KØBENHAVN: Blaagaards Festival
Blaagaards Festival 2024: To dage med musik og kultur i hjertet af Nørrebro.
Blaagaards Festival vender tilbage den 26. og 27. juli 2024 med et imponerende program, der byder på nogle af Danmarks mest spændende musikalske talenter samt legender på landets store scener. Festivalen, som er gratis for alle, har til formål at fremhæve de mange positive og unikke aspekter af Nørrebro og specielt Blågårds Plads.
I samarbejde med lokale aktører, butikker og restaurationer, stræber festivalen efter at styrke den positive stedsidentitet og modvirke det mudrede mediebillede af området.
Gratis og nonprofit.
Det fondsejede værtshus og spillested Blågårds Apotek sørger for læskende varer i baren på pladsen under Blaagaards Festival. Det vil sige, at når du nu står til gratis festival i hjertet af Nørrebro og nyder en perlende og velskænket fadøl, så går overskuddet til gode initiativer i lokalområdet. Det er vi ret stolte af!
Program
Fredag:
Vi starter festivalen med et friskt pust fra den danske rockscene, når Pak indtager scenen klokken 16. Bandet brød igennem sidste år med deres debutsingle ‘Herfra’, som hurtigt blev en favorit på P6 Beat og blev rost af GAFFA. Med deres ukuelige energi og en række hits i bagagen, har de allerede imponeret på steder som VEGAs Ideal Bar og SPOT Festival. Forsanger Loui Hendersons karismatiske optræden og bandets medrivende lyd lover en forrygende start på festivalen.
Klokken 18 kan publikum glæde sig til Rigmor, et band der formår at kombinere simple melodier med komplekse lyriske lag. Deres musikalske univers er både inderligt og kraftfuldt, og deres optrædener på blandt andet Roskilde Festival og i DR’s Koncertsal har etableret dem som et af landets stærkeste nye navne. Rigmors dynamiske live performance er kendt for at tage publikum med på en følelsesmæssig rejse, og deres koncert på Blaagaards Festival bliver ingen undtagelse.
Fredagens program afsluttes med et brag, når Johnson går på scenen klokken 20. Marc Johnson er en af Danmarks mest elskede hiphopikoner, kendt for hits som ‘Kig forbi’ og ‘Bawler hele dagen’. Med sin unikke stil og energi har han skabt en lang række hits og leverer altid en uforglemmelig koncertoplevelse. Johnsons på Blaagaards Festival bliver med garanti en kæmpe fest at skyde weekenden i gang på!
Lørdag:
Lørdagens program åbnes klokken 16 med CarlloYABOY, en multitalentfuld kunstner, der både synger, producerer og skriver sin egen musik. Hans seneste afropopsingler, som ‘Again’ og ‘Your Lover Lover’ har allerede vundet stor popularitet. CarlloYABOY’s energiske og passionerede optræden lover at blive en af festivalens højdepunkter.
Klokken 18 kan publikum opleve ROYA, der med deres unikke elektropoplyd har taget den danske musikscene med storm. Med hits som ‘Kind Sad’ og ‘Ain’t Just a Game’ har de etableret sig som en fremtrædende akt, og deres virale hit ‘Cruise’ har nået publikum verden over. ROYA’s koncert på Blaagaards Festival bliver en uforglemmelig oplevelse fyldt med både himmelstræbende og nærværende øjeblikke.
Festivalen rundes af klokken 20 med den ukronede konge af danske rapkoncerter, Pede B. Med et omfattende og anmelderrost bagkatalog, har Pede B fyldt Store Vega to gange og opnået næsten 50 millioner streams på Spotify. Ganske vist uden et pladeselskab i ryggen. Hans liveshows er kendt for deres høje energi, publikumsinddragelse og improviserede rim.
Pede B bliver et kæmpe brag af en afslutning, som du ikke vil gå glip af.
Vi ser frem til at byde jer velkommen til Blaagaards Festival 2024!