Læserbrev
Hvor er det synd. For os allesammen. Og sikke et spild af ressourcer. Jeg håber, I får det godt i Senegal.
Log ind for at svareI sidste måned forlod den dansk-senegalesiske familien Laubjerg Danmark, hvor de har boet de sidste otte år. Familien har fået nok af den restriktive danske udlændingelov og bosætter sig derfor nu i Senegal, hvor Regina Laubjerg kommer fra.
Regina og Kristian Laubjerg mødte hinanden i Senegal, hvor Kristian i en årrække arbejdede for FN. Tidligere havde han arbejdet i flere andre afrikanske lande, dels som ansat i Udenrigsministeriet, dels for FN.
De blev gift på rådhuset i Senegals hovedstad Dakar i 2009. Vielsen blev efterfølgende stadfæstet ved en kirkelig højtidelighed i Danmark i 2010.
Mens parret boede i Senegal, blev deres to første døtre født, mens den tredje kom til verden, efter at de i 2013 var flyttet til Danmark. Alle tre døtre er danske statsborgere.
De otte år i Danmark har været som en udholdenhedsprøve med bevægelige mål. Hver gang vi troede, at vi var nær målet, flyttede Folketinget målskiven.
Kristian Laubjerg
Ved at rejse til Danmark ønskede parret at sikre, at børnenes mor også fik dansk statsborgerskab, således at alle i familien havde statsborgerskab i begge forældrenes hjemlande.
– Jeg er meget ældre end Regina og ville godt sikre mig, at både hun og pigerne kan vælge frit, hvor de vil bosætte sig, den dag jeg ikke er her mere. At de kan rejse frit mellem de to lande, siger Kristian Laubjerg.
Han forestiller sig, at en eller flere af døtrene måske ønsker at uddanne sig i Danmark, og at der derfor vil være behov for, at deres mor let kan komme til Danmark, også hvis hun bor fast i Senegal.
I dag kræver det turistvisum, hvis en senegaleser vil rejse til Danmark. Et sådant visum skal man den lange vej til den danske ambassade i nabolandet Mali for at få. Og der er ingen garanti for, at en ansøgning om visum efterkommes. For eksempel har parret oplevet, mens de har boet i Danmark, at Reginas mor fik afslag på visum til at deltage i sit barnebarns kommunion (katolsk konfirmation) i Danmark.
Vellykket integration
Det lykkedes aldrig for Regina Laubjerg at opnå hverken permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab under sit otte år lange ophold i Danmark, på trods af at både hendes mand og tre børn er danske statsborgere.
Hun har ellers gjort alt for at integrere sig. Lært at tale dansk og har uddannet sig først til SOSU-hjælper og siden SOSU-assistent med flotte karakterer og ros fra sine praktiksteder.
Der er stor mangel på SOSU-ansatte i Danmark, men det har ingen betydning, når det gælder tilkendelse af permanent opholdstilladelse og statsborgerskab.
Mens Regina Laubjerg har boet i Danmark, er udlændingeloven løbende blevet strammet, så de regler, der gjaldt, da hun kom til landet, er blevet ændret undervejs.
– De otte år i Danmark har været som en udholdenhedsprøve med bevægelige mål. Hver gang vi troede, at vi var nær målet, flyttede Folketinget målskiven, konstaterer Kristian Laubjerg.
Da familien kom til Danmark i 2013, krævede det fem års lovligt ophold i Danmark for at opnå permanent opholdstilladelse. Yderligere krav var, at man skulle have været i arbejde eller uddannelse indenfor tre ud af de sidste fem år, have bestået danskprøve 1, ikke måtte have modtaget visse former for offentlig hjælp de sidste tre år og ikke måtte have gæld til det offentlige eller begået grov kriminalitet.
Parret regnede derfor med, at Regina Laubjerg efter fem år kunne få permanent ophold og efter yderligere et års tid kunne opnå dansk statsborgerskab, så hele familien ville være både danske og senegalesiske statsborgere.
Regina Laubjerg fik tidsbegrænset ophold efter reglerne om familiesammenføring.
– Men vi blev jo ikke ført sammen. Vi boede sammen i Senegal. Den danske udlændingelov er slet ikke indrettet efter, at danskere, der arbejder i udlandet, gifter sig med en udenlandsk statsborger. Lovgivningen begrænser vores frihed. Det nytter ikke noget, at du forelsker dig, mens du arbejder i udlandet. Du skal vente med den slags, til du kommer hjem igen, konstaterer hendes mand.
Mødt med mistro
– Efter ankomsten til Danmark var jeg til et møde med Københavns Kommune, hvor der var en tolk med. Jeg blev spurgt ud om, hvordan jeg havde mødt min mand, og skulle underskrive en integrationskontrakt, hvor jeg lovede, at jeg vil støtte mine børn i at få en uddannelse, at jeg ikke vil tvinge dem ind i et giftemål eller lade dem omskære. Det var meget mærkeligt. Selvfølgelig vil jeg støtte mine børn. Jeg blev mødt med mistro, som om jeg ikke vil mine børn det bedste, fortæller Regina Laubjerg.
