En normal sommer i Gaza er varm og lang. En Gazasommer under israelsk blokade med konstant afbrudt elektricitet er en udfordring, men gazanerne har lært at finde udveje. Stranden bliver tilflugtssted for tusindvis af mennesker, der skal køles ned af brisen fra havet, og underholdning af enhver art finder sted langs vandet. Familier valfarter dertil, og sidder gerne hele dagen på stranden, når de har ferie. Du kan svømme, sejle, købe snacks og drikke, endda ride på kamel. Al Jazeera beskrev en sensommerdag under besættelsen her.
Efter at have været udryddet i 25 år er polio nu vendt tilbage.
Men det var sidste år. I år er Gaza delt op i syd og nord. 90 procent af Gazas befolkning er internt fordrevet. I det gennembombede land, hvor folk trænges sammen i flygtningelejre, er affalds- og spildevandshåndtering en umulig opgave. Selv sæbe er en luksus, ikke alle har. Efter at have været udryddet i 25 år er sygdommen polio nu vendt tilbage. Det ved den israelske hær godt – de vaccinerer deres soldater.
Gazanerne må derimod leve med risikoen for smitte hver dag. Rent vand køres dyrekøbt ind i tankvogne, men ikke alle steder kan dækkes hver dag. En af de organisationer, der prøver at levere rent vand til Gazas folk, er EleElnaElak.
EleElnaElak er en lokal hjælpeorganisation, der før Israels intensiverede krig imod Gaza blandt andet uddelte fødevarepakker til trængte familier under Ramadanen. Bisan Owda, der nu følges af knap en halv million mennesker, når hun på Instagram fortæller om forholdene under krigen, var aktivist i organisationen. På hjælpeorganisationens instagramside kan man se hende sidde smilende imellem hundredvis af poser med ramadanhjælp, klar til uddeling.
Efter oktober trådte en ny virkelighed i kraft, og organisationen rettede sit fokus imod at hjælpe de fordrevne, der efterhånden kom til at udgøre langt størstedelen af Gazas befolkning. Bisan er nu en velkendt stemme, der er nomineret til en Emmy for sine videorapporter inde fra det trængte Gaza, men som også stadig deler indslag om EleElnaElaks arbejde – man kan sende dem et støttebeløb her.
Limonana
Det er ikke en normal sommer i Gaza – og skyggerne af den når også os. Men bevægelsen, der opstod i de første dage af Israels folkemord, er stadig aktiv. Vi går stadig til demonstrationer, vi har ikke opgivet at stille de ansvarlige politikere til regnskab, og de skal ikke forvente, at en sommerferie visker dén dagsorden ren.
Abeer Najjar er amerikansk født palæstinenser. Hun fortæller på sin madblog om en sommerdrik, hun er kommet til at forbinde uløseligt med sommervarmen i Palæstina. Det er mynte-lemonade, også kalde Limonana, en sammentrækning af limon – citron – og na’na, der betyder mynte på arabisk. Du får den omtrentligt oversat til danske mål her. Du skal bruge en blender, der kan knuse is, men ellers tager den kun få minutter at lave. Tag den med i termoflasken, næste gang du skal til demo i den fredelige danske sommer.
Du skal bruge
2,5 dl frisk citronsaft
En halv liter vand
1,5 dl sukker
1,5 dl frisk mynte (løst, ikke mast ned i målebægeret)
2-3 dl isterninger.
Sådan gør du
Pres en håndfuld citroner. Hvor mange du skal bruge, afhænger af deres størrelse. Pluk bladene af en flok myntestængler og skyl dem. Hæld det hele ned i blenderen, og kør, til du har noget, der minder om tynd slush ice med finthakkede mynteblade, der samler sig øverst i glasset. Smag til, om du har lyst til mere sukker i.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.