Ukraine 2025 er ikke München 1938
Forholdene omkring krigen i Ukraine 2025 sammenlignes hyppigt og ukritisk med forhandlingerne om Tjekkoslovakiet i München 1938 mellem England, Frankrig og Tyskland. Vel er der omstændigheder, der ligner hinanden, men forskellene er endnu større, skriver Arne Lund.
Forhandlingerne i München 1938 handlede om at forhindre en europæisk storkrig ved at ofre Tjekkoslovakiet. Forhandlingerne om Ukraine handler om at styrke et land, så det med støtte fra allierede kan forsvare sig selv.
Alene derfor er sammenligningen misvisende og forsimplet. Alligevel får den lov til at sejle videre, takket være en udbredt historieløshed – også hos de, der skulle vide bedre.
At bruge eksemplet München 1938 i forbindelse med Ukraine 2025 passer imidlertid fint med den russofobe stemning, de fleste vestlige politikere søger at oppiske.
Historiske analogier har, ifølge forskere fra Yale, vist, at de kan påvirke offentlighedens opfattelse af bestemte politiske begivenheder og initiativer, og har i flere tilfælde givet politikerne den folkelige opbakning, de søgte.
Det er derfor nødvendigt at forstå grænserne for historiske analogier. Bruge dem forsigtigt. Huske på Mark Twains ord: Selv om historien nu og da rimer, så gentager den sig ikke.
Ligheder
Tjekkoslovakiet opstod efter Første Verdenskrig på ruinerne af det kollapsede østrig-ungarske dobbeltmonarki. Det, at landet bestod af to etniciteter, brugte Hitler som påskud til at kalde landet for en kunstig stat, selvom landets regering var demokratisk valgt af de to folkegrupper.
Hitler påstod også, at de cirka tre millioner sudetertyskere, i grænseegnene til Tyskland, blev diskrimineret af myndighederne og var udsat for majoritetsbefolkningens fjendskab, og dét gav ham ret til at intervenere i Tjekkoslovakiet. Blandt sudetertyskerne var der et nazistisk flertal, blandt andet takket være intens tysk agitation om “at komme hjem til Riget”.
Der er især i Baltikum, der var en del af det russiske zarrige frem til 1918, en ængstelse for, at når Putin “er færdig” i Ukraine, så kommer turen til dem.
Da Hitler truede med at ville erobre Sudeterlandet, hvilket kunne have udløst en europæisk storkrig, accepterede England og Frankrig i september 1938, at Hitler kunne besætte Sudeterlandet, hvilket skete to dage efter. Den tyske hær stod altså klar til at rykke ind i landet, uanset hvad der var kommet ud af München-forhandlingerne.
Den 15. marts 1939 erobrede Tyskland resten af Tjekkoslovakiet. Et halvt år senere invaderede Hitler Polen, og dermed brød Anden Verdenskrig ud.
Parallellerne til Ukraine er følgende:
Putin afviser, at Ukraine har nogen legitimitet, selvom landets ledelse har været demokratisk valgt, siden det blev selvstændigt i 1991 i forbindelse end Sovjets kollaps. (Så kan det diskuteres, hvor megen selvstændighed der var i forbindelse med Maidan-kuppet i 2014).
Også Putin slår på, at Ukraine består af flere etniciteter, og at der ikke findes noget, der hedder “ukrainere”; det er et kunstigt begreb. Der findes ifølge Putin en ukrainsk stat, men ikke en ukrainsk nation.
Putin hævder, at det russisktalende mindretal (cirka 20 procent af Ukraines befolkning) giver ham ret til at intervenere i Ukraine for at beskytte dem mod de overgreb og den diskrimination, de ukrainske myndigheder udsætter dem for. Han bruger andre ord, men reelt vil Putin have den russisktalende befolkningsgruppe “hjem til Riget”.
Vesten ønsker ikke direkte militær konfrontation med Rusland og afstår derfor fra alt for åbenlys intervention i Ukraine. I hvert fald på overfladen, for uden Vestens enorme våbenleverancer, know-how, efterretningsdata, økonomiske håndsrækninger med videre så var Ukraine kollapset for længst.
