Analyse
Denne artikel er oprindelig bestilt af og skrevet til tidsskriftet World Marxist Review. Tidsskriftet udkommer på kvartalsbasis. Det har hjemme i Kina og redigeres af kinesiske forskere og en bred kreds af marxistiske forskere fra hele verden. Artiklen er således skrevet med et internationalt publikum for øje. Tidsskriftet kan tilgås her: https://worldmarxistreview.org
***
Det sker ofte, at Danmark omtales som en model for en slags demokratisk socialisme. I USA har venstreorienterede dele af Det Demokratiske Parti som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez erklæret sig som fans af Danmark og dets “socialistiske velfærdssystem”.
Men faktisk er økonomien i Danmark – og de andre skandinaviske lande – ikke socialistisk, men kapitalistisk.
Den tidligere danske statsminister og tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen sagde under et besøg i USA: “Jeg ved, at nogle mennesker i USA forbinder den nordiske model med en eller anden form for socialisme. Derfor vil jeg gerne gøre én ting klart: Danmark er langt fra en socialistisk planøkonomi …”.
Velfærdssystemet opstod som et resultat af klassekamp og har været en vigtig bedrift for det danske folk.
I denne artikel vil jeg vise, at den statsejede sektor og den kooperative sektor ikke spiller en afgørende rolle i den danske økonomi. De afgørende kapitalsektorer er private. Det er rigtigt, at den offentlige sektor til reproduktion af arbejdskraften er relativt stor, men det ændrer ikke på samfundets kapitalistiske karakter.
Modsætningen mellem den private ejendomsret til produktivkræfterne og den sociale karakter af produktionsforholdene står således stadig i centrum af det danske samfund.
På samme måde vil jeg føre læserne gennem det danske velfærdssystem, hvorfor det opstod, hvad dets essens er, og hvordan det systematisk er blevet afviklet i løbet af de sidste 40 år.
Velfærdssystemet opstod som et resultat af klassekamp og har været en vigtig bedrift for det danske folk. De herskende klasser accepterede det, så længe der var brug for et klassekompromis for at administrere kapitalismen. Med den europæiske socialismes sammenbrud og neoliberalismens triumf forsvandt behovet for dette klassekompromis, og en proces med afvikling af velfærdssystemet tog sin begyndelse.
Nogle aspekter af den danske kapitalismes oprindelse
Lad mig starte med nogle ord om den danske kapitalismes fødsel.
I et land, der var domineret af selvejerbønder i landbruget, udviklede kapitalismen sig med skibsfart og handel i centrum. Da Danmark ikke har råstoffer og andre ressourcer af den art – olien i Nordsøen blev fundet langt senere – koncentrerede industrierne sig om skibsbygning for at hjælpe skibsfart og handel og hjælpeindustrier for at hjælpe med at fremstille forarbejdede produkter baseret på landbrug.
Den oprindelige kapitalakkumulation var i høj grad baseret på slavehandel og kolonial udnyttelse af besiddelser som De Vestindiske Øer samt på ruinering af det fattige proletariat på landet.
De ledende kapitalistiske kredse og de kapitalistiske selskaber og virksomheder var i vid udstrækning baseret på familieejede virksomheder, som – for de større af dem – med tiden blev omdannet til private virksomheder baseret på aktiebesiddelse.
Den danske kapitalisme var fra starten knyttet til det internationale marked, i første omgang først og fremmest Storbritannien (eksport af korn, bacon og svinekød), og den har altid været meget følsom over for ændringer og skift i de internationale økonomiske cyklusser og kapitalstrømme. Ikke desto mindre forblev hjemmemarkedet dominerende indtil de sidste årtier af det 20. århundrede.
Sammenlignet med andre lande kom det industrielle gennembrud sent, og landbruget fastholdt en dominerende position i første halvdel af det 20. århundrede. Gradvist, men langsomt, blev kapitalen mere og mere koncentreret, også på landet, hvor en næsten total kapitalisering har fundet sted.
Det borgerlige politiske system blev etableret politisk i 1849 med en ny forfatning, men indtil 1901 var det præget af flere tilbageslag. Fra 1901 har det nuværende parlamentariske flerpartisystem været fremherskende.
Arbejderbevægelsen blev styrket fra 1870’erne med oprettelsen af det revolutionære og marxistisk baserede Socialdemokrati i 1871, men var lige fra starten præget af kampen mellem den revolutionære og den reformistiske tendens. I 1916 trådte Socialdemokratiet ind i regeringen med ti ministre, stærkt kritiseret af Lenin.
