Analyse
Denne artikel er baseret på Vijay Prashads foredrag på konferencen “Fascism Back in Europe?” arrangeret af Zetkin Forum for Social Research. Konferencen blev afholdt i Berlin fra den 20. til den 22. juni 2025. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2025.
*
I løbet af de seneste to årtier er der opstået en række politiske organisationer, der er blevet karakteriseret som fascistiske, nyfascistiske, autoritære, højreekstreme og ekstremt højreorienterede. Deres politiske indflydelse i samfundet er i høj grad vokset i Europa og Nordamerika, med enkelte eksempler i Afrika, Asien og Latinamerika.
Årsagen til, at disse organisationer hovedsageligt ses i Nordatlanten, er, at de er opstået i en situation, hvor de neoliberale teknokratiske politiske partier er kommet i en alvorlig legitimitetskrise, da deres politiske agenda med nedskæringspolitik og krig er blevet mindre og mindre attraktiv for en befolkning, der er udmattet af disse politikker. (Fremkomsten af højrefløjen i det globale syd har en anden udvikling, som kræver en separat vurdering).
Sociale diskussioner om menneskehedens dilemmaer forstummer, mens gamle former for had bliver blåstemplet. I stedet for “udbredelse af kultur” ser vi en udhuling af kulturlivet.
Det vigtigste resultat af vores forskning er, at de forskellige varianter af højrefløjen ikke har forladt rammerne for nedskæringspolitik og krig, men blot er nye politiske brands, der vil føre den samme politik som de neoliberale teknokratiske partier, bare med en mere muskuløs og aggressiv form for nationalisme for at tiltrække massiv støtte, der ellers kunne være drejet mod venstre. Disse varianter af højrefløjen har mere til fælles med de neoliberale teknokratiske partier end med de klassiske fascister fra 1930’erne og 1940’erne. Derfor kalder vi dem en særlig type højreekstremisme.
Del I
Intim omfavnelse
En af vores tids kuriositeter er, at denne særlige type højreekstremisme er ganske komfortabel med de etablerede institutioner i det liberale demokrati. Der er her og der eksempler på utilfredse politiske ledere, der nægter at acceptere deres nederlag ved stemmeurnerne (som Donald Trump og Jair Bolsonaro) og derefter opfordrer deres tilhængere til at tage udenomsparlamentariske skridt (som den 6. januar 2021 i USA og, i en farceagtig gentagelse, den 8. januar 2023 i Brasilien). Men i det store og hele er denne særlige type højreekstremister klar over, at de kan opnå det, de ønsker, gennem de liberale demokratiske institutioner, som ikke er fjendtligt indstillet over for deres programmer. Den fatale, intime omfavnelse mellem liberalismen og den særlige type højreekstremisme kan forstås på to måder.
For det første ses omfavnelsen i, hvor let det er for de højreekstremistiske kræfter at udnytte deres landes liberale forfatninger og institutioner til egen fordel. De behøver ikke et dramatisk skifte. Der er ingen grund til at brænde Rigsdagen (1933) eller marchere mod Rom (1920). Højreekstreme regeringer har en liberal forfatning, der ikke synes at være nogen hindring for deres regime. Lovgivningen mod terrorisme i de tidligere neoliberale teknokratier gør autoritære tendenser mulige uden yderligere juridiske eller ikke-juridiske skridt. Bureaukraterne i den forfatningsmæssige struktur er allerede trænet i hård retorik mod terrorister og indvandrere. De behøver ikke at blive omvendt. De er allerede orienteret mod en permanent undtagelsestilstand. Der er ingen grund til et kup mod den liberale struktur. Den kan udhules indefra. Det er præcis, hvad den anden Trump-regering gør i USA. Den har udvidet lovlighedens grænser for at få sin vilje.
For det andet finder denne intime, men fatale omfavnelse sted inden for “brutalitetskulturer” (som Aijaz Ahmad kaldte det). En brutalitetskultur er ikke noget, der er unikt for fascismen, men er den normale situation i kapitalismens vilde sociale verden (som har sine rødder i vild kolonialisme, som Aimé Césaire forklarede).
