SORØ: Skoleelever viser kæmpe puslespil om bæredygtighed
Når Folkemødet i Sorø løber af stablen den 27. september, stiller en række virksomheder op på torvet for at vise, hvad lokale virksomheder gør for at reducere klimaaftrykket.
Som led i skole-virksomhedssamarbejdet har 3., 4. og 5. klasserne fra Sorø Borgerskole og 5. klasserne fra Pedersborg Skole sat klima og bæredygtighed på dagsordenen – med udgangspunkt i virkelige virksomheder og deres grønne tiltag.
Det er der kommet et kæmpe puslespil og en afstemning om bæredygtighed ud af, og klasserne viser det hele frem på torvet.
På Klimatorvet kan du også møde 17 lokale virksomheder, der arbejder med klima, bæredygtighed og grønne løsninger, og i teltet på midten af torvet kan du spille spillet Climate Fresk, et spil, hvor deltagerne ser årsagerne og forklaringerne bag klimaforandringerne, og den effekt de har på vores samfund.
Klima- og bæredygtighedstorvet finder sted i forbindelse med Holberg Folkemøde Sorø, lørdag den 27. september klokken 11-16.