KØBENHAVN: Bevar de 42 handicapegnede rækkehuse på Langhusvej i Tingbjerg
Kom og vær med. Op til organisationsbestyrelsesmødet klokken 17 og repræsentantskabsmødet 27. maj markerer vi budskaberne:
Bevar de 42 handicapegnede rækkehuse på Langhusvej i Tingbjerg – som vedtaget i fsb repræsentantskabet.
Ophæv opsigelserne! Respekter beboernes indsigelser! Stop salgsplanerne!
Stop nedrivningsplanerne! Afvent EU-domstolens dom!
Skift ud i fsb-organisationsbestyrelsen ved repræsentantskabet 27. maj!
Vi vil markere over for organisationsbestyrelsen i fsb, at beboerne i de 42 handicapegnede rækkehuse har ret til at blive boende i deres hjem, ligesom det blev vedtaget på repræsentantskabet i maj 2022, at fsb skal arbejde for.
Hvad sker der?
EU-domstolens generaladvokat har 13. februar foreslået, at EU-domstolen dømmer den danske “ghettolovgivning” om nedrivninger, frasalg og tvangsflytning af beboere i almene boliger som direkte diskrimination og dermed ulovlig.
Boligselskaberne har sagt, at de vil afvente den endelige dom, men i virkeligheden har fsb efterfølgende opsagt beboerne i de 42 handicapegnede rækkehuse på Langhusvej i Tingbjerg.
Heldigvis har de beboerne, der har gjort indsigelse, ret til at blive boende, indtil fsb eventuelt og kun eventuelt om flere år vinder en retssag om opsigelsen, men det vil fsb’s ledelse helst ikke respektere, selv om det er, hvad loven siger.
Nu er der risiko for, at organisationsbestyrelsens flertal vil sælge grundene, som rækkehusene ligger på, til NREP, et privat firma med den tidligere overborgmester Jens Kramer i spidsen.
Det vil ikke være særligt medmenneskeligt. Hvis EU-domstolen dømmer, som generaladvokaten foreslår, så er det måske heller ikke lovligt, men derimod ansvarspådragende.
Ligesom i Blågårdssagen i 2021 er det tid til at sige stop.
Venlig hilsen
Beboerbevægelsen i fsb & Almen Modstand.