Snart ønsker kollegaer og venner hinanden god ferie. En tiltrængt ferie, et afbræk fra hamsterhjulet. Men over 40.000 børn i Danmark er konstateret fattige. De, som går i skole, får ondt i maven, når læren spørger i klassen om, hvad de skal lave i deres sommerferie.
Samtidig sidder vi og ser på TV, hvordan kendte gætter priser på, hvad det koster for et par dage i Danmark. Det er ikke billigt. Men hvor er der dog mange spændende og smukke steder i vores land, de kunne opleve.
I stedet oplever vores børn, at kolonierne er skåret væk, solgt fra eller steget med så stor selvbetaling, at mange må ty til velgørenhedsdonationer.
Hvor blev børnenes statsminister af? En regering, der bliver ved med at trylle milliarder frem til krig og ødelæggelse, fravælger bevidst vores børn en god opvækst. De må ofres, så andre børn kan dø. Samtidig skriger de på uddannet arbejdskraft. Hvordan skal et barn uden oplevelse og berigelse kunne rustes til en fremtid.
Da jeg var barn i 1970’erne, kaldtes vi nøglebørn, hvis vores forældre ikke havde råd til at holde ferie. Det betød, man havde nøgle til lejligheden, så man kunne låse sig ind og smøre en mad, når mor og far var på arbejde. Der var ingen i gårdene at lege med. Det er mange år siden.
Heldigvis begyndte politikerne at prioritere børnene dengang og ændrede udviklingen. Der kom kolonier i både skole, kommuner og klubber. Disse oplevelser var fælles for børnene. Man mødte fællesskaber, dannelse, pligter og udviklede lege sammen. Dette gjorde en kæmpe forskel for børns opvækst. En ballast man kunne tage videre med i livet. Den tid er forbi.
Både pengene og børnene er vores. Politikerne forvalter dem iskoldt uden samvittighed.
Nu pålægger politikerne forældrene ansvaret for et barns udvikling. Intet kunne være mere forkert. De fleste elsker deres børn, men har nødvendigvis ikke redskaberne eller de økonomiske muligheder for at fremme barnets potentialer.
Børn er berigende og nysgerrige. Men det hjælper intet, hvis samfundet ikke har ambitioner på deres vegne. Det er tydeligt, at vores samfund smider guld på gaden. Frem mod 2030 skal Børne- og Undervisningsministeriet spare 94 millioner kroner og Social- og Boligministeriet 118 millioner kroner. Ud over dette er der de årlige to procent, som alle institutioner fra vuggestue, børnehave, skoler, klubber, SFO til uddannelse og idræt skal skære ned hvert eneste år. Det sidste er den fungerende budgetlov, som Helle Thorning indførte under hendes regeringstid.
På forsiden af aviserne ser man jævnligt følgerne af disse prioriteringer. Vanrøgtede børn, manglende opsyn med private aktører, svigt og tvangsfjernelse. Fortvivlede forældre til børn med handicap eller psykiske diagnoser. Der er ingen retssikkerhed for børn, selvom man oprettede en ”slags børneombudsmand”. Men ser man på skandalerne, så virker systemet ikke.
Der er penge! Cepos regnede ud, at det vil koste en familie cirka 54.000 kroner om året at finansiere de fem procent af BNP til at opruste i NATO. Tænk hvad de penge kunne gavne, selv efter skat, en fattig familie. Tænk hvilken ferie de kunne få.
Forleden dag blev det offentliggjort, at mange kommuner rundt om i landet er begyndt at investere i krigsaktier. Det er jo profitabelt i denne urolige tid. Men da kommunerne alligevel ikke må bruge profitten på velfærd, hvad skal vores kommuneskat så der? Det er tyveri af vores penge. Hvorfor investerer politikerne ikke i børnenes fremtid? Det giver tusinde gange tilbage.
At investere i død og ødelæggelse i stedet for liv er en børnefjendsk politik. Vores penge bliver stjålet nu både fra stat og kommuner. Det er kapitalisme, det må alle børnefamilier huske, når de møder deres lokale politikere op til det kommende kommunevalg.
Det er hyklerisk at kræve flere normeringer i børnehaver, når de selvsamme partier stemmer for de fleste nedskæringsbudgetter i kommunerne og i Folketinget stemmer for krig og ødelæggelse.
Både pengene og børnene er vores. Politikerne forvalter dem iskoldt uden samvittighed. Så når organisationer som Mødrehjælpen og Røde Kors i disse dage sender tiggerbreve ud om, at man skal give en skærv til børnenes sommerkolonier, virker det tragikomisk set i lyset af alt det, der er nævnt her i dette skriv.
Skal børnenes ferie virkelig være afhængig af private bidrag, fordi vores krigsgale og børnefjendske politikere forvalter vores skat stik mod alles behov og råb om hjælp? Det kan ikke være rigtigt.
“Børnemagt nu!”, sagde vi i 1980’erne. Og der var et ordsprog, vi skrev som graffiti:
”Forældre er svære at forstå, hvis man ikke har haft dem fra små”.
Hvad gik der galt i politikernes opvækst?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. juni 2025 | 06:33
Jamen oplevelser og berigelse skal børnene nok få masser af, når de skal aftjene deres påtvungne milittærtjeneste, som regeringen og et næsten enigt folketing jo her i foråret har besluttet at indføre, ikke?!?
Bjørn Elmquist
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
