Se billederne
Pas nu på med at udråbe Rusland til vinder. De alternative medier var også sikker på at Assad ville vinde, men…
Log ind for at svareUkraine og Rusland mødtes i Istanbul mandag den 2. juni til en ny runde fredsforhandlinger. Som skrevet i Arbejderen mandag, lagde den ukrainske delegation deres krav ud i de vestlige medier. Den russiske delegation videregav deres krav direkte til den ukrainske delegation. De to lande står langt fra hinanden.
Ruslands krav handler om de grundlæggende årsager til invasionen og krigen. En del af det billede handler om den transatlantiske støtte til Ukraine. USA, EU og Storbritannien støtter Ukraine på et niveau, så der er tale om, at de fører en proxykrig mod Rusland. En proxykrig eller krig via stedfortrædere som NATO og EU er ved at tabe militært.
Realiteten på slagmarken er ubønhørlig. Lederne i en række lande i EU og Storbritannien kritiserer USA for at svigte, og fangeudvekslinger er det mest konkrete resultat indtil nu. Men bag de store overskrifter i nyhedsmedierne tegner der sig en række linjer, der viser baggrunden for, hvorfor der er forskel på tilgangen og positionerne internt i EU og USA.
Det er linjer, der viser, hvordan EU reelt set har mere at miste ved en fred i Ukraine, der imødekommer Ruslands krav, mens USA lettere kan trække sig. Måske endda har brug for at trække sig. Det handler blandt andet om transport af energi, vilkår for de store finanshuse og udfordringer med at genoprette industriel produktion, hvor EU og USA har forskellige syn på de emner.
I en tredje artikel vil Arbejderen kigge på, hvad USA’s fokus på Kina betyder for forskellene mellem USA og de europæiske magter.
Fra slagmarken til forhandlingsbordet
På slagmarken viser realiteterne gennem de sidste mange måneder en simpel historie. Markskel for markskel, landsby for landsby og frem mod den ene forsyningslinje efter den anden vinder Rusland frem. Ukraine satsede stort i sommeren 2023 og senest sommeren 2024 med angrebet ind i Rusland ved Kursk. Begge offensiver endte i nederlag og store tab, og Ukraine har ikke siden kunnet gennemføre en lignende offensiv.
Fronten er kendetegnet ved begrebet udmattelseskrig. Det kaldes også nedslidning, af det engelske attrition. Det er en form for krigsførelse, der er nødvendig, når de to hære er relativt jævnbyrdige, og begge har adgang til forsyninger og forstærkninger. Men Rusland ser ud til at vinde udmattelseskrigen.
Udmattelseskrig kan også beskrives som den industrielle slagmark. Hvert angreb koster meget store ressourcer for tilsyneladende små sejre. Det er lige så gyldigt for dagens dronebaserede og teknologitunge kampplads i Ukraine, som det var i skyttegravene under den Første Verdenskrig. Og som dengang er det afgørende i dag at erkende, hvordan man måler sejre og fremgang.
Udmattelseskrigen er netop målrettet mod modstanderens evne til at videreføre krigen. Styrkeforholdet og sejre måles ikke i antal erobrede kvadratmeter dag for dag. Målet er, at modstanderen for hver måned har en dårligere hær med ringere uddannede rekrutter og færre eller dårligere våben end måneden før, samtidigt med at ens egen hær bliver stadigt stærkere.
Det er en tidskrævende krigsførelse, det er en enormt blodig krigsførelse, og det er en krigsførelse med store ødelæggelser. Men Ukraine mister mere og bløder mere, end Rusland gør, og Vestens forsyninger til Ukraine er ustabile. Samtidigt er den russiske hær måned for måned stærkere. Ukraine forsøger at kompensere ved asymmetriske angreb, såsom spektakulære droneangreb inde i Rusland. Men de ændrer ikke udfaldet af udmattelseskrigen.
Den russiske ledelse i hæren og hos præsident Putin er godt klar over, at de er ved at vinde. Det afspejler den russiske attitude ved forhandlingsbordet. Spørgsmålet er, om Ukraines støtter i USA, EU og Storbritannien har samme erkendelse.
Der er forskellige toner om de russiske krav
De russiske krav til forhandlinger og freden er på mange måder de samme krav, der blev formuleret ved invasionen tilbage i februar 2022. De handler om, at Ukraine ikke skal være en militær trussel mod Rusland, et redskab for Vesten, for NATO eller EU.