– I integrationskontrakten står der også, at jeg kan få permanent opholdstilladelse i Danmark, når jeg har opholdt mig her i fem år og har opfyldt reglerne om at være i enten arbejde eller uddannelse.
Regina Laubjerg gik målbevidst i gang med at opfylde sin del af kontrakten. I løbet af sine første fire år i Danmark lærte hun at tale dansk og tog HF som enkeltfag. Indimellem fødte hun også parrets tredje datter, Rebecka.
Det bliver svært, når børnene bliver voksne, hvis de vælger at flytte til Danmark, og der så sker noget med dem. Jeg vil ikke bare kunne komme hurtigt op til dem.
Regina Laubjerg
– I 2017 startede jeg på uddannelsen som SOSU-hjælper, som jeg afsluttede i marts 2019. Kort efter gik jeg i gang med uddannelsen som SOSU-assistent for at få en mere solid og grundig uddannelse med større ansvar. Jeg kan godt lide at arbejde med ældre og handicappede. Jeg har i alle årene været glad for at gå på arbejde, fortæller hun.
Under uddannelsen som SOSU-hjælper oplevede Regina Laubjerg igen mistro fra kommunens side. På et tidspunkt var Kristian ude at rejse, og hun var alene med børnene. Den mellemste blev syg, og Regina var nødt til at blive hjemme for at passe hende. Ellers er det Kristian, der gennem alle årene i Danmark har taget sig af at hente og bringe pigerne og passe dem under sygdom.
– Efter kun to dages fravær blev jeg indkaldt til en samtale med kommunen. De sagde, at jeg i min ansættelseskontrakt havde oplyst, at jeg havde nogle til at hjælpe med at passe børnene. Det var ubehageligt og betød, at jeg blev bange for at få fravær en anden gang. Det påvirker en psykisk. Jeg snyder ikke med sygdom, forklarer pigernes mor.
Har hjemmeplejeorganisation i Senegal
Mens de boede i Senegal, startede ægteparret en ngo op. Den sikrer professionel hjælp til ældre og syge, der har behov for pleje i hjemmet, og er den første af sin slags i Senegal, hvor der ikke eksisterer offentlig hjemmepleje.
Ngo’en er et hjertebarn for både Kristian og Regina Laubjerg. Gennem de otte år, hvor familien har boet i Danmark, har Kristian taget sig af ledelsen på langdistance det meste af tiden, men er også med jævne mellemrum rejst til Senegal.
Lige nu er der problemer i hjemmeplejeorganisationen, som kræver mere opmærksomhed end et kort besøg.
Omsorgen for ngo’en er en afgørende årsag til, at familien Laubjerg ønsker mulighed for at kunne rejse frit mellem deres to hjemlande. Ønskescenariet er at kunne bo på skift i de to lande.
– Vi er nødt til at kunne være afsted i længere tid end fire uger, når vi har igangsat et sådant projekt i et fattigt land som Senegal. Vores ønske er at kunne bo skiftevis begge steder. Vores døtre går i den franske skole i København og vil komme til at gå i en lignende fransk skole i Senegal, så de ville godt kunne flytte mellem de to lande, forklarer Kristian Laubjerg.
Som de danske regler for tidsbegrænset ophold er skruet sammen, må Regina ikke opholde sig i udlandet i mere end højest fire sammenhængende uger.
– Det blev præciseret i en orientering fra Integrationsministeriet i november 2020. Stavnsbåndets ophævelse var et vigtigt skridt mod et mere demokratisk Danmark. Nu er det blevet genindført for udenlandske borgere, konstaterer Kristian Laubjerg bittert.
Flot eksamen som SOSU-assistent
I juli i år afsluttede Regina Laubjerg uddannelsen som SOSU-assistent med flotte karakterer og en række tilbud om fast arbejde fra tidligere praktiksteder.
Hun er glad for sin uddannelse, men frustreret over, at den ikke længere tæller på linje med beskæftigelse i forhold til at få permanent opholdstilladelse.
I februar 2016 strammede et flertal i Folketinget reglerne for permanent opholdstilladelse. Nu krævede det seks års lovligt ophold i Danmark, og uddannelse talte ikke længere med som beskæftigelse. De nye regler omfattede alle, der havde søgt om permanent opholdstilladelse fra 10. december 2015 og senere.
Ægteparret Laubjerg havde travlt med deres dagligdag og var ikke opmærksomme på, at de nye regler ramte dem.
Allerede året efter i 2017 strammede politikerne igen reglerne for at opnå permanent opholdstilladelse. Nu kræver det otte års ophold i Danmark, og man skal have haft ordinært arbejde i mindst tre år og seks måneder inden for de sidste fire år.
