KØBENHAVN: Klimapsykologi
Det virker, som om vores ledende politikere kæmper desperat for at fastholde det samfund, der har skabt klimaforandringerne. Samtidig dør vores havmiljø, grundvandet forgiftes, og dyrearter forsvinder. Men vi skal stadig forbruge mest muligt, prioritere de mest energikrævende transportmidler, spise rigeligt med kød, bo på et stigende antal kvadratmeter – og samtidig realisere infrastrukturprojekter, som tiden er løbet fra.
Mirakelmidlet til at holde sammen på det hele skulle være en næsten ubegrænset energiforsyning fra kæmpestore havmølleparker.
Nu ser det ud til at svipse, og skiftende regeringer har spildt mindst fem år. Dengang de gyldne løfter blev båret frem af begejstrede ministre, var indpakningen en hockeystavmodel, som i sidste ende – påstod de – ville være i stand til at skabe en tryg og ubekymret velstand.
Det er nok kun et en lille del af befolkningen, som er overrasket i dag – de fleste vi sikkert påstå, at det havde de alligevel aldrig troet en døjt på. Resten har næppe troet på hverken det ene eller det andet. De har taget det som en selvfølge, at de folkevalgte var i stand til at træffe de rigtige overordnede beslutninger.
I alle grupper er der folk, der nu kommer ud i svære livskriser. Man tvivler på sig selv, man tvivler på sin partner (hvis man har en), på vennernes dømmekraft, man tvivler på politikernes ærlighed, man tvivler på medierne – man mest af alt tvivler man på velfærdssamfundet overlevelse. Og man gruer for den fremtid, der venter de børn, man holder allermest af – eller som man har glædet sig allermest til.
Det kan gøre ondt, men vi må lære at håndtere vores tilværelse, selv når modløsheden bliver til fortvivelse, og følelsen af svigt bliver til smerte. For det er naturlige reaktioner på en vanskelig situation, som er skabt af politiske beslutninger, der har manglet perspektiv.
Oplæg ved Solveig Roepstorff, psykolog, Climate Pscyhology Alliance, i Rigsdagsgården, torsdag den 19. december klokken 8:30-9:30.