Fra det tidspunkt blev Socialdemokratiet hjørnestenen i administrationen af det kapitalistiske samfund med ledende regeringsposter det meste af tiden. Partiet forlod de revolutionære positioner og vedtog en strategi for gradvist at ændre kapitalismen indefra.
Velfærdssystemet efter Anden Verdenskrig
Selvom elementer af et kollektivt velfærdssystem allerede dukkede op i perioden mellem de to verdenskrige, blev velfærdssystemet generelt formet efter Anden Verdenskrig i de nordiske lande, herunder Danmark.
De nordiske universelle og kollektive velfærdssystemer, som blev opbygget fra slutningen af 1950’erne og 20 år frem, var resultatet af en lang periode med klassekamp. Det var ikke en gave, men en hårdt tilkæmpet landvinding. Det var grundlæggende resultatet af en stærk fagbevægelse med en høj organiseringsgrad.
Den grundlæggende kerne i den danske velfærdsmodel er dens universalitet.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var der mange sociale konfrontationer og arbejdskampe. Efterhånden som arbejdernes organisationer blev stærkere, vandt de flere sejre. En del af bevægelsen omfavnede socialismen som et middel til at gøre en ende på den kapitalistiske udbytning. Det kommunistiske parti blev grundlagt i 1919.
I 1930’erne og 1940’erne intensiverede massearbejdsløshed, nød, fascisme og krig kravene fra en stærk arbejderbevægelse om fred, social sikkerhed, arbejde og politisk kontrol over økonomien. Kapitalismen havde mistet sin legitimitet på grund af sin dybe krise. På den anden side øgede det socialistiske Sovjetunionens resultater og dets afgørende rolle i at sikre sejren over nazismen og fascismen socialismens legitimitet. Samtidig var de kapitalistiske samfund under pres fra et konkurrerende økonomisk system i Sovjetunionen og Østeuropa.
I den situation indså de herskende klasser, kapitalisterne og deres organisationer, at de var nødt til at indgå et kompromis for ikke at blive fejet væk. De var nødt til at indlede forhandlinger med fagbevægelsen. Det var således af frygt for socialismen, at kapitalisterne gav efter for mange af arbejderbevægelsens krav og indgik et omfattende klassekompromis.
For reformistiske kræfter i arbejderbevægelsen betød klassekompromiset en accept af den kapitalistiske organisering af produktionen, den private ejendomsret til produktionsmidlerne og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. De fremstillede det kollektive velfærdssystem som et resultat af social fred og samarbejde med kapitalejere, som angiveligt var blevet mere humane og civiliserede.
De ignorerede det faktum, at velfærdssystemet blev gjort muligt, fordi arbejderklassen havde været i stand til at ændre magtbalancen mellem arbejde og kapital gennem hård klassekamp.
Nu til essensen af dette velfærdssystem, som det blev opbygget fra slutningen af 1950’erne.
I 1956 blev det besluttet at indføre folkepensionen som en universel rettighed for alle ældre. I de følgende år blev arbejdsløshedsunderstøttelsen forbedret. Fra 1970 blev der indført en universel studiestøtte, som gjorde det muligt for dele af arbejderklassen at få en videregående uddannelse. Andre sociale ydelser blev indført eller forbedret for syge og handicappede.
Samtidig blev velfærdsinstitutioner som plejehjem, daginstitutioner og uddannelsesinstitutioner kraftigt udbygget.
Generelt førte arbejderbevægelsens styrke til en generel tæmning af markedskræfterne i årene efter krigen. Konkurrencen blev dæmpet gennem politisk indgriben i markedet, der blev indført kapitalkontrol, og den offentlige sektor blev udvidet betydeligt.
I løbet af disse årtier blev der opbygget en stor offentlig sektor. Selv om der på kommunalt plan blev etableret en vis portion offentlig produktion, var den offentlige sektor generelt ikke etableret i produktionen, men i sektoren for reproduktion af arbejdskraften. Denne sektor var i vid udstrækning fjernet fra markedet, der blev ikke udvundet merværdi, og arbejdet blev ikke udført med det formål at skabe profit. I stedet var den offentlige sektor underlagt politisk kontrol.
Den grundlæggende kerne i den danske velfærdsmodel er dens universalitet. Den er baseret på lige adgang til sundhedspleje, social sikring og så videre og på en høj grad af universelle rettigheder. Og hvad betyder det?
* Rettighederne er klart definerede, lige for alle og ikke baseret på skøn.
* Rettighederne omfatter i princippet alle borgere (ikke kun folk i arbejde, for eksempel).
* De sociale ydelser og velfærdstjenesterne er finansieret gennem skatter.
* Alle har adgang til de samme ydelser.