De nye regler kom på tværs af Reginas planer. I 2017 troede hun, at der kun var et år tilbage, før hun kunne få permanent opholdstilladelse. Men nu var der lagt tre et halv år oveni den tidshorisont, fordi uddannelse ikke tæller med i beskæftigelseskravet.
På trods af stramningerne holdt hun fast i at gennemføre sin drømmeuddannelse. Parret gik samtidig i gang med at kæmpe for at få dispensation fra de nye stramme regler.
– Vi gik til en advokat og fik hjælp til at søge om dispensation fra den nye lov. I 2018 sendte vi en klage til Udlændingenævnet. Den blev afvist. Derefter gik vi til Folketingets Ombudsmand, og vi tog kontakt til forskellige politikere. Intet af det gav resultat, konstaterer Kristian Laubjerg.
Parret argumenterede blandt andet med hensynet til børnenes tarv.
– Men vi fik bare besked om, at Regina jo fortsat kunne søge om tidsbegrænset ophold. Det behøvede børnene ikke at lide under. Men det er en belastning ikke at vide, hvor længe du kan blive i landet. Det hænger hele tiden over hovedet, at hvis du ikke består den næste prøve, så skal du måske ud af landet. På et tidspunkt fornemmede vores ældste datter, Sarah, vores bekymring og spurgte bange: “Skal du så rejse til Senegal uden os, mor?” En sådan usikkerhed påvirker hele familien, forklarer Kristian Laubjerg.
– Vi havde ikke fulgt særligt meget med i den nye lovgivning. Det med den nye lov fandt vi pludseligt ud af. Det var et chok. Og meget negativt at den virkede med tilbagevirkende kraft, indskyder hans hustru.
Advokaten foreslog på et tidspunkt parret, at de kunne rejse til Sverige og bo i en periode og ad den vej opnå den eftertragtede permanente opholdstilladelse.
– Men det ville jo ikke hænge sammen. Nu har Regina lært sig dansk, og det er i Danmark og Senegal, vi har vores familie, venner og netværk. Hvad skulle vi i Sverige, spørger Kristian Laubjerg.
Det var ham, der tog kampen op for at blive undtaget fra den nye lov. Han tog til alle møder med advokat og myndigheder, så Regina kunne koncentrere sig om sin uddannelse.
– Det var så sindsoprivende, at jeg ikke altid fortalte videre, hvad der var blevet sagt. Det er en diskriminerende og racistisk lov.
Farvel til Danmark
Det opslidende forløb endte med, at parret besluttede, at de under de gældende betingelser ikke ville bo i Danmark længere. Vel vidende at det nulstiller Reginas optjening til at opnå permanent opholdstilladelse og senere dansk statsborgerskab.
Begge to er triste over, at det er endt sådan, men samtidig afklarede om, at den bedste løsning i den nuværende situation er at tage tilbage til Senegal og skabe sig en tilværelse der. Få hjemmeplejeorganisationen på ret køl igen og få pigerne i den lokale franske skole.
– Det er trist og svært. Jeg kan godt lide Danmark. Jeg har haft det godt her. Jeg synes, at myndighederne i langt højere grad skulle tage en individuel vurdering i forhold til at give permanent opholdstilladelse. Det bliver svært, når børnene bliver voksne, hvis de vælger at flytte til Danmark, og der så sker noget med dem. Jeg vil ikke bare kunne komme hurtigt op til dem, siger Regina Laubjerg.
Hun undrer sig over, at hun aldrig har hørt noget fra Københavns Kommune i forhold til den integrationskontrakt, der blev lavet for otte år siden. Mens hun har opfyldt alle de ting, hun lovede, har samfundet ikke overholdt deres løfter i kontrakten. Men den er aldrig blevet opsagt.
– Det er uretfærdigt, konstaterer den nyuddannede SOSU-assistent.
Hun er blevet opfordret til at videreuddanne sig som sygeplejerske og drømmer om måske at gøre det via nettet fra Senegal. Men først og fremmest vil hun bruge sin uddannelse i parrets ngo.
Kristian Laubjerg er dybt skuffet og vred over den behandling, hans hustru har fået af de danske myndigheder.
– At vi er en familie, hvor fire ud af fem er danske statsborgere, har ikke gjort det lettere for Regina at opnå dansk statsborgerskab, uanset hvor velintegreret hun er. Havde hun modsat været en dansk-argentiner, hvis forfædre var udvandret fra Danmark for årtier siden, havde hun haft langt lettere ved at opnå permanent opholdstilladelse. Det viser efter min mening, at dine aner og blodets bånd tillægges en helt særlig betydning. At blive dansker er ikke noget, du kan gøre dig fortjent til, det er noget du arver. Det er en racistisk lov, konstaterer han.
– Politikerne taler meget om, at de mennesker, der kommer til Danmark, skal lære om de demokratiske værdier. Men den danske udlændingelov er dybt udemokratisk. Vi har fået nok og siger nu farvel til Danmark, erklærer den danske familiefar.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