Tvunget til at arbejde for kapitalen – i stadig mere usikre og fragmenterede job – for at overleve, opdager arbejderne, som Karl Marx skarpt observerede i 1857/58, at det er pengene, der er det “rigtige samfund” (Gemeinwesen), og at det er mennesket, der er pengenes redskab og slave. Revet væk fra den ægte fællesskabsfølelse tvinges arbejdere ind i et liv, der svinger mellem et helvede med lange og hårde arbejdsdage og skærsilden med en lang og hård arbejdsløshed.
Fraværet af statslig social velfærd og sammenbruddet af arbejderstyrede fællesskabsinstitutioner skaber “brutalitetskulturer”, en normal form for vold, der strækker sig fra hjemmet til gaden – med andre ord fra vold mod kvinder i hjemmet til bandevold på gaden. Denne vold finder ofte sted uden nogen form for opmærksomhed og forstærker traditionelle magtstrukturer (for eksempel patriarkalske og etniske). Højreekstremismens magt ligger i disse “brutalitetskulturer”, som lejlighedsvis fører til spektakulære voldshandlinger mod sociale minoriteter.
Bolsonaro gik et skridt videre. Han oprettede et Gabinete do Odio (et hadkontor), hvorfra hans tilhængere fik en dosis social medie-horror mod denne eller hin person, som de kunne gøre til grin. Men højreekstremisterne behøvede ikke at opbygge en ny kultur, men udnyttede blot de former, der allerede fandtes i vores nuværende kapitalistiske kultur af brutalitet.
Vild kapitalisme
Den vilde kapitalisme har globaliseret produktionen og frigjort ejendomsbesiddere fra at overholde de liberalt demokratiske normer, såsom at betale deres rimelige andel af skatten. Denne politiske økonomiske struktur i den vilde kapitalisme skaber en neoliberal social orden, der er baseret på at påtvinge arbejderklassen og bønderne nedskæringer og at splitte arbejderne ved at øge deres arbejdstid. Denne udvidelse af arbejdstiden og pendlingstiden undergraver de sociale institutioner, som arbejderne driver, og mindsker dermed deres fritid.
Liberale demokratier over hele verden gennemfører tidsforbrugsundersøgelser af deres befolkninger for at se, hvordan folk bruger deres tid. Men næsten ingen af disse undersøgelser er opmærksomme på, om arbejdere og bønder har tid til fritid, hvordan de bruger denne fritid, og om reduktionen af deres fritid er et problem for den generelle sociale udvikling i deres land.
Vi er meget langt fra FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO, red.) fra 1945, der opfordrede til “fri udveksling af ideer i ord og billeder” og behovet for at “give ny impuls til folkeoplysning og udbredelse af kultur”. Sociale diskussioner om menneskehedens dilemmaer forstummer, mens gamle former for had bliver blåstemplet. I stedet for “udbredelse af kultur” ser vi en udhuling af kulturlivet.
De nationale kulturer i Nordamerika og Europa er blevet så giftige. Det er hadet mod indvandrere, terrorister og narkohandlere – som alle fremstilles som sociopater – der fremkalder en bitter form for nationalisme, der ikke er rodfæstet i kærlighed til sine medmennesker, men i had til dem, der er udenfor. Hadet maskerer sig som patriotisme, mens det nationale flag bliver større, og entusiasmen for nationalsangen stiger i decibel. Denne form for nationalisme, der er central for en særlig type højreekstremisme, er nu blevet tilgængelig for politiske kræfter i det globale syd, som har taget den til sig (for eksempel i Argentina) uden at vokse frem af deres egne landes grund.
Mennesker over hele verden længes efter at være anstændige, men denne længsel kvæles af desperation og vrede, af den intime, djævelske omfavnelse mellem liberalisme og højreekstremisme. Den nordatlantiske støtte til Israels folkemord på palæstinenserne og til forøgelsen af militærudgifterne til 5 procent af bruttonationalproduktet vil kun øge rædslen ved nedskæringer og krig og – foreløbig – drive flere og flere mennesker ind i de højreekstreme partier af den særlige type, der i det mindste leverer oppositionens retorik, selv om det er en trojansk hest for flere nedskæringer og mere krig.