* Ydelserne er tilstrækkelige.
Selv om velfærdssystemet stort set er universelt, har det aldrig været 100 procent universelt. Arbejdsløshedsunderstøttelse har for eksempel altid været baseret på forsikring, men blev mere universel i denne periode.
Neoliberalismens fremmarch og den europæiske socialismes fald
Da den økonomiske krise ramte i 1970’erne, gik kapitalen i offensiven, trak sig fra klassekompromiset og lancerede den neoliberale offensiv.
Kapitalkontrollen blev afskaffet, hele markedet blev dereguleret og liberaliseret, offentlige tjenester blev privatiseret, og der blev skåret ned på velfærden. Den Europæiske Union og dens krav om et liberaliseret marked for kapital og arbejdskraft blev en vigtig drivkraft i disse forandringer.
Samtidig var der et enormt pres på lønninger og fagforeningsrettigheder, hjulpet på vej af trusler om udflytning af produktion og brug af underbetalt arbejdskraft fra andre lande. Outsourcing af job og begreber som “lavtlønskapitalisme” opstod.
Den neoliberale offensiv blev ikke mødt med megen modstand. Fagbevægelsen var ikke forberedt på den nye situation.
Efter mere end 20 år med næsten konstant fremgang for velfærden begyndte det at gå galt i 1980’erne, hvor der var økonomisk krise og høj arbejdsløshed. Der blev blandt andet skåret i arbejdsløsheds- og sundhedsydelserne.
Denne proces startede i 1980’erne og blev fremskyndet i 1990’erne efter Sovjetunionens og Østeuropas sammenbrud. Kapitalismen var i offensiven i alle sektorer. Hvor velfærdsrettighederne havde været i højsædet, trængte forretnings- og profitmotiver sig på med bevidste beslutninger fra de herskende klasser og deres politiske repræsentanter.
Den offentlige sektor og dens velfærdsinstitutioner skulle drives som private virksomheder. Der var fokus på konstante nedskæringer og effektiviseringer, udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, fritvalgsordninger, favorisering af privathospitaler og mange lignende initiativer.
Fra dengang og frem til i dag er der sket en kontinuerlig forringelse af den kollektive velfærd.
Det sociale sikkerhedsnet, som skulle beskytte arbejderklassen og befolkningen i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, invaliditet, nedslidning og alderdom, er blevet ekstremt udhulet. Det gælder arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, kontanthjælp, efterløn, folkepension og førtidspension. Det gælder også studiestøtten, som i dag er helt utilstrækkelig.
Taberne er de fattigste og lavest lønnede. De bedre stillede har mulighed for at forsikre sig og vælge private løsninger, hvor velfærdsydelserne tørrer ud.
Som redskab for de store monopoler har EU været en drivkraft. Danske politikere har villigt støttet denne vej, for eksempel ved at tilslutte sig EU’s finanspagt med dens krav om stramme offentlige finanser.
Efter årtier, hvor den samlede fagbevægelse var en vigtig årsag til, at arbejderklassen i Danmark har tilkæmpet sig forhold, der betød bedre vilkår her end i mange andre kapitalistiske lande, har kapitalens offensiv de sidste 40 år efterladt arbejderklassen i Danmark og andre vestlige lande i en meget kritisk situation. Et nyt kompromis med kapitalen er ikke muligt.
Men det er meget vigtigt at slå fast, at de kollektive velfærdsrettigheder og de fordele, de betød for arbejderklassen og folket, slet ikke er døde. Tværtimod. De lever videre i arbejderklassens bevidsthed og kamp. Det, man engang nød godt af, er ikke glemt. Derfor er kampen for disse velfærdsrettigheder i høj grad levende.
Ligeledes findes der stadig en meget stor offentlig sektor, som ikke er knyttet til produktionen, men til reproduktionen af arbejdskraften. På trods af fortsatte liberaliseringer og privatiseringer drives det overvældende flertal af hospitaler, skoler, universiteter, daginstitutioner, plejehjem og andre institutioner af den slags af stat, regioner eller kommuner. Omkring 885.000 mennesker – ud af en samlet arbejdsstyrke på tre millioner mennesker – arbejder i denne sektor.
Men den offentlige sektors andel af den nationale økonomi falder hele tiden. Hvor der tidligere blev brugt cirka 30 procent af bruttonationalproduktet på offentlige tjenester, er beløbet nu faldet til 22 procent (1).
