Jeg magter det ikke, eller hvad?
En af de største udfordringer i mit nye job i socialpsykiatrien er, at det forventes, at jeg anvender magt om nødvendigt, skriver Lene Reinseth i denne blog.
|
Tilbage i juni i år startede jeg nyt job.
En af de største udfordringer i mit nye job er, at det forventes, at jeg anvender magt om nødvendigt. Der er tale om skånsom magtanvendelse i den yderste konsekvens, men mit erfaringsgrundlag bygger kun på få tilfælde, hvor jeg har været nødsaget til at anvende magt og dette kun i en forhåndsgodkendt magtanvendelse.
Der er meget stor forskel på at udføre en magtanvendelse, som man er forberedt på og kan planlægge ned til mindste detalje, og en magtanvendelse som opstår på baggrund af en akut opstået hændelse.
Jeg og mine kolleger har lovhjemmel til at anvende magt overfor et andet menneske. Vi har mulighed for at tage fat, at lægge en person ned, at fastholde en person, at føre en person fra et sted til et andet, at kropsvisitere ved at få personen til at skifte tøj og tømme lommer, at kunne undersøge tasker og drikkevarer, at kunne udføre rumundersøgelser.
Det gælder, hvis der er tale om en begrundet mistanke om, at vedkommende er i besiddelse af euforiserende stoffer og/eller alkohol. Eller der, hvor det vurderes, at personen er til fare for sig selv eller andre. Eller der, hvor personen ikke overholder husordenen på stedet, eller personen vurderes selvmordstruet, og der er risiko for, at personen tager sit eget liv.
Der er tale om en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, og magtanvendelsen skal være så skånsom som mulig. Mine kolleger og jeg har alle været på kursus i skånsom magtanvendelse, så vi er så godt klædt på som muligt.
Fylder meget i bevidstheden
Selvom jeg møder ind på job vel påklædt i skånsom magtanvendelse, fylder det hver dag i min bevidsthed, at jeg skal anvende magt, hvis det er nødvendigt. Jeg tænker, at det er sundt at forholde sig kritisk til sin egen praksis, at et vigtigt element i det pædagogiske arbejde er at kigge sig selv over skulderen løbende.
For en del af arbejdet kommer med tiden til at ligge på rygraden, og så forholder vi os ikke længere til det, vi udfører det bare. Uanset, hvor travlt vi har i vores hverdag, må vi aldrig glemme at forholde os kritisk og nysgerrigt både til os selv men i høj grad også til vores omgivelsers praksis. Ellers kan der opstå forråelse.
Hvis vores kommunikation enten verbalt eller nonverbalt ligger til grund for, at en konflikt eskalerer, og ender ud i en magtanvendelse, er der i min optik tale om overgreb.
I forbindelse med en udøvet magtanvendelse starter et stort skrivearbejde. Her beskrives hændelsen, der førte til magtanvendelsen, og en grundig beskrivelse af selve magtanvendelsen. Der ligger nogle vigtige overvejelser i forbindelse med dette skrivearbejde.
Var magtanvendelsen nødvendig? Var den skånsom nok? De refleksioner, der opstår i forbindelse med at dette skrives, er essentielle for videre læring og ny udvikling hos den enkelte. Når beskrivelsen er færdiggjort, skal den gennemgås af øverste ledelse, sagsbehandler og den unge selv.
Jeg havde mange overvejelser i starten af mit jobskifte. For eksempel hvorvidt det at have så megen magt i min besiddelse var noget jeg kunne bære med mig i mit daglige virke.
Grænsen mellem omsorg og overgreb
Mit fagblad Socialpædagogerne har en relevant artikel omkring emnet, der beskriver begrebet nænsom nødværge.
I artiklen står blandt andet;
“Vi skal gennem øget bevidsthed om vores egen rolle i en konflikt samt vores valgmuligheder arbejde forebyggende og deeskalerende, og på den måde skabe et trygt rum for både os selv og for dem, vi skal passe på.”
“Hvordan kommunikerer vi og hvilken attitude har vi? Og hvilke situationer er vi selv med til at skabe“, lyder nogle af de spørgsmål, der stilles i artiklen.
Min første magtanvendelse gjorde byrden af overvejelser lettere. Her oplevede jeg en høj grad af omsorg og respekt for den konkrete unge under hele processen. Der var ro omkring den og en tydelighed, der bevirkede, at alle implicerede vidste, hvad der skete og skulle ske.
Det er mit indtryk, at mine kolleger havde det på samme måde. Den unge, der var underlagt denne magtanvendelse, har helt sikkert sit eget perspektiv på hændelsen.
Jeg vil ikke underkende at en magtanvendelse, uanset hvor omfattende den er, kan give den enkelte en følelse af at være udsat for et overgreb. Derfor skal samtalen efterfølgende være med til at belyse, hvad vi kan trække med os af læring for at mindske og gerne helt undgå magtanvendelser i samarbejdet med den unge fremadrettet.
Det er vigtigt, at vi som fagprofessionelle altid har spørgsmålene, der nævnes i artiklen, for øje. Er der tilfælde, hvor vores kommunikation enten verbalt eller nonverbalt ligger til grund for, at en konflikt eskalerer, og derfor ender ud i en magtanvendelse. Så er der i min optik tale om overgreb og ikke omsorg i det pædagogiske arbejde.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. november 2024 | 07:28