Testosteronfyldte partier
Alt tyder på, at det normale borgerlige styre er ved at forsvinde. Neoliberale teknokrater med deres ønske om permanent nedskæringspolitik er ikke længere en pålidelig politisk kraft for stabilitet. Deres iver efter at presse samfundet og forfølge øget militarisme har skabt social uro og politisk kaos. Den neoliberale teknokrat er nu upålidelig og kan i mange lande ikke vinde valg, selvom han stadig kan finde sig selv i premierministerens kontor (som i Frankrig) eller blive kansler ved dannelsen af koalitioner, der krænker vælgernes mandat (som i Tyskland). Hvordan kan man derfor fortsætte den neoliberale kapitalisme uden den neoliberale teknokrat?
I stedet for disse neoliberale teknokrater har vi nu testosteronfyldte partier ledet af mænd og kvinder, der taler åbent om de problemer, vi står overfor, men som tilbyder splittende politikker som modgift. De ønsker ikke at ændre de neoliberale strukturer i regeringens politik eller at belaste kapitalisterne med skatter og reguleringer. Det, de ønsker, er at bruge deres hårdhed til at disciplinere samfundet, især i Vesten, og øge udbytningen af arbejdsstyrken for at konkurrere med de voksende asiatiske økonomier.
I folkets navn søger disse partier politikker, der vil øge det sociale disciplinære pres på befolkningen. Nedskæringer i velfærden og begrænsninger af arbejdstagernes rettigheder driver folk til at søge uberiserede job, som – håber man – vil øge arbejdsproduktiviteten og udbyttelsesgraden for bedre at kunne konkurrere med langt mere produktive virksomheder med base i det nye centrum for den globale økonomi, nemlig Asien.
Den særlige type højreekstremistisk politisk økonomi har ikke kun rod i den neoliberale konsensus’ kannibalisering af de vestlige økonomier, men også i fremkomsten af en dynamisk asiatisk økonomisk vækstpol. De hurtigst voksende økonomier findes nu i Asien, hvor landene har brugt overskuddet fra den høje udbyttelsesgrad til at øge bruttoinvesteringerne og dermed opbygge infrastruktur og industri.
Da de vestlige regeringer ikke har den politiske vilje til at lægge beslag på oligarkiets enorme finansielle reserver, og da staterne ikke har store overskud at disponere over, er de ikke i stand til at øge deres egen nettofastkapital. For borgerskabet i Vesten er spørgsmålet derfor, hvordan man kan puste nyt liv i økonomierne, og det eneste svar er at øge militarismen og true især Kina for at få det og andre asiatiske lande til at bremse deres egen udvikling til fordel for den atlantiske verden.
Den nye kolde krig, som Vesten har påtvunget især Kina, er et centralt element i fremkomsten af en særlig type højreekstremisme. Dens partier forstår klart, at andre konflikter (som pressekampagnen mod Rusland) ikke er den centrale front for opretholdelsen af den vestlige magt – den front ligger i Asien.
Del II
Klassisk fascisme
Klassisk fascisme var kontrarevolutionær og opstod i en periode med revolutionær dynamik, der førte til Oktoberrevolutionen i 1917 og arbejder- og bondebevægelser fra Ruhr-området i Tyskland til Po-dalen i Italien. Da de revolutionære udviklinger i Berlin og Torino brød sammen, voksede den farlige fascistiske trussel. Som Clara Zetkin skrev i august 1923: “Fascismen er proletariatets straf for ikke at have videreført den revolution, der blev indledt i Rusland”. Der er nogle centrale punkter i klassisk fascisme, der kan hjælpe os med bedre at skelne denne politiske kraft fra den særlige type højreekstremisme, vi ser i vores tid:
1. Den klassiske fascisme opstod som en kontrarevolutionær kraft mod arbejder- og bondebevægelsernes fremkomst i Europa efter Oktoberrevolutionen.
2. Som Clara Zetkin skrev, var den klassiske fascisme ikke en “militær-terroristisk bevægelse”, men derimod en “massebevægelse med dybe sociale rødder”.
3. Den klassiske fascisme havde sin kerne i den del af arbejderklassen og bønderne, der var blevet desillusionerede af det mislykkede kommunistiske oprør og søgte deres fremtid i fascismen, samt i dele af småborgerskabet, der var demoraliseret af de kapitalistiske kriser, men som var blevet mættet af dem, der prædikede evig national ære. Bag dette massegrundlag stod storbourgeoisiet, der nærede den fascistiske bevægelse og styrede den væk fra ethvert program for revolutionær omvæltning.