Ulighed og stigende klasseforskelle
På trods af velfærdssystemet har Danmark altid været et klassesamfund. Det er rigtigt, at sammenlignet med andre vestlige lande som USA og Storbritannien har ulighed og klassepolarisering været mindre markant og iøjnefaldende. Ikke desto mindre findes der klasseforskelle og ulighed i forhold til indkomst, formue, sundhed, uddannelse og så videre. Og med velfærdssystemets tilbagegang vokser de endda.
Når det gælder formue, besidder den øverste procent af befolkningen – de rigeste af de rigeste – næsten 25 procent af den samlede mængde formue og aktiver (2).
Der er en meget klar historisk tendens til stigende ulighed i de sidste 35 år.
Og de rigeste bliver rigere og rigere år for år. Alene i 2024 øgede de 100 rigeste personer i Danmark deres formue og aktiver til 175 milliarder dollars (3).
Størrelsen af disse 100 personers formue udgør et beløb, der svarer til over 40 procent af det danske bruttonationalprodukt (2023-tal).
Lad os nu forlade formuerne og se på indkomsten. Internationalt måles ulighed ofte ved hjælp af den såkaldte Gini-koefficient. Gini-koefficienten er et tal mellem 0 og 100. Jo tættere Gini-koefficienten er på 0, jo mere ligeligt er indkomsten fordelt. Hvis man ser på grafen (A), fremgår det, at Gini-koefficienten for Danmark i 2023 er 30,6. Men endnu mere interessant er den meget klare historiske tendens til stigende ulighed i de sidste 35 år. Ifølge dette mål er uligheden vokset med 50 procent i perioden fra 1989.
Hvis man sammenligner forskellige grupper af mennesker efter deres indkomst (se tabel B, baseret på tal fra Danmarks Statistik), ser man tydeligt, at de ti procent rigeste bliver rigere og rigere, mens indkomsten for de ti procent med den laveste indkomst kun oplever en beskeden stigning over en periode på 20 år. Og bemærk: Dette er efter fradrag af skat.
Hvis vi dykker dybere ned i tallene og kategoriserer i almindelige lønmodtagere, lønmodtagere med ledelsesansvar og selvstændige, er det i alle deciler fra bund til top de selvstændige og lønmodtagere med ledelsesansvar, der har fået mest i løbet af de sidste 20 år.
En af hovedårsagerne til den voksende ulighed er skattesystemet. Ideelt set burde skattesystemet beskatte de rige, virksomhedernes overskud, aktionærernes indtægter, spekulative aktiviteter, enorme overskud ved salg af boliger og så videre. Men det danske skattesystem er meget skævt. Lad os se på det.
Beskatning af virksomheder: Beskatningen af virksomheders overskud er systematisk blevet reduceret gennem årene. For 30 år siden blev de beskattet med 34 procent, men på grund af politiske aftaler er beskatningen faldet og faldet og ligger nu på 22 procent. Og som bekendt er kapitalistiske virksomheder eksperter i at indrette deres regnskaber på en måde, hvor overskud kunstigt afskrives.
Store multinationale selskaber som Coca-Cola, McDonald’s og Nestlé betalte i årevis ikke selskabsskat i Danmark og gør det nu kun, fordi den offentlige opinion har tvunget de danske skattemyndigheder til at handle. Mere end 6.500 virksomheder har ikke betalt dansk skat i mindst seks år – nogle helt op til 25 år (4).
Men hvad med at beskatte de rige for deres formue og aktiver? Tja, sådan en beskatning findes ikke længere. Ved en politisk beslutning blev den afskaffet fra 1997.
Desuden vejer indkomstskatterne relativt tungere på lave indkomster end på høje indkomster. Beskatningen af de højeste indkomster bliver systematisk lempet, og det samme gælder arvebeskatningen. Og sådan bliver det ved og ved:
Nye tal fra Finansministeriet viser, at den personlige indkomstskat vil blive reduceret med 13,5 milliarder dollars inden 2030. Mere end halvdelen vil gå til de rigeste 20 procent (5).
Uligheden fremmes også af det spekulative marked for køb og salg af boliger.
Sammenfattende udgør selskabsskatten i dag 9 procent og ejendomsskatten 4 procent af alle de samlede skatter, der betales. Indkomstskatter – der som vist ovenfor er ulige fordelt – udgør 58 procent.
Derudover beskattes næsten alle varer med en moms på 25 procent. Når man køber brød, salt, kød, grøntsager, tøj, medicin og så videre, er 25 procent af prisen moms til staten. Det belaster naturligvis mennesker med de laveste indkomster mest. Også energi, som er så nødvendig til opvarmning i de kolde vintre, beskattes hårdt.
Kort sagt favoriserer skatte- og momssystemet de rige og belaster de fattige.
Er der en betydelig kooperativ sektor i dansk økonomi?
