KØBENHAVN: Grønland, Trump og imperialismen – hvor står vi som socialister?
Offentligt møde i NV Bogcafé med oplæg og debat: Hvad sker der med Trumps trusler om at overtage Grønland? Skal vi acceptere oprustning for at “forsvare” Grønland? Hvad sker der med kravet om Grønlands ret til selvbestemmelse?
Det er nogle af de spørgsmål, som vi vil dykke ned i. Oplæg ved Niklas Zenius Jespersen efterfulgt af debat.
Trumps trusler har skabt fornyet debat om Grønland og imperialisme. Som socialister kæmper vi imod USA’s imperialisme. Ikke blot imod Trumps nye aggressioner, men imod den allerede eksisterende økonomiske udnyttelse og militære tilstedeværelse fra USA i Grønland og de forbrydelser, den har afstedkommet, blandt andet imod Thule-befolkningen.
Samtidig må vi i denne kamp også minde om, at længe inden USA kom til Grønland, var landet og befolkningen allerede domineret og udnyttet af en anden imperialistisk magt: Danmark. Som socialister i Danmark er det vores opgave ikke blot at bekæmpe andre landes imperialisme, men også vores egen stats og erhvervslivs fortsatte udnyttelse og dominans af Grønland, og vi må forsvare grønlændernes ret til selvbestemmelse og frihed fra udenlandsk dominans og stille os solidariske med progressive kræfter i Grønland.
I oplægget vil vi snakke nærmere om, hvordan både den imperialistiske udnyttelse og kampen mod imperialisme har udfoldet sig i Grønland, hvad situationen er i dag, ligesom vi vil tale om den politiske debat internt i Grønland og de forskellige fløjes politik. Vi vil også lægge op til debat om, hvordan vi udøver antiimperialisme i praksis her i Danmark. Og hvordan vi kan udøve solidaritet med progressive kræfter i Grønland, samtidig med at vi forsvarer, at det er grønlænderne selv, der skal afgøre deres fremtid.