Ikke med i FN-forbud
En storm sætter ind over scenen, røgen tager til og dækker teaterrummet. Krigens buldren brager. Vi er midt i infernoet.
Billede 1: Familien, der befinder sig midt i krigen, tæt på frontlinjen. Faderen der ihærdigt søger at gemme sig væk i vævningen af et tæppe, som et familieprojekt og et mikrokosmos han kan fordybe sig i. Måske for at flygte fra den virkelighed, der bogstaveligt talt flyver omkring ham i form af granater og artilleriild, eller forsøge at skabe en form for mening i al den meningsløse død og ødelæggelse, familien lever i. Når blodet flyder, kan man da glæde sig over den unikke røde nuance, som klæder det vævede tæppe så flot.
Scenografien er rammet ind af et træningscenter, som virker forladt og moderne og gør scenerne tidløse aktuelle. Med klude, tæpper, røg, tusmørke og voldsom vind er vi placerede i konflikt.
Billede 2: Konen, der ved en fejl lukker fjenden ind, der tager manden med til henrettelse.
Manden kan ikke tilgive hende, at hun på grund af ubetænksomhed begår den skæbnesvangre fejl at ofre hans liv. Han slæbes ud og henrettes voldsomt med en håndvægt.
Howard Barker zoomer ind på den absurde irrationelle konflikt mellem mand og kone i forhold til at placere ansvar og skyld, når manden står over for, at fjenden vil henrette ham. Et billede på at vi som mennesker dissassocierer os fra virkeligheden, når den bliver uudholdelig.
Billede 3: Forsøg på medlidenhedsdrab. Moderen prøver at kvæle datteren for at skåne hende fra rædslerne.
Billede 4: Diktaturets univers med den unge prostituerede i diskussion med kammeraten fra den ældre generation om sagen, kærlighed, synet på magt, seksuel magt og kønskamp.
Billede 5: Kejseren – svag af barbariets rædsler på slagmarken: Fjenden, der skærer halsen over på hans soldater, lydtapetet af dødsskrig lammer ham. Adjudanten opfordrer kejseren til, at der indføres voks til at stoppe i ørerne, så dødsskrigene ikke høres. Og kejseren møder den kloge bonde, der har tjansen som oppasser for ham. Bonden er ikke i tvivl, han er rolig i sin afklarethed om, hvad der er rigtigt og forkert. Og da han i sin rolige afklarede ydmyghed tørrer lort af kejserens røv med sin skjorte – kejseren har skidt i bukserne af skræk – bliver hans afklarethed for udfordrende overlegent for kejseren. Kejseren genfinder hierarkiet i sig selv og beordrer bonden pisket “for ingenting”, fordi han kan, og derved genfinder magtmennesket i sig selv.
Howard Barker trækker sig helt ud af diskussionen om, hvad der er rigtigt eller forkert. Hvad der er værd at kæmpe for eller de indholdsmæssige værdier bagved konflikterne. Han lader netop disse værdier opløse sig i meningsløsheden ved krigen og volden – den psykiske og fysiske. Og stiller skarpt på den forråelse af menneskesindet, som det medfører.
Det er væsentligt og vigtigt. Han pakker samtidig sit udtryk ind i et teksttungt, nærmest Shakespeare-agtigt gammeldags sprog, der forstærker det fremmedgørende.
Billede 6: Kvinden med mascara og æggende ankler forhøres af den unge partifunktionær om, hvorfor hun udsætter mændene for dette, som en samfundets fjende. Hvorfor hun søger at nedbryde mandens ret til at være mand. Og kvinden forsvarer sig ved at give partifunktionæren ret – ja, hun vil vise sin magt over mændene.
Stykket er skrevet i 1987, og der fornemmes en noget klichéagtig tilgang til synet på, at kvinder kan snøre mænd om deres lillefinger med sex. En noget stereotyp og kedsommelig beskrivelse af forholdet mellem kønnene.
Billede 7: Værktøjskassen ankommer med manden til det slidte logi, men værtinden svarer ikke. Hun er døvstum, viser det sig senere, uden tunge og med sprængte trommehinder. Manden er byens nye torturbøddel og udlægger selvoptaget magtfuld torturens logik – jeg jagter tilståelsen, ikke sandheden.
Anmeldelsen fortsætter under fotoet.
En opvisning i smiger og komplimenter udspilles af den unge mand i logiet – sønnen til den døvstumme logiværtinde. På ekvilibristisk vis indynder han sig og taler bødlen efter munden – for han har en bagvedliggende plan. Men bødlen er klogest og kynisk.
Howard Barker er eminent til at udfolde menneskets evne til at forme virkeligheden via manipulation, list og magtsprog. Dette forstærkes af stærkt spil i denne scene af skuespillerne, der formår at kaste os rundt mentalt i afkrogene af menneskelig adfærd.
Billed 8: Den gamle historie om Judith der forfører fjenden og skærer hovedet af ham. Men i hyldesten af hende fra den opsøgende udsending fra hendes opgavegivere udlægger hun en anden upassende historie. Hun begærede faktisk manden voldsomt, før hovedet røg af.
Lige så forudsigelig Barker kan være, lige så tydeligt er hans ønske om at provokere den gængse fortælling i andre scener. En stræben efter at der er flere uforudsigeligheder, flere nuancer og lag i menneskets bevæggrunde. At alt ikke er ligetil, at krigens/konfliktens sort-hvide perspektiv tromler de modsatrettede følelser og længsler.
Det næste billede lægger sig op ad dette.
Billede 9: Den hjemvendte sejrende dræbersoldat, der har lærredssækken fuld af afskårne hoveder fra de besejrede fjender. Han svælger i detaljer om hans vilje til brutalitet på slagmarken. Konen og datteren lægger øre til. Men konen holder igen på trods af et synligt ustyrligt begær. Hun vil have afklaret, hvem han er, først. For derefter at sætte sin forberedte plan igennem.
Det er et grundlæggende problem at vise vold på scenen i teatret. Der kommer ofte en utroværdighed, som bliver meget konkret. Hensigten er, at vi skal tro på det, men det gør vi ikke. Muligvis fordi vi via film og tv er så trænede i troværdig vold, at teatret slet ikke kan hamle op med dette. Der er skabt en konvention af skildret vold, som er modbydelig, men ikke desto mindre et faktum.
Det betyder, at når iscenesættelsen insisterer på at gennemføre forsøget på at skildre det på scenen, mister forestillingen noget af sin nerve og indlevelse, og det er en skam. Man rammes af en nærmest skamfuld kedsomhed, en venten på at forsøget overstås, og vi kommer videre med fortællingen. Det er ikke kun dette stykkes problem, men et mere generelt problem, når teatret skal skildre vold. Det kan virke langt mere skræmmende og stærkt, hvis vi som publikum selv skal lave billederne i vores hoveder.
‘I tilfælde af’ – af Howard Barker på Det Kongelige Teater.
‘I tilfælde af’ spiller på Mellemgulvet i Skuespilhuset fra den 19. september – 2. november 2024. Forestillingen tager på danmarksturné fra den 11. november 2024.
Iscenesættelse: Henrik Grimbäck
Scenografi og kostumer: Christian Friedländer
Medvirkende: Marina Bouras, Tom Jensen, Alexander Bryld Obaze, Karla Rosendahl.
Du kan læse mere her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