I Danmark i dag giver det ikke mening at tale om en særskilt kooperativ økonomisk sektor.
Det er velkendt, at da kapitalismen var ved at modnes, opstod der en kooperativ sektor i Danmark. Lad os se lidt på dette, da der ofte spredes illusioner om dens natur og status i dag.
Den offentlige sektors andel af den nationale økonomi falder hele tiden. Hvor der tidligere blev brugt cirka 30 procent af bruttonationalproduktet på offentlige tjenester, er beløbet nu faldet til 22 procent.
Andelssektoren opstod i de sidste årtier af det 19. århundrede, først på landet, hvor bønderne på lokal basis dannede andelsselskaber: mejerier, slagterier, gartnerier, fiskeri, ægproduktion og så videre. I begyndelsen var denne bevægelse slet ikke forbundet med arbejderbevægelsen.
Efter nogle år slog fagbevægelsen og det socialdemokratiske parti – som på det tidspunkt stadig generelt havde revolutionære holdninger – ind på den kooperative vej. Nu bredte kooperativerne sig til byerne: bagerier, mejerier, bryggerier, kooperativ detailhandel – og senere en bredere vifte af kooperativer, der dækkede arbejdernes liv “fra vugge til grav”: kooperativ bankvirksomhed, et unikt realkreditsystem, kooperative boliger.
På trods af at andelsbevægelsen var vigtig for arbejdernes liv, indtog den på intet tidspunkt en dominerende eller endda afgørende del af den nationale økonomi.
Disse kooperativer forbedrede helt sikkert bøndernes og arbejdernes vilkår. I arbejderbevægelsen på det tidspunkt udbrød der en heftig diskussion om andelsbevægelsens natur og konsekvenser inden for kapitalismen. Både Marx og Lenin tog spørgsmålet op i de nye konflikter mellem revolutionære og reformister på det tidspunkt. De beskæftigede sig begge ved flere lejligheder med spørgsmålet om kooperativer inden for kapitalismen og kooperativer som en del af overgangen fra kapitalisme til kommunisme.
I forbindelse med den internationale socialistiske kongres i København i 1910 argumenterede Lenin for “den proletariske klassekamps linje, anerkendelse af værdien af andelsselskaberne som et våben i denne kamp, som et af dens subsidiære midler, og en definition af de betingelser, hvorunder andelsselskaberne virkelig ville spille en sådan rolle og ikke forblive simple kommercielle virksomheder” (min kursivering, LR-M) (6).
I Danmark argumenterede den revolutionære marxist Gustav Bang:
“Forbrugskooperativer er ikke revolutionære i deres natur og funktion, de forstyrrer ikke den kapitalistiske produktionsmåde, som danner grundlaget for det moderne samfund, de bærer ikke socialismen i deres skød.” (7)
Men på det tidspunkt havde det danske socialdemokrati tilsluttet sig ideen om det tyske såkaldte Gotha-program og var på vej mod reformisme. Så for dem udviklede andelsbevægelsen sig fra et redskab i klassekampen til et “fællesskab af kooperative øer”, der kan undergrave kapitalismen indefra.
Dermed blev andelsbevægelsen en strategi, da det var meningen, at den skulle være en demokratisk sammenslutning af arbejdere, som var klart overlegen i forhold til den konventionelle kapitalejede og -styrede form for virksomhedsorganisation.
Jeg skal ikke her dykke ned i den århundredlange udvikling, men det rækker at konstatere, at andelsbevægelsen i Danmark i dag har tabt til kapitalismen. Nye kooperative og demokratiske virksomheder er opstået, men ikke i et omfang, der ændrer samfundets kapitalistiske karakter. Den kooperative sektor kan ikke siges at spille en væsentlig ikke-kapitalistisk rolle i dagens kapitalistiske strukturer i det danske samfund.
De af de kooperative virksomheder, der ikke er forsvundet, har i dag overlevet som private virksomheder, baseret på aktionærer. Demokratisk ejerskab og indflydelse er degenereret til en illusion. Lad mig nævne de tre største virksomheder:
Arla Foods (mejeriprodukter). I dag den niende største mejerikoncern i verden efter fusioner og opkøb i Storbritannien, Tyskland, Holland, Belgien, Sverige og så videre. Dens markedsandel af produceret mælk i Danmark er 90 procent. Formelt er virksomheden ejet af mere end 12.000 andelshavere, men den drives som en kapitalistisk virksomhed uden reel indflydelse for andelshaverne. I virkeligheden er det et monopol med profit som drivkraft.