4. Den klassiske fascisme havde ikke støtte fra hele bourgeoisiet (Togliatti skrev i maj 1926, at der var en “vane med at anvende betegnelsen fascist i så bred forstand, at den omfattede de mest forskelligartede former for reaktionære bevægelser inden for bourgeoisiet”). Der var grupper, der var imod fascisterne, men som var engageret i andre former for reaktion mod arbejderklassen og bønderne.
5. Den klassiske fascisme kunne bekæmpes ved dannelsen af en folkefront ved at samle en koalition nedefra af arbejdergrupperinger i alliance med andre kræfter i samfundet, der troede på anstændighed og fornuft mod de fascistiske kræfter.
6. Den klassiske fascisme var senimperialistisk, en efterkommer af det koloniale jordrøveri, der gjorde det muligt at eksportere overskudsbefolkningen fra landdistrikterne og opbygge – i disse bosætterkolonier – eksterne markeder for industriprodukter gennem imperiale præferencesystemer. Japansk militarisme og nazisternes politik for skabelsen af et Lebensraum (livsrum) samt Italiens erobringskrige fra Libyen til Etiopien er eksempler på det forhold, at den klassiske fascisme er en senimperialistisk proces.
En særlig type højreekstremisme
En særlig type højreekstremisme opstår i vores tid, når der ikke er nogen proces ledet af arbejderklassen og bønderne, der kan erstatte kapitalismen. I stedet opstår den for at disciplinere den vestlige arbejderklasse og de fattige i byerne til at arbejde hårdere i uberiserede jobs, så de kan konkurrere med den asiatiske økonomis opsving. Højreekstremisterne håber, at de er motoren til den vestlige kapitalismes frelse. De opbygger en massebevægelse omkring grimme ideer om race og patriarkat.
Med hensyn til race antyder de, at arbejdsløsheden skyldes indvandring af de forkerte mennesker. Med hensyn til patriarkatet antyder de, at de rigtige kvinder skal have flere børn for at modvirke faldet i antallet af de rigtige mennesker (nemlig hvide og ikke-indvandrere). Denne anti-indvandrer- og ny-natalistiske (at føde flere hvide børn) politik kan skabe en særlig type politisk vælgerbase for højreekstremister, der er meget større end en snæver appel til fascistisk hooliganisme.
Højreekstremister truer med at tage kvælertag på økonomien og tvinge den til at hoste job op, men de kan ikke rigtig tvinge det til at ske. Det faktum, at partierne på den særlige type højrefløj nævner krisen og ikke benægter den – som partierne i den neoliberale konsensus gør – er tilstrækkeligt til at skaffe støtte blandt mennesker, der i det mindste ser deres smerte afspejlet i højreekstremistiske politikeres taler. At disse partier ikke handler for at ændre de faktiske forhold i hverdagen vil i sidste ende blive en byrde for denne politiske tendens, men ikke endnu.
Erfaringerne med fascistisk vold siden sidste århundrede har ødelagt dens tiltrækningskraft. Væksten i middelklassekulturen med dens tilbøjelighed til bekvemmelighed har gjort fascistisk vold til en politisk byrde. Ulejligheden ved trafikpropper og optøjer skal undgås. Det er grunden til, at den særlige type højreekstremisme tilskynder til homøopatiske doser af vold i samfundet fra de mere fascistiske elementer inden for sin politiske koalition for at skabe frygt, men ikke nok frygt til at vende folk imod den. Lejlighedsvis bliver et attentat på en fagforeningsleder eller en trussel mod en journalist ikke tilskrevet den særlige type højreekstremisme, som ofte skynder sig at benægte enhver direkte forbindelse til de fascistiske randgrupper (som ikke desto mindre er organisk forbundet med den yderste højrefløj).
Her er nogle nøglepunkter om den særlige type yderste højrefløj i vores tid:
1. Den særlige type yderste højrefløj opbygger en massetilhængerskare gennem en hårdhændet dæmonisering af indvandrere og racemæssige og seksuelle minoriteter samt gennem dæmonisering af lande, der er langt mere økonomisk produktive (for eksempel Kina).
2. Den særlige type højreekstremisme støttes fuldt ud af et bourgeoisi, der er rædselsslagen over at miste sin økonomiske fremdrift til Kina.