I slutningen af 1930’erne var der blandt mange europæere en frygt for, at hvis først Hitler fik Tjekkoslovakiet, hvilket land ville han så erobre? Denne frygt overføres til nogle af de tidligere sovjetrepublikker, der citerer Putin for, “at han vil genoprette zarrigets grænser”.
Der er især i Baltikum, der var en del af det russiske zarrige frem til 1918, en ængstelse for, at når Putin “er færdig” i Ukraine, så kommer turen til dem. At Putin vil komme de russisktalende mindretal i Baltikum til undsætning, der ofte behandles lige så diskriminerende eksempelvis med hensyn til sprog og kultur som det, der blev den russisktalende befolkningsgruppe i det østlige Ukraine til del. Mens EU’s udenrigskommissær Kaja Kalas var premierminister i Estland, blev der i landets parlament fremsat forslag om at fratage det russisktalende mindretal stemmeret og endda suspendere deres statsborgerskab.
Forskelle
Tjekkoslovakiet stod i 1938 alene, uden sikkerhedsgarantier fra England og Frankrig, da Hitler gjorde krav på Sudeterlandet. De to lande og Tyskland forhandlede om Sudeterlandet uden deltagelse af Tjekkoslovakiet, der blev ofret for at undgå en europæisk storkrig. Ofringen af Tjekkoslovakiet var appeasement – beroligelse. Krigen kom alligevel året efter, da Hitler gik ind i Polen.
Lige så vigtigt er det at understrege, at England og Frankrig ekspanderede i 1938 ikke på det europæiske kontinent. De var ikke ved at omringe Tyskland, sådan som USA og NATO har gjort med Rusland siden 1945, også efter Murens fald i 1989.
Det er denne ekspansion, Rusland fik standset med invasionen i Ukraine. Det skete ud fra den betragtning, at hvis ikke NATO blev stoppet her, så ville NATO brede sig til Moldova, Georgien og de øvrige Kaukasus-republikker og fortsætte hele vejen til Vladivostok (Ruslands største havneby, red.) Med andre ord: Splitte hele Rusland op i en række mindre, let håndterbare republikker, nemme at spille ud mod hinanden, lettere at udplyndre for Vesten og så svage, at de ikke kan true USA’s hegemoni.
Udenrigsministrene fra Tjekkiet og Slovakiet afviste ifølge AFP den 18. februar 2025 “enhver sammenligning med München 1938 […] situationen er helt anderledes i dag. I modsætning til Tjekkoslovakiet, så sidder Ukraine med ved forhandlingerne. Ingen vestlige lande foreslår, at Ukraines fremtid skal afgøres uden Ukraine.”
Da russerne invaderede Ukraine, var der i øst og vest en forventning om, at Ukraine hurtigt ville kapitulere. Ved udgangen af 2022 havde Ukraine imidlertid tilbageerobret halvdelen af de områder, russerne havde erobret i krigens første uger.
Til trods for snart tre års krig har russerne kun erobret én procent af Ukraine. Den solide ukrainske modstand står i kontrast til, at tjekkoslovakkerne overgav sig til Hitler, uden at der blev løsnet et eneste skud.
I dag får Ukraine massiv vestlig militær og økonomisk støtte. Vesten forsøger ikke at “berolige” Rusland, men at afskrække det og stoppe invasionen. For at sikre Ukraine som en uafhængig stat der kan modstå eventuel russisk aggression.
Vesten har iværksat (ofte virkningsløse) sanktioner, der imidlertid skader nogle af afsenderlandene (især Tyskland) mere end Rusland. Sanktioner er heller ikke beroligelse.
Hitlers ekspansionisme var baseret på racemæssig overherredømme og slavegørelse af befolkningerne i Østeuropa og Rusland. Putins mulige ekspansionisme er afgrænset til at genoprette zarrigets grænser og er ikke baseret på herrefolksdrømme, hvilket også vil være svært i et land med op mod 200 anerkendte etniciteter.