Danish Crown (bacon og andre kødprodukter). I dag den største eksportør af svinekød og den største producent af svinekød i Europa. En stor spiller på verdensmarkedet for kød. Koncernen har aktiviteter i 30 lande. Virksomheden er en almindelig privat virksomhed, der ejes af mere end 5.000 andelshavere. Den drives som en kapitalistisk virksomhed uden reel indflydelse for andelshaverne. I virkeligheden er det et monopol med profit som drivkraft.
Coop (detailhandel med fødevarer og forbrugsvarer, forbrugerkooperativ). Virksomheden er nummer to på det danske marked for dagligvarer og basisvarer. Den er kun aktiv i Danmark og er formelt ejet af sine omkring to millioner andelshavere. I 2024 blev den delvist solgt til en anden virksomhed. Det er nu også en del af en af de største arbejdsgiverorganisationer og dermed forpligtet til at repræsentere kapitalistiske interesser. Coop opretholder en form for lokal indflydelse gennem generalforsamlinger for medlemmerne. I virkeligheden er det et monopol med profit som drivkraft.
Disse tidligere kooperative virksomheder er i dag dominerende monopoler i det danske samfund. De er blevet og agerer som “simple kommercielle virksomheder”.
Ud over disse meget store monopolistiske tidligere kooperative virksomheder er der opstået en række mindre virksomheder, forretninger og håndværk, som er baseret på kollektivt ejerskab og demokratisk organisering. De tilbyder jævnligt bedre arbejdsforhold og mere indflydelse til de ansatte. Men de udgør ikke en målbar del af landets samlede økonomi.
Statsejede virksomheder i Danmark
Sammenlignet med andre kapitalistiske lande med en betydelig og veludviklet offentlig sektor har statsejede virksomheder traditionelt haft mindre indflydelse på den danske økonomi.
I Danmark har den statsejede sektor generelt ikke omfattet produktion og fremstilling (nogle statsejede virksomheder inden for militært udstyr undtaget). De har hovedsageligt været koncentreret om infrastruktur, hvor staten i et lille land som vores med begrænsede ressourcer har påtaget sig rollen som “fælleskapitalist”.
I dag ejer den danske stat helt eller delvist 24 virksomheder. 14 er organiseret som private selskaber baseret på aktiebesiddelse, otte er selvstændige offentlige selskaber, og to er partnerselskaber (8).
Nettoomsætningen i disse virksomheder udgjorde i 2017 (seneste tilgængelige statistik) et beløb, der svarer til 7,7 procent af det danske bruttonationalprodukt. Omkring to procent af den samlede arbejdsstyrke var ansat i disse virksomheder (9).
I nogle af selskaberne er staten eneejer, mens den i andre er en af ejerne. Selskaberne varetager en række funktioner, men opererer “samtidig under stort set samme vilkår som i den private sektor”. (10)
Den danske stat og Folketinget bruger ikke det offentlige ejerskab til at øve politisk indflydelse på selskaberne. Staten forklarer, at den er med for profittens skyld:
“Finansministeriet udøver sit ejerskab med henblik på at opnå størst mulig værdiskabelse i selskaberne …” (11)
Nu er staten i Danmark ikke en arbejderstat. Det er en borgerlig stat, hvor kapitalistklassen bestemmer og regeres af forskellige partier, som agerer inden for de samme neoliberale rammer. Siden midten af 1990’erne har der således været ført en bevidst politik for at begrænse statsejede virksomheder og statens indflydelse til et minimum.
Privatiseringer, outsourcing og liberaliseringer har stået øverst på dagsordenen i de sidste 30 år. Et af de mest opsigtsvækkende eksempler er salget af store dele af energiselskabet DONG Energy (nu Ørsted) i 2013 til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Senere blev energiselskabet børsnoteret, og Goldman Sachs solgte ud af sine aktier med en kæmpe fortjeneste. I dag ejer den danske stat 50,1 procent af aktierne.
Statens andel i det nationale danske postsystem er blevet minimeret, og postsystemet er blevet liberaliseret med den konsekvens, at Danmark fra 2024 ikke længere har et nationalt postsystem med forpligtelse til at levere post til alle.
Det nationale togsystem DSB er en statsejet virksomhed, men det er en uafhængig offentlig virksomhed, der er adskilt fra demokratisk indflydelse. Dele af DSB (for eksempel togvedligeholdelse) er blevet udliciteret og er blevet en privat virksomhed baseret på aktiebesiddelse.
Som en modsatrettet tendens købte den danske stat for nylig alle aktier i Københavns Lufthavn.
