Vanskelig balancegang
Mindstesats og arbejdspligt gør ikke kun adopterede til andenrangsborgere
Der er bred enighed om, at vi ikke kan byde adopterede danskere på kontanthjælp at skulle leve for 6500 kroner om måneden. Hvorfor er det okay at tilbyde danskere med flygtningebaggrund det samme? spørger Signe Færch i denne blog.
|
Jeg forstår godt, at det har gjort stort indtryk på mange at høre danskere med adoptivbaggrund fortælle om, hvordan de mærker konsekvenserne af de nye kontanthjælpsregler.
At de føler sig mindre danske. Som andenrangsborgere.
Fremover vil alle borgere, der er kommet til Danmark efter 2. april 1968 og ikke opfylder beskæftigelses- og opholdskravene, nemlig modtage kontanthjælpens mindstesats og blive omfattet af arbejdspligt.
Det er barske regler, som træder i kraft 1. juli, og som ifølge politikerne er lavet i et forsøg på at få flere kvinder med ikke-vestlig baggrund ind på arbejdsmarkedet.
Men som vi længe har vidst, ville reglerne også ramme mange andre borgere – blandt andre danskere med adoptivbaggrund. I sidste uge måtte beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen erkende, at hun også kendte til denne konsekvens.
Det har vakt forargelse hos mange, og ministeren har lovet, at hun vil lave om på reglerne, så adopterede ikke længere er omfattet af dem.
Det er godt, når politikerne erkender deres fejl.
Åbenlys diskrimination
Men når nu ministeren alligevel er i gang med at kigge på loven igen, er vi nødt til at tale om det åbenlyse moralske problem:
Danskere, der er blevet hentet i lufthavnen som et-årige og siden er vokset op med jul og flæskesteg, vil politikerne ikke byde de nye regler om mindstesats og arbejdspligt.
Til gengæld har de ikke noget problem med at byde danskere, som er kommet til Danmark som et-årige på flugt fra krig, det samme.
Kan det virkelig passe, at vi tolererer så åbenlys diskrimination?
De lave ydelser og arbejdspligten kommer kun til at bidrage til én ting: At skabe desperation hos dem den rammer.
Lige nu sidder der en masse socialrådgivere i landets kommuner, som tager sig til hovedet over, at de skal være med til at implementere en lovgivning, som ikke bare giver moralske kvababbelser, men som set med socialrådgiverfaglige briller slet ikke giver mening.
Lave ydelser, aktivering for aktiveringens skyld og one-size-fits-all virker ikke. Uanset hvilken etnisk baggrund borgeren har. Det ved socialrådgiverne om nogen.
De lave ydelser og arbejdspligten kommer kun til at bidrage til én ting: At skabe desperation hos dem, den rammer, og gøre det endnu sværere for socialrådgiverne at bygge bro til borgerne og hjælpe dem med at skabe varige sociale forandringer i deres liv.
Skrot reformen, og start forfra
Jeg vil derfor opfordre politikerne til at droppe arbejdspligten og de lave ydelser og i stedet starte forfra. Hvis politikerne virkelig ønsker at hjælpe flere i job, er der brug for ressourcer til skræddersyede forløb, som tager udgangspunkt i den enkelte borgers situation.
Smid symbolpolitikken på gaden, og giv socialrådgiverne den faglige frihed og de arbejdsvilkår, som er nødvendige for at kunne hjælpe borgerne godt ind på arbejdsmarkedet!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13. marts 2025 | 08:52
