Da 3F’s forbundsformand Henning Overgaard aflagde den mundtlige beretning på 3F’s igangværende kongres, faldt der drøje hug til politikerne i Folketinget.
Især da han i beretningen kom ind på spørgsmålet om pensionsalder.
– Vi kan konstatere, at de politiske løfter, der skulle få os til at acceptere en stigende folkepensionsalder, er blevet brudt. Ikke ét eller to af dem. Men alle fire, sagde han tydeligt indigneret.
Henning Overgaard ridsede op, hvad et flertal af Folketingets partier lovede, da de i 2006 aftalte det såkaldte velfærdsforlig: For det første skal de penge, der spares og tjenes ved at hæve pensionsalderen, bruges på at sikre velfærden. For det andet skal dem med de længste og fysisk mest belastende arbejdsliv, stadig have ret til fem års efterløn, så de selv kan vælge at trække sig tilbage, hvis kroppen er træt. For det tredje skal der investeres massivt i bedre arbejdsmiljø for at mindske de hårde fysiske belastninger og slid på de kroppe, der skal holde til et længere arbejdsliv. Og som det fjerde og sidste punkt blev det lovet, at der skal investeres massivt i efteruddannelse, så danskere med hårdt arbejde får bedre mulighed for at skifte job eller branche, når kroppen for alvor begynder at gøre ondt.
Jeg bliver både hidsig og vred, når velbjærgede borgere og politikere får hylende ondt i røven over, at vi kræver større tryghed i seniorårene for vores medlemmer.
Henning Overgaard, 3F forbundsformand
Som konsekvens af velfærdsforliget er pensionsalderen lige siden steget hvert femte år. I dag kan man gå på pension som 67-årig, og politikerne har allerede besluttet, at pensionsalderen i 2040 stiger til 70 år.
Politikernes løfter er til gengæld ikke blevet indfriet.
– At politikerne kræver sin del af aftalen indløst, mens de løber fra den del af aftalen, som skulle give tryghed til os arbejdere, det er den onde-lyne-mig ikke en aftalemodel, vi hverken kender eller vil acceptere her i fagbevægelsen, tordnede Henning Overgaard og tilføjede:
– Jeres aftalebrud er så groft, at jeg offentligt har kaldt det “løftebruddet over alle løftebrud”. Og jeg kan garantere jer, at jeg har måttet bide mig selv i tungen for ikke at bruge langt, langt stærkere ord.
20 år med ringere velfærd
Forbundsformanden konstaterede, at i de næsten 20 år, der er gået siden velfærdsforliget blev vedtaget, er de danskere, der har mest brug for velfærdsydelser, blevet svigtet: I ældreplejen. I psykiatrien. I folkeskolen. På sygehuset. I børnepasningen. Ungdomsklubber osv.
Nogle konkrete tal afslører de barske realiteter for 3F’erne. Kun cirka hver fjerde af 3F’s ældre medlemmer er stadig i beskæftigelse, når de når deres pensionsalder. Eller sagt på en anden måde: Tre ud af fire 3F-medlemmer holder ikke frem til den pensionsalder, politikerne har besluttet.
– 3F’erne går næsten fire år senere på pension sammenlignet med for 10 år siden. Dem med det længste uddannelser går da også senere på pension. Altså. Mindre end et år senere, end for 10 år siden. Så altså. Vores medlemmer kommer tidligere ud på arbejdsmarkedet. De har i gennemsnit længere arbejdsliv end de langt-uddannede. Og vores pensionsalder er dén, der er steget mest som konsekvens af velfærdsforliget, kunne Henning Overgaard fortælle de 799 delegerede, der kvitterede for den del af beretningen med gentagne klapsalver.
Klar med krav til forbedringer
– Derfor bli’r jeg både hidsig og vred, når velbjærgede borgere og politikere får hylende ondt i røven over, at vi kræver større tryghed i seniorårene for vores medlemmer. Vi vil simpelthen have ret til et sikkerhedsnet og en nødudgang, hvis kroppen knager og brager. En mulighed for værdig tilbagetrækning inden man er slidt ned til sokkeholderne, sagde han inden han nævnte tre konkrete krav til de politiske partier i Folketinget:
– Retten til tidlig pension (Arne-pension, red.) skal udvides med ét år nu og derefter i samme takt som den stigende pensionsalder.
– Satsen skal i første omgang hæves med 3.000 kroner om måneden.
– Der skal ryddes op i urimelige modregningsregler og anciennitetskrav, hvor nogle af dem rammer kvinder hårdere.
Søndag er beretningen blevet debatteret. Henning Overgaard replicerer mandag, hvorefter beretningen sættes til afstemning.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.