Det systematiske salg, udlicitering, liberalisering og skabelse af virksomhedskonstruktioner, der mindsker den offentlige indflydelse, er stærkt påvirket og endda reguleret af EU. I en række EU-direktiver er medlemslandene forpligtet til at privatisere eller liberalisere visse sektorer af deres økonomi. Det gælder for eksempel postvæsenet og energisektoren. EU er således blevet en drivkraft for at minimere statens og det offentliges indflydelse.
De lokale kommuner er stærkt begrænsede i at etablere offentlig produktion. Loven foreskriver, at den lokale kommune ikke kan etablere produktion eller andre virksomheder, hvis de erstatter private virksomheder.
Alle banker i Danmark er private virksomheder, og det er strengt forbudt for staten og de lokale kommuner at gå ind i bankvirksomhed.
Så når det drejer sig om ejerskab og kontrol over produktionsmidlerne, er statens rolle, “det fælles bedste”, begrænset. Men hvor begrænset?
Hvis man ser på den andel, som offentlige aktiviteter – produktion og service – udgør af den samlede økonomi, ser det ud til at være relativt stabilt over tid. Tal fra de sidste 50 år viser, at den som minimum udgør 17 procent og som maksimum 22 procent. Andelen svinger i forhold til kriser eller højkonjunkturer i den private økonomi.
Så det ville være rimeligt at konkludere, at den offentlige del af den danske økonomi udgør lidt mindre end en femtedel (12).
Når man beskæftiger sig med den offentlige sektor i Danmark, er der nogle vigtige faktorer, man skal huske på. Da Danmark ikke har mange naturressourcer som mineraler og olie, har kapitalen tidligt investeret i udviklingen af den menneskelige arbejdskraft og dens uddannelse. Til det formål har en velfungerende offentlig sektor været vigtig.
Desuden ser man en voksende sammensmeltning af offentlig forskning og privat produktudvikling. Et eksempel er medicinalvirksomheden Novo Nordisk, som strækker sin indflydelse overalt i den offentlige sundhedssektor og påvirker forskningen med midler, som den selv nyder godt af i udviklingen af nye produkter til verdensmarkedet.
Så selv om vi har en stor offentlig sektor, er den ikke en konkurrent til den private sektor på vigtige områder, men snarere en forudsætning for danske virksomheders succes inden for eksempelvis sundhed.
En globaliseret økonomi
Som et lille land med relativt begrænset industriel produktionskapacitet har Danmark været afhængig af verdensmarkedet og sårbar over for dets op- og nedture, lige siden kapitalismen for alvor tog fart med industrialiseringen for 150 år siden.
Med handels- og skibskapitalen som motor og landbrugseksporten som en ekstremt vigtig indtægtskilde har det altid været umuligt at forestille sig kapitalistisk vækst i Danmark isoleret fra det internationale marked.
I løbet af de sidste 30-40 år er der imidlertid sket en kvalitativ ændring i den danske kapitalisme, dels i forbindelse med EU-medlemskabet i 1973, dels i forbindelse med indførelsen af EU’s indre marked i 1986.
Der er sket en reel internationalisering af den danske økonomi i form af, at udenlandsk kapital er kommet ind i Danmark, og at dansk kapital er blevet placeret i udlandet.
På grund af den danske erhvervsstruktur, især det danske landbrugs dominerende position langt ind i anden halvdel af det 20. århundrede, er denne internationalisering sket relativt sent i forhold til resten af verden. Vi skal tilbage til 1970’erne og 1980’erne, måske endda ind i 1990’erne, før den for alvor slog igennem.
I dag er internationalisering imidlertid et dominerende grundvilkår for dansk økonomi.
Udenlandsk ejet produktion udgør 22 procent (2022) af den samlede produktion i vores land. Andelen er faldet en smule, men den har været relativt stabil de sidste 15 år, hvor den har svinget omkring en fjerdedel af den samlede produktion. Tilsvarende arbejder 22 procent af de ansatte for udenlandske virksomheder (13).
Danske virksomheder placerer i stigende grad produktion og arbejdspladser i udlandet. Her er det værd at nævne to danske privatkapitalistiske giganter: medicinalvirksomheden Novo Nordisk og rederiet Mærsk.
Mens Novo Nordisk har omkring 30.000 ansatte i Danmark, har virksomheden over 60.000 ansatte i 80 lande verden over. Virksomheden er så stor, at dens resultater alene afgør, om den danske økonomi går i recession eller flyder oven vande. Strukturen er så internationaliseret, at det er svært at se, hvor de danske aktiviteter slutter, og de udenlandske tager over. I en mellemstor dansk by, Kalundborg, arbejder hver fjerde indbygger hos Novo Nordisk, og byens skæbne er helt afhængig af den enorme medicinalvirksomheds resultater og de private ejeres beslutninger.
