Den grønne trepartsaftale – Aftale om et Grønt Danmark – som udkom den 24. juni 2024, er blevet til i et samarbejde mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Kommunernes Landsforening, Fødevareforbundet, Dansk Metal og Dansk Industri. Aftalen har været ventet længe efter årevis af politiske udskydelser og nølen fra skiftende danske regeringer.
Masser af fugle på taget
Aftalen er på 43 sider, som er fyldt med gentagelser og uforpligtende udsagn. Formuleringer som ”Regeringen vil afsøge mulighederne for…” og ”Regeringen vil søge at …” fylder meget i aftalen og får én til at tænke på fugle på taget og til at fortvivle over, at den i høj grad fortsætter i vildsporet med frivillighed over for landbruget.
Aftalen sikrer den velkendte økonomiske særbehandling af landbruget, og den sikrer på ingen måde, at landbrugssektoren kommer til at følge princippet om, at “forureneren betaler”, som jo ellers gælder for resten af samfundet.
Alt i alt repræsenterer aftalen et sørgeligt og samfundsøkonomisk set dyrt kompromis, som ikke tager ordentlige livtag med de store udfordringer, vi står overfor.
Det er derfor forståeligt, at Landbrug & Fødevarer og landbrugsminister Jacob Jensen fra Venstre er mere end tilfredse med aftalen.
Aftalen udtrykker som vanligt, at dansk landbrug skal satse på at være ”højteknologisk” og skal ”intensivere på robuste jorde”, og den lægger op til uddeling af millioner til statslig betaling af udvikling af tvivlsomme tekniske fix som kunstige fodertilskud til køer, så de udleder mindre metan, og til produktion af biokul, som er mistænkt for at være sygdomsfremkaldende.
Aftalen må dog alligevel formodes at kunne resultere i moderate forbedringer for klima, miljø og natur. Dette skal muliggøres ved hjælp af nye offentlige midler på 40 milliarder kroner, som skal gå til landmænd, som frivilligt og med fuld kompensation vælger at medvirke i skovrejsningsprojekter og udtagning af lavbundsjorde.
Skovrejsning og lavbundsjorde er jo gamle travere, som har stået i stampe i årevis, og som hermed får en saltvandsindsprøjtning i form af stærkt forøgