfor med sanktioner og international isolation, hvis de blev begået af enhver anden stat.
Mette Frederiksens regering har nu tænkt sig at opgive enhver tale om sanktioner mod Israel. Men det vil være helt forkert.
Sanktionssporet skal i den grad holdes i live. Hvis den israelske regering skal presses til at acceptere et frit Palæstina, er der brug for både pisk og gulerod.
På Vestbredden fortsætter koloniseringen, volden og den etniske udrensning. Den siddende israelske regering er modstander af palæstinensisk selvbestemmelse og tostatsløsningen. Den praktiserer apartheid, vold og undertrykkelse, ødelægger menneskers afgrøder, smadrer deres huse, fordriver dem og stjæler fra dem. Det må stoppes.
Krigen i Gaza er ikke isoleret fra palæstinensernes mange årtier lange kamp for frihed og selvbestemmelse. Den må ses, forstås og handles på i netop den kontekst.
Det er selvsagt altafgørende, at våbenhvilen ikke brydes. Den har skabt et håb og et momentum, der skal bruges til det helt afgørende paradigmeskifte, som mellemøstpolitikken er nødt til at gennemgå.
Fred kommer først, når palæstinenserne har deres selvbestemmelse og frihed.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
DR har for engangs skyld, en redelig konkret og uddybende gennemgang af fredsplanen for Gaza:
https://www.dr.dk/nyheder/udland/overblik-hvad-er-op-og-ned-i-usa-s-fredsplan-i-gaza
Her er et uddybende kritisk RT interwiev på eng med den Palestinensiske udenrigsmi-nister Doktor Awadalla:
Donald Trump’s Gaza peace plan: A pivotal moment or farce? (Palestinian Deputy Foreign Minister) — RT Going Underground
https://rurtnews.com/shows/going-underground/626583-trump-gaza-peace-plan-awadallah/
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.