KØBENHAVN/ONLINE: Hvordan kan mindre mobilitet blive til bedre mobilitet?
Hvordan kan overforbrugende danskere blive glade for mindre og bedre mobilitet? Og hvordan kan en svulmende fysisk infrastruktur hackes og bruges bedre på andre måder?
Det vil Toke Haunstrup Bach Christensen fra AAU prøve at svare på, når Netværket for Bæredygtig Transport inviterer til formiddagsmøde på torsdag den 9. januar klokken 11:00-12:30.
Man kan deltage fysisk ved fremmøde eller via Zoom – der er ikke krav til tilmelding. Mødet finder sted i Græsrøddernes Hus, Studiestræde 24, stueetagen (gennem gården). Klik her for at deltage via Zoom (kodeordet er 342474).
Med en accelererende klima- og biodiversitetskrise er der behov for at nytænke transportpolitikken og den praktiske mobilitet. Toke vil med afsæt i forskningen inden for sufficiency (“tilstrækkelighed”) undersøge, hvordan vi skal forstå hverdagens mobilitet, og hvordan den kan nytænkes.
“Omprogrammering” er et nyt princip i planlægningen, hvor målet er at modificere og gentænke eksisterende infrastruktur på måder, der understøtter en langt mindre ressourcekrævende transportform. For eksempel ved at omdanne vejspor på motorveje til Bus Rapid Transit.
Vi håber, vi ses! Venlig hilsen, NOAH.