Topmødet i Alaska mellem Trump og Putin er – ikke overraskende – blevet kaldt et nyt München 1938, men Trump har ikke søgt at berolige Putin. Han har forlangt en afslutning på krigen og har erklæret, at Ukraine ikke kan optages i NATO – det samme gjorde Biden samt nogle europæiske lande. Trump har vist sig åben for, at Rusland kan beholde de erobrede områder samt Krim, men noget endeligt er ikke afgjort. Det er heller ikke appeasement, at Trump nu indfører told på 50 procent mod Indien og andre lande, der køber russisk olie og gas.
Den tyske konfliktforsker Maximillian Hess skrev i Al-Jazeera den 16. august, at det, der måske kan komme ud af mødet i Alaska, er “et nyt Jalta”. Dette er en henvisning til mødet i februar 1945 i Jalta på Krim, hvor Stalin, Churchill og Roosevelt opdelte Europa i de zoner, der var gældende indtil Murens fald i 1989. “Et Europa der inddeles i USA’s og Ruslands interessesfærer”, slutter Hess.
Et større udsyn
For at komme væk fra det europæiske perspektiv på München-analogien, lad da en stemme fra det globale syd runde af. Den tilhører Yu Bin, ph.d. ved Shanghai American Studies Association, der 13. marts 2025 blandt skrev følgende i Global Affairs:
“Europas afhængighed af München-analogien er problematisk set ud fra et historisk perspektiv og i den måde, den anvendes politisk. Europæerne insisterer fortsat på deres uskyld i Ukraine-konflikten, selv efter tre NATO-østudvidelser. De ser Putins tale på Sikkerhedskonferencen i München i 2007, hvor han advarede om, at den unipolære verden ville kaste verden ud i permanente militære konflikter, som den “trussel”, der ledte frem til Ruslands “uprovokerede invasion af Ukraine” i 2022.”
I samme periode er diplomati, forhandlinger og kompromiser blevet tolket som svaghed, forræderi og kapitulation. Som appeasement og München 1938.
Tiden fra omkring 1850 til 1945 har været én lang indreeuropæisk krig om territorier, grænser, ressourcer, ære og hævn – hjemme som oversøisk. Reelt kan der tales om nonstopkrige med kortvarige våbenhviler.
Ironisk at det var Sovjetunionen og USA, der i 1945 bragte Europas voldscyklus til ophør og lod denne blive afløst af Den Kolde Krig (“den lange fred”). Europa var ikke selv i stand til det, ligesom Europa i dag heller ikke evner at finde en fælles holdning hverken til krigen i Ukraine eller folkemordet i Gaza.
For nylig holdt den tidligere italienske premierminister Mario Draghi en tale, hvor han punkterede europæernes tro på, at med en økonomisk størrelse på 450 millioner mennesker, så kom der også geopolitisk magt og indflydelse globalt. Det var og er en illusion. Von der Leyens ydmygende møde med Trump i Skotland viste, hvor langt EU er villig til at gå for at tækkes USA, og hvor svagt EU står.
(Yu Bin kunne have tilføjet, at siden 60’erne har EU forsøgt at blive teknologisk uafhængig af USA og Fjernøsten inden for tech, produktion af chips og senest kunstig intelligens. Det går vist ikke særlig godt, min bemærkning.)
Verden er større og langt mere kompleks end det vestlige perspektiv, forgiftet af München 1938-analogier og Vestens evindelige den-stærkestes-kamp-for-at-overleve. Det globale syd afviste fra starten at tage stilling til krigen i Ukraine – den sås som endnu én af Vestens mange konflikter.
Det globale syd orienterer sig mod en helt anden vej, mod andre dynamikker og en frembrydende multipolaritet, hvor der tages reelle skridt mod en verden med ægte sikkerhed, udvikling og civilisatorisk sameksistens for alle, herunder også Vesten.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
56% af 750.000 DKK
420.050 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