3. Den særlige type højreekstremisme har ikke brudt sin forbindelse til neoliberalismen, men ønsker at uddybe neoliberalismen for at intensivere udbytningen af arbejdere, så den bedre kan konkurrere med asiatiske arbejdere.
4. Den særlig type højreekstremisme tilbyder en dagsorden, der er dybt antistatslig, når det gælder social omsorg, men meget statsvenlig, når det gælder lovens lange arm – hvilket får dem til at ligne de neoliberale teknokrater, men med en endnu hårdere holdning til nedskæringspolitik og vold. De har ikke brudt afgørende med den neoliberale dagsorden.
5. Den særlige type højreekstremisme bryder delvist med globaliseringens sprog og den transatlantiske konsensus. De er langt mere interesserede i nationale interesser. Men det betyder ikke, at de er uvidende om verdensøkonomiens struktur, som i dag er stærkt afhængig af verdenshandelen. Selv når det gælder den transatlantiske konsensus, følges den negative retorik ikke op med en udmeldelse af NATO og så videre.
6. Den særlige type højreekstremisme er fuldt ud dedikeret til det hyperimperialistiske projekt, der går ud på at bruge alle former for militært og diplomatisk pres på Kina og andre asiatiske lande for at få dem til at opgive deres udviklingsdagsorden og igen blive arbejdskraft for vestlige virksomheder og ikke producenterne af højtforædlede varer.
Red det kollektive liv
Den klassiske fascistiske kultur var en død kultur. Det var en kultur præget af falsk storhed og ægte vold. Den brød fuldstændigt med den liberale kultur, der gik forud, og med den kultur i arbejderklassen og hos bønderne, der var blevet styrket gennem årtier af kamp og opbygning af institutioner.
Den særlige type højreekstremisme er derimod en refleksion af den neoliberale kultur. Den har ingen egen kultur, men er en kopi, et brudt spejl af neoliberale fantasier og ønsker, en eksplosion af behov. Trump er ikke Hitler, men værten af The Celebrity Apprentice, hvor sloganet er, “du er fyret”.
Det globale nord, epicentret for en særlig type højreekstremisme, er gennemsyret af dekadence og fare. Der kommer ingen ny filosofi ud af det. Der er ingen intellektuelle, der leder det, ikke engang af den type nazistiske intellektuelle som Ernst Kriek, Martin Heidegger eller Carl Schmitt. Det er farligt, fordi det har en militær magt, der er i stand til at ødelægge verden: Næsten 80 procent af verdens militærudgifter afholdes af det globale nord og dets nære NATO+-allierede, og USA har over 900 militærbaser i udlandet (herunder mange på europæisk jord).
En del af vores kamp mod dette kulturelle sammenbrud er at redde det kollektive liv og bringe vitaliteten tilbage til kulturen. Dette er en dybere kamp end en politisk kamp. Det handler om at genopbygge tilliden til at afvise jagten på national ære og i stedet søge efter almindelige menneskers fantastiske historier for at opbygge frigjorte samfund. Verden har brug for mindre hierarki og mere lighed, mere søgen efter en fælles fremtid for menneskeheden. Det handler ikke om, hvilket land der er det største i verden, men om verden har været i stand til at overvinde menneskehedens dilemmaer – sult, analfabetisme, demoralisering…
Har vi et program, en ny teori for den verden, vi har brug for? Man kan ikke opbygge et program mod en særlig type højreekstremisme gennem frygt, som tilskynder til en tilbagevenden til den gamle neoliberalisme – en neoliberalisme præget af teknokrati og pseudohøflighed, men ikke desto mindre af nedskæringspolitik og krig. Ingen politik baseret på frygt kan opbygge en ordentlig socialistisk blok. Vi er nødt til at opbygge en politik baseret på håb og optimisme. Ikke gennem George Orwell og Sinclair Lewis, ikke gennem dommedagsprofetier. Men gennem tro på fremtiden. Det er den eneste vej frem.
Vijay Prashad er indisk historiker, redaktør og journalist. Han er forfatterstipendiat og chefkorrespondent for Globetrotter og er redaktør for Left Word Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, bl.a. The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er On Cuba: Reflections on 70 Years of Revolution and Struggle, Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism, og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of US Power.
Redaktionen har indsat mellemoverskrifter og ny overskrift. På https://zetkin.forum/fascism/ findes en engelsksproget version af foredraget, også i videoformat.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