Men siden 2022 har Rusland optrappet kravene. I dag kræver Rusland, at resten af verden anerkender både Krim og de fire områder Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson som russiske. Områder, Rusland ikke til fulde kontrollerer i dag. Men ifølge en række medier, såsom det amerikanske MSN, truede Rusland ved forhandlingerne i Istanbul den 16. maj med at kræve yderligere områderne Sumy, Kharkiv, Odessa og Mykolajiv, hvis ikke forhandlingerne kom i gang.
Vi er vidner til en historisk afkobling mellem de to dele af det transatlantiske system.
Richard Sakwa, britisk politolog
De russiske krav blev underbygget ved anden runde af forhandlingerne i Istanbul den 2. juni, hvor den russiske delegation ifølge New York Times gentog de territoriale krav, at Ukraines hær skal formindskes, samt at Ukraine skal være et neutralt land. En reel våbenhvile kan ifølge Rusland først komme på tale, hvis Vesten stopper våbenhjælpen, og Ukraine stopper deres sabotageangreb ind i Rusland.
Indtil videre afviser Ukraine blankt de russiske krav. USA har angiveligt meldt ud, at de overvejer at anerkende Krim som russisk. Eftersom der er tale om forhandlinger, der kan vare måneder endnu, kan meget ændre sig. Men det står fast, at en række ledere i EU samt Storbritannien afviser de russiske krav og argumenterer for at fortsætte krigen. USA virker mere imødekommende. Der er der flere grunde til.
Er det dyrere at skabe nye fabrikker i EU
Industri, energi, finans. Tre grunde til at de toneangivende lande i EU sammen med Storbritannien har andre mål med Ukraine i forhandlingerne med Rusland. Og på flere af områderne er det blevet endnu sværere for EU at trække sig, siden krigen startede for tre år siden.
Industrien i EU, særligt Tyskland, begyndte hurtigt at søge uden for egne grænser i starten af krigen. Dels på grund af de store forskelle i priser på energi, men også fordi lønnen er lavere, som beskrevet i denne artikel i Arbejderen. Store investeringer for milliarder af euro er enten forsinkede eller lagt i USA, Kina eller andre lande.
Læs også
Billig arbejdskraft kan også have en betydning. Millioner af ukrainere arbejder i EU-lande og Storbritannien. Før Ruslands invasion i 2022 var det officielle tal omtrent halvanden million. Siden er der registreret næsten fire millioner flere ukrainske flygtninge, hvor mange af dem har arbejdstilladelse. Der er ikke lavet samlede studier på EU-plan over, hvor meget de mange millioner arbejdere betyder i økonomiske termer. Men et studie fra Polen kan give et fingerpeg.
Fra 2002 til 2013 mistede Polen 1,3 millioner arbejdere til EU. Men fra 2014 og frem kom der flere millioner ukrainere til Polen. Ukrainske arbejdere har i perioden 2014 til 2019 bidraget med samlet set 13 procent af Polens økonomiske vækst. USA har til sammenligning, siden invasionen i 2022, modtaget omkring 240.000 mennesker fra Ukraine, og deres betydning for økonomien i USA er langt mindre end i EU og Storbritannien.
EU har ladet sig udmanøvrere af USA under krigen
Frem til krigens udbrud med den russiske invasion i 2022 og i hele den første del af krigen havde EU adgang til stabile forsyninger med forudsigelige priser af gas og olie fra Rusland. USA forsøgte i årene op til krigsudbruddet at afsætte både olie og gas, begge produceret via den enormt miljøskadelige og samtidigt dyre fracking, hvor giftstoffer pumpes ned i jorden for at presse råstofferne op.
EU sagde i første omgang nej til frackinggas og olie, og USA truede med sagsanlæg og sanktioner mod den planlagte rørledning Nordstream 2, der skulle fragte endnu mere gas fra Rusland til EU. Med den russiske invasion af Ukraine svarede EU med sanktioner mod russisk energi, og alt ændrede sig. I stedet for russisk gas i rørledningerne kom der nye terminaler med frackinggas fra USA, og det samme skete med olien.
Industrien i EU fik pludseligt nye kæmperegninger. Dels er det dyrere at producere gas og olie via fracking, og det er dyrere at sejle råstofferne over havet end at pumpe gennem en rørledning. Tvivl om sikkerhed i forsyningerne fik også priserne til at stige. Så priserne steg, og folkene i EU og Storbritannien fik det at føle, når de købte basale ting som varme og elektricitet.
Rusland solgte hurtigt sin gas og olie til lande som Indien og Tyrkiet, der solgte videre med god fortjeneste. Og USA blev atter nettoeksportør af olie og gas for milliarder.
Trussel mod finanskapitalen i EU
EU, Storbritanien og USA har indført en række sanktioner mod russisk sejlads med olie og gas. De sanktioner virker først og fremmst ved, at de russiske skibe ikke kan registreres og derved forsikres i vestlige selskaber. Uden forsikringer, ingen sejlads er målet.