Den verdensberømte Mærsk-virksomhed med den syvtakkede blå stjerne har i et århundrede domineret den danske kapitalistiske udvikling. Den beskæftiger omkring 85.000 mennesker, men kun en brøkdel af dem i Danmark. Dens indflydelse på dansk politik er berygtet og almindelig kendt, og det samme er den enorme rigdom, som familien bag virksomheden trækker ud af arbejderne verden over. Traditionelt er Mærsk-koncernen tæt forbundet med USA-imperialismen og fungerer også som transportør af våben og militært udstyr til de mange amerikanske krige.
Kapitalstrømme over grænserne og udenlandske direkte investeringer (FDI) er stigende. I årtiet 2013-2023 voksede danske direkte investeringer i udlandet med 170 procent. Danske kapitalister investerer stadig hovedsageligt i andre europæiske lande (24 procent), men USA får stadig større vægt (16 procent), mens euroområdet falmer over tid. Også Asien får stigende vægt (16 procent plus 2 procent til Kina) (14).
Dansk kapital er mere interesseret i at søge profit i udlandet, end udenlandske virksomheder er i at søge profit i Danmark. Danske direkte investeringer i udlandet er cirka dobbelt så store som de direkte investeringer, der kommer ind i Danmark.
Sammenfattende kan man i dag sige, at den danske økonomi er uløseligt sammenvævet med den internationale økonomi. For kapitalistklassen er der ikke længere nogen nationale interesser at tage hensyn til.
Den danske samfundsøkonomis kapitalistiske karakter
Efter at have analyseret sammensætningen af den danske økonomi står det klart, at det er en kapitalistisk økonomi. Karakteren af det samfundsøkonomiske system i et bestemt land defineres i sin essens ikke af størrelsen af den statslige sektor eller størrelsen af den offentlige sektor. Det defineres af 1. hvem der ejer produktionsmidlerne som helhed, og 2. hvilke(n) klasse(r) der kontrollerer den politiske magt og staten.
Den danske økonomi er uløseligt sammenvævet med den internationale økonomi. For kapitalistklassen er der ikke længere nogen nationale interesser at tage hensyn til.
Selv om den statslige sektor er relativt stor (hvilket faktisk ikke er tilfældet i Danmark), og selv om den offentlige sektor til reproduktion af arbejdskraften er stor (hvilket er tilfældet i Danmark), ændrer det ikke samfundets kapitalistiske karakter, fordi de afgørende dele af kapitalen er private, og den politiske magt ikke er i hænderne på arbejderklassen og dens allierede.
Modsætningen mellem den private ejendomsret til produktivkræfterne og den sociale karakter af produktionsforholdene forbliver i centrum.
På den anden side er eksistensen af en stor offentlig sektor til reproduktion af arbejdskraften absolut betydningsfuld for arbejderklassens og dens allieredes kamp. Under danske forhold indtager den en særlig rolle i arbejderklassens kamp for kollektive rettigheder og serviceydelser og udgør dermed en vigtig strategisk slagmark. De mange tusinde ansatte er uundværlige for arbejderklassens reproduktion og udgør et vigtigt klassekampsfællesskab.
Selvom en tilbagevenden til gamle dage og til gårsdagens velfærdssystem ikke er mulig inden for kapitalismens rammer, kæmper kommunisterne til enhver tid mod alle forsøg på at underminere og afvikle den offentlige sektor til reproduktion af arbejdskraften, den offentlige velfærd og sociale ydelser. Vi kæmper for at forhindre privatiseringer og indførelse af profit som drivkraft i velfærd, sundhed og uddannelse. Denne kamp har en enorm mobiliseringseffekt i klassekampen for socialisme.
Noter:
3)
https://ugebrev.dk/wp-content/uploads/2023/11/De-100-rigeste-2024.pdf
4)
https://finans.dk/erhverv/ECE15841699/ny-liste-store-selskaber-betaler-fortsat-ikke-skat-i-danmark
6) Lenin, Collected Works, Progress Publishers, 1974, Moscow, Volume 16, siderne 275-283
7) Pelle Dragsted, Nordisk Socialisme, s. 199
8) https://fm.dk/arbejdsomraader/statens-selskaber/.
9) https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=24562
10) https://fm.dk/arbejdsomraader/statens-selskaber/
11) https://fm.dk/arbejdsomraader/statens-selskaber/
12) Datasæt udarbejdet af Carl-Aage Jensen til denne artikel på basis af tal fra Danmarks Statistik
13) Danmarks Statistik
14)Baseret på 2023-tal fra Danmarks Statistik
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, marts 2025.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
