KØBENHAVN: Ny roman af Per Bregengaard
I anledning af udgivelsen af er Bregengaards eksistentielle og politiske, essayistiske roman: Aldrig længere væk end en tanke – vores venskab i min hjertehjerne med en håndfuld sange og digte af Birger Hauptmann og illustreret af Lasse Iversen, så inviterer forlaget Solidaritet til boglancering.
Onsdag den 11. december klokken 16:30-19:00 i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, København N.
Romanen tegner sprøde relationer mellem det liv, romanens “jeg” lever gennem sin færden og tilstand, og det “jeg” tumler med i hjertehjernen, ikke mindst i en indre dialog med en afdød ven. Den handler om venskab, kærlighed og døden og om evigheden, historien og ideologien. Det drejer sig om tro og håb, at skabe de store sammenhænge og få mening i tilværelsen. Der er meget at ordne og binde røde sløjfer om. Bogen har selvbiografiske træk, ikke mindst knyttet til ’68.
Leif Mikkelsen, redaktør, byder velkommen og introducerer udgivelsen og forlaget Solidaritet. Per Bregengaard, forfatter, fortæller om bogen, anledningen til den og dens socialistiske formål. Henrik Poulsen, Dansk Forfatterforening, formand for de faglitterære, byder ind på, om en hybrid mellem en roman, faglitteratur og et eksistentielt-politisk manifest giver mening og kan være god litteratur?
Alle er velkomne.