Læserbrev
Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen har levet et langt liv i dansk journalistik. Han har personligt været involveret, enten som undersøgende journalist eller som redaktør, i nogle markante afsløringer i løbet af de sidste 25 år. Derfor er det oplagt, at han skriver en bog om netop de afsløringer og de kilder, som gjorde dem mulige.
Det er der kommet bogen “Til sidst kommer det frem – En hyldest til whistlebloweren” ud af, som udkom den 24. september. En bog som gennemgår en række store journalistiske afsløringer samt belyser andre whistleblowere, der risikerede alt i offentlighedens tjeneste.
Et oplagt og spændende emne at skrive om, og bogen er også i det store hele en utrolig interessant og velskrevet affære om de afsløringer. Den giver et unikt indblik i, hvordan arbejdet med whistleblowere, både anonyme og kendte, foregår på landets redaktioner.
Men bogen tynges til tider af Christian Jensens selvbiografiske sektioner. Det er ærgerligt, fordi det føles som en trojansk hest for læseren.
Med bogens titel forventer man indsigt i det journalistiske arbejde, i selve afsløringerne og kilderne bag, men i stedet serveres man i lange passager historien om en arbejderklassedreng fra Grindsted og hans rejse mod Politikens kontorer på Rådhuspladsen. En slags skjult selvbiografi.
Gem journalisten af vejen
Et af de mere kontroversielle emner inden for journalistik som fag er, hvor meget selve journalisten skal fylde i de historier, de fortæller. Der findes mange opfattelser af det og ikke noget endegyldigt svar.
Derfor bliver det også mere et spørgsmål om personlig smag i forhold til, om Christian Jensens selvbiografiske dele passer ind i bogen. Personligt mener jeg, at det med en bog som denne giver mening, at forfatteren bruger sig selv til en vis grad. Han har trods alt været dybt involveret i arbejdet med historierne og kilderne.
Men når han også skriver om, at hans far drak, at han selv bærer rundt på en frygt for at blive alkoholiker, eller hvordan han i sin tid på Berlingske følte sig udenfor, fordi han som arbejderklassedreng ikke var typisk for den borgerlige avis, så bliver det for meget.
Bogen lægger op til en undersøgelse af whistlebloweren og dens rolle i den afslørende journalistik samt et kig bag ved scenerne på de medier, som hjalp dem med at afsløre diverse ting. Hvis Christian Jensen vil fortælle om sin egen barndom og karriere så minutiøst, så er han frit for at skrive en autobiografi, den ville sikkert også være spændende! Men det føles forkert at snige det ind i den her bog.
Sager som huskes
Når bogen så faktisk behandler de afsløringer, som whistleblowerne kommer med, er den til gengæld også virkelig god. Vi får blandt andet syn for sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks, arbejdet med Chelsea Manning og Edward Snowdens læk og PET-bogen samt andre markante sager i dansk pressehistorie.
Christian Jensen formår at give en utrolig detaljeret gennemgang af arbejdet med sagerne, hvilke overvejelser, etiske og publicistiske, der lå bag og helt konkret, hvordan kæmpe store datalæk konverteres til journalistik.
Det er en fryd for enhver, der har fulgt med i sagerne, da de var aktuelle, at få det indblik. Det giver en større respekt og forståelse for, hvad der helt konkret var på spil for kilderne såvel som journalisterne. At Christian Jensen samtidig er en meget velskrivende journalist gør de her dele decideret spændende læsning.
For journalister er bogen også en god introduktion til den undersøgende journalistik. Den kan nok ikke fungere som en decideret lærebog, men som en inspiration og en sjov måde at forstå de basale aspekter af den disciplin er den mere end velegnet.
Manglende kreditering
På et mere personligt plan er der dog et element ved bogen, som jeg bed særligt mærke i. Whistlebloweren Anders Kærgaard, der afslørede danske soldaters involvering i tortur af irakiske fanger under operation Green Desert, nævnes flere gange i bogen.
Hans sag og afsløringer behandles ikke direkte, men nævnes som eksempler på whistleblowere. Men hvor Christian Jensen andre steder i bogen er god til at nævne de medier, som formidlede afsløringerne, så nævnes de ikke med Kærgaard.
Arbejderen stod nemlig bag formidlingen af mange af Anders Kærgaards afsløringer, og en af journalisterne bag, Freja Wedenborg, brugte også mange kræfter og energi efterfølgende på at arbejde med whistleblowersikkerhed i medier.
Det føles altså lidt som en tilsidesættelse af det store arbejde, at bogen fremstiller Kærgaards afsløringer som nogle, der bare pludseligt dukkede op. Det virker både uærligt, ukollegialt og som en form for mediesnobbethed, hvor de fine journalister på de store dagblade ikke anerkender det talent, som også findes andre steder.
Bogen har undertitlen “en hyldest til whistlebloweren”, men indeholder også hyldester til journalisterne bag historierne, dog ikke Arbejderen.
Den lykkes også store dele af tiden med den mission, dog kan det ikke ignoreres, at den også mange steder føles mere som en hyldest til forfatteren selv.
Om bogen: Bogen “Til Sidst Kommer Det Frem – en hyldest til whistlebloweren” er skrevet af Christian Jensen og er udkommet på Politikens Forlag i 2025 og er på 312 sider.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