Rusland har fundet andre steder at forsikre deres skibe, der ikke er under vestlig kontrol. Det er indholdet bag begrebet skyggeflåde – skibe, der ikke er forsikret gennem Lloyd’s. Det britisk ejede selskab Lloyd’s fungerer som en slags børs, hvor de vestlige forsikringsselskaber byder ind på skibsforsikringer – der i sagens natur kræver stor kapital at forsikre. Det gav i praksis længe Lloyd’s nærmest monopol på skibsforsikringer.
EU har tvunget Rusland til at forsikre uden om Lloyd’s. I første omgang mister de vestlige firmaer de russiske forsikringer. På sigt risikerer det at danne præcedens, så også skibe fra måske Kina, Indien eller mellemøstlige lande går uden om den vestlige kontrol. Det kan koste dyrt hos finanskapitalen i Storbritannien og EU.
Men også her er der stor forskel mellem Ukraines støtter. Storbritannien og EU står til at miste langt mere på en sådan udvikling end USA. Lloyd’s spiller en vigtig rolle i at fastholde London City som internationalt finanscentrum. Uden Lloyd’s vil London City have mindre betydning. Uden Lloyd’s kan New York blive det næste London.
Kan EU og Storbritannien bestemme over sig selv
Måske lederne i EU og Storbritannien kan se, hvad vej det bærer. Med Trump som præsident i USA er der tvivl om, hvor længe amerikanske soldater og våben kan bruges som redskaber for EU’s politik over for Rusland. EU’s politikere taler åbent om det nødvendige i at kunne producere egne våben. Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har endog foreslået en EU-kommissær for oprustning.
– På samme tid ser vi denne endeløse snak om Europas strategiske autonomi, som ellers har været i baggrunden i mange, mange år. Men nu er vi vidner til en historisk afkobling mellem de to dele af det transatlantiske system, konkluderer Richard Sakwa i en podcast på mediet Geopolitical Economy. Richard Sakwa er britisk politolog.
EU, de enkelte medlemslande og Storbritannien har de seneste tre år vedtaget investeringer og våbenpakker for tusinder af milliarder til europæiske våben. Men fabrikkerne lader vente på sig. Faktisk er importen af våben fra USA steget fra omtrent halvdelen af de samlede udgifter til nu to tredjedele, og det vil stadig tage to til tre år, fra fabrikkerne bliver grundlagt, og til de kan begynde produktionen, viser det tyske medie Deutsche Welle.
Tallene gælder for eksisterende våben. Hvis EU skal udvikle nye våben som kampfly, er perspektivet meget længere.
Politikerne i EU og Storbritannien vil nu have endnu flere penge og mere tid til at skabe den europæiske våbenindustri. Med Draghi-rapporten og ReArm Europe er der planer om fælles EU-lån til våben og planer om at undtage militærudgifterne fra de stramme regler for offentlige udgifter. Men for at planen skal virke, er der brug for amerikanske våben i Ukraine indtil da.
EU har ikke blot kortsigtede mål
– På mange måder virker EU’s tilgang som grænsende til tåbelighed eller ligefrem hensynsløs, hvor de ser ud til at prioritere kortsigtet støtte til Kyjiv frem for den bredere stabilitet og fremgang for sine egne medlemslande, kommenterer Ruel F. Pepa, pensioneret professor i politisk filosofi, på netmediet Global Research. Han opfordrer EU til at støtte fred i Ukraine.
Men måske den indædte støtte til krigen i Ukraine fra EU og Storbritannien i virkeligheden afspejler en anden, langsigtet og strategisk erkendelse. En erkendelse af at de ikke har råd til at tabe krigen i Ukraine. Hverken tabe den til de vilkår Rusland stiller op. Men heller ikke tabe den over for USA.
I den forstand viser krigen i Ukraine et klart billede af bevægelsen væk fra en unipolær verdensorden, hvor USA og den transatlantiske alliance kunne tjene på det meste, til en multipolær verden, hvor taktstokken i London og Bruxelles ikke rækker ud til alle verdenshjørner.
Der er – selvfølgelig – en modvægt til de mange argumenter om, at EU og Storbritannien er mere afhængige af en sejr i Ukraine end USA. Den modvægt ligger i Ukraines jord i form af aftalen om mineraler og investeringer fra april 2025 mellem Ukraine og USA. Ukraine har ratificeret aftalen for at holde USA i krigen.
Spørgsmålet om freden i Ukraine er derfor også et spørgsmål om, hvem der vinder på sejren, og hvem der vinder på nederlaget i en krig, der måske kan vare år endnu.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
