KØBENHAVN: Luftfotoaktion for vores syriske medborgere
Kom til luftfoto-aktion og kæmp med vores syriske medborgere, der risikerer at blive sendt tilbage til Assad-regimet!
Vi mødes og laver et smukt og solidarisk foto, som vi bagefter kan dele i hele verden og vise, at vi er mange borgere i Danmark, der kæmper for en human og solidarisk flygtningepolitik. Vi opfordrer alle til at komme i rødt tøj, så hjertet bliver så rødt som muligt. Vi stiller op med et banner i midten og menneskekæder i hjerteform rundt om dette.
Selve fotoet tages af en drone.
Vi mødes ved talerstolen i Fælledparken.
Sammen stiller vi følgende krav til regeringen:
• Det er helt uforsvarligt at ville sende flygtninge til Syrien. Før der er sikkert, skal ingen vende tilbage.
• Danmark skal ikke foretage udsendelser til Syrien eller presse nogen til at udrejse ’frivilligt’.
• Danmark skal følge anbefalingerne fra FN – og IKKE gå enegang ift. Syrien
• Danmark skal være sikkert og trygt for flygtninge.
Lad os sammen vise de syriske flygtninge hjerterum!
PROGRAM:
Velkommen Anne Lise Marstrand Jørgensen, forfatter og aktivist
Nadia Doumani, Syrisk gymnasielev
Fotoaktion med drone
Udlevering af kridt til videre aktion
BAGGRUND:
Tirsdag den 31. august møder tusindvis af danskere landet over op for at protestere imod regeringens planer om at sende syriske flygtninge tilbage til Damaskus og omegn. Området holdes i et brutalt jerngreb af Assad-regimet – det selvsamme regime, der fordrev flygtningene i første omgang. I København finder aktionen sted ved talerstolen i Fælledparken, hvor vi sammen med resten af landet med én stemme vil kræve et totalt STOP for inddragelse af syrernes opholdstilladelser.
Regeringens stramme kurs overfor de syriske flygtninge er ikke bare på kant med Flygtningekonventionen – det er simpelthen stik imod FN’s holdning, der klart og tydeligt lyder: Syrien er IKKE sikkert!
Dét budskab vil aktivister og organisationer tage til politikerne i mange byer i overalt Danmark, hvor Mellemfolkeligt Samvirke, DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Fællesinitiativet mod Racisme og Amnesty International indkalder til aktioner tirsdag den 31. august. Vi skal nemlig bygge videre på den stærke solidaritet som danskere i hele landet viste i maj, juni og juli, da de demonstrerede i tusindvis sammen med og for deres syriske medborgeres rettigheder. Og ikke mindst støtte de mange syrere, der uge for uge har afholdt daglige sit-ins foran Christiansborg for at få politikerne til at lade dem blive.
Som en syrisk flygtning sagde til sit-in: ”Jeg håber, at de syriske familier og børn ikke skal gå igennem at miste deres bosted og liv. Igen.«Det håb skal vi sammen gøre til virkelighed.For selvom flere syriske flygtninge har fået omgjort deres sager i Flygtningenævnet og fået lov til at blive i Danmark, fortsætter regeringens såkaldte ”hjemsendelsespolitik” med uhyggelig hast: Ikke nok med, at 48 syriske flygtninge har mistet deres opholdstilladelse i skrivende stund, er Udlændingestyrelsen nu i gang med at undersøge sikkerhedssituationen i provinserne Aleppo og Hassakah – to af de områder i Syrien, der er blevet allermest ødelagt af 10 års krig. Det vil i værste fald åbne for endnu flere inddragelser af syrernes opholdstilladelser.
Ifølge Natasha Al-Hariri fra DFUNK, Dansk Flygtningehjælp Ungdom, er sikkerhedssituationen i Syrien alt andet end fredelig og stabil:
”At der lige nu ikke falder bomber over dele af Syrien, er ikke det samme som, at der er fred. Assad har f.eks. lukket for nødhjælp til store dele af civilbefolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, fordi de bor i såkaldte ”illoyale” områder. Det er krig med andre midler end tanks og bomber.”Også Amnesty International advarer om, at tilbagesendelse af syrere kan resultere i alvorlige brud på menneskerettighederne.”Den syriske efterretningstjeneste er kendt for at stå bag tilbageholdelser og tortur af syrere, der har været i eksil, men som er vendt tilbage til Syrien. Det kan for eksempel skyldes, at de mistænker den pågældende for at være kritisk over for Assad, for at tilhøre en oprørsgruppe, eller for at have familiemedlemmer, der er det,” siger Lisa Blinkenberg, der er seniorrådgiver i Amnesty.
At de syriske flygtninge i Danmark overhovedet kan få inddraget deres opholdstilladelser skyldes, at loven i 2015 blev ændret sådan, at man som flygtning kan sendes i udrejseposition, hvis bare der sker forbedringer i de generelle forhold i hjemlandet.”Før Udlændingeloven blev ændret, kunne man som flygtning kun få inddraget sin opholdstilladelse, hvis der var tale om ”fundamentale, stabile og varige” ændringer i hjemlandet. Nu skal der bare ske en forbedring, hvilket i Syriens tilfælde betyder, at man er gået fra helvede på jord til ”et levende mareridt”, som FN’s generalsekretær for nyligt kaldte Syrien. Det kan Danmark ikke være bekendt at sende flygtninge tilbage til, og det vil vi sammen med tusindvis af danskere give regeringen besked på. Lovgivningen skal ændres, så flygtninge ikke skal balancere mellem et liv i Danmark og et ”liv” i Syrien, hvor de risikerer forfølgelse, tortur eller det, der er værre”, lyder det fra Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.