Ebba Hjortshøj Rasmussen er sovet stille ind fredag den 30. maj omgivet af sin familie. Med Ebbas bortgang er det sidste kommunistiske medlem af en sabotagegruppe i Danmark død.
Som kurer var Ebba med i modstandskampen, mens Danmark var besat af det nazistiske Tyskland 1940-45. Hun var den eneste kvinde i A/S Gruppen i Randers, som blev ledet af hendes storebror Aksel Sørensen.
Ebba nåede at opleve 4. maj i år, hvor Danmark kunne fejre 80-året for den fred og frihed, hun og modstandsfolkene kæmpede for.
Ebba levede et langt og rigt liv, som hun gerne fortalte om, især i de senere år. Tiden i modstandsarbejdet var hård med både tab, traumer, venskaber og vellykkede aktioner. Ebba lagde altid vægt på, at det var kommunisterne, der begyndte modstandskampen – og gik i samarbejde med alle gode kræfter.
Vidste besked før krigen brød ud
Ebba Viola Hjortshøj Rasmussen, født Sørensen, kom til verden 19. april 1926 i Nygade 6, Randers. Et kvarter i byen som hun selv kaldte “for småkårsfolk”. Faderen var søfyrbøder og moderen hjemmegående. Forældrene var kommunister og medlem af DKP, og snart fulgte Ebba og flere søskende med i ungkommunisterne, DKU.
Ebba tog realeksamen efter opfordring fra skolen, som havde spottet hendes kvikke hoved. Straks efter realeksamen kom hun i lære som butiksassistent hos en slagtermester. Det var gennem hans telefon, og mens hun var på arbejde, at hun modtog kodede meddelelser fra London til modstandsbevægelsen i Randers.
Ebbas rolle i kampen mod fascismen begyndte ikke med A/S gruppen i 1944. Allerede før besættelsen af Danmark i 1940 var hun som ungkommunist med til at forstyrre de lokale nazisters møder. I slutningen af 1930’erne modtog hendes familie tyske flygtninge, kommunister og jøder, der måtte skjules, for at den danske stat og politi ikke skulle returnere dem til fængsling, tvangsarbejde eller kz-lejre i Tyskland.
Bare noget der skulle gøres
Storebroderen Aksel Sørensen sagde til Ebba, at hun skulle være kurer for gruppen. Ebba har fortalt, at hun gjorde det både af tillid til broderen, og fordi modstandskampen var “noget, der bare skulle gøres”! Gruppen stod for både fabriks- og jernbanesabotager samt våbenmodtagelse.
Og hvis ingen havde gjort noget, ville de sejrende allierede, altså England, Frankrig, USA og Sovjetunionen, ikke have hjulpet Danmark. De første tre år af besættelsestiden samarbejdede den danske regering med besættelsesmagten – også med at arrestere kommunister og modstandsfolk.
Som kurer skulle Ebba lytte efter meddelelser fra BBC London, hvor kodeordet for hendes gruppe var “Lukas”. Så var det ud på cyklen i det pæne tøj for at danse på restauranterne med de unge mænd fra gruppen. Hun kinddansede med dem, mens hun hviskede til dem, hvor de skulle møde til aktioner og våbennedkastninger.
At være kurer var dybt illegalt og farefuldt. Ebba var gruppens forbindelsesled og kendte alle medlemmer. Desuden havde hun kontakten til bylederen “Dahl” alias W. Lonsdale. Hun vidste meget.
En gruppe holdt sjældent mere end et halvt år, heller ikke Ebbas gruppe. I slutningen af november 1944 var gruppen optrævlet af Gestapo. Ebba undslap, men skjulte sig alligevel en tid.
Videre for arbejdernes sag
Ligesom mange andre aktive fra modstandskampen har Ebba også oplevet, at det kunne være svært at tale om den periode. Af forskellige grunde som den stærke antikommunisme efter krigen, de natlige mareridt og en hverdag med mand og børn og arbejde der skulle fungere.
Ebba vidste, at hun var arbejder og var en kæmper for arbejdernes sag. Efter befrielsen fortsatte hun som butiksassistent hos slagteren. Hun blev senere tillidskvinde for de ansatte i Brugsen. Hun var aktiv i DUI Leg og Virke. Hun har været bestyrelsesmedlem i Boligforeningen Møllevænget Afd. 9 og senere ældrerådsformand ved Plejehjemmet Rosenvænget i Randers. Hun fortsatte i DKP, men fulgte senere Aksel Larsen over i SF.
Foreningen af Gestapofanger fra Besættelsen var uhyre vigtig for Ebba.
Hele livet tænkte hun på de kammerater, der – som hun sagde det – “gav deres liv for Danmark”. Hun deltog, alle de år hun kunne, ved kransenedlæggelsen 4. maj i Mindelunden på Skæring Hede ved Aarhus. Her blev fem unge modstandsfolk fra Randers henrettet i december 1943.
De senere år tilbragte hun på plejehjemmet Kildevang i Langå. Her sad vi ofte mange timer og talte om hendes liv. Vendte de samme historier fra krigens tid igen og igen. Det gjorde hende godt at fortælle. Så slap hun for mareridtene, sagde hun.
For de næste generationer
Når Ebba fortalte om modstandskampen, sagde hun altid, at hun var kommunist i hjertet, og journalister eller andre skulle ikke betvivle kommunisternes indsats, så blev hun skarp og skrap.
Og hun afskyede pynt og glimmer, som hun sagde. Ingen glorificering til hende, men nøgternhed og sandhed.
Det nåede at blive til mange portrætartikler i forskellige aviser, Familiejournalen og til en ganske fin lille film af søskendeparret Jonas og Sofie Rødtnes Markussen med titlen: En dans for livet.
Filmen fik premiere i Nordisk Films biograf i Randers, oktober 2021. Her sad Ebba i en fyldt sal omgivet af de to instruktører, presse, inviterede gæster og hele sin familie. De næste generationer som hun havde kæmpet for.
Bisættelsen finder sted på fredag 6. juni, Nordre Kapel i Randers klokken 13:00.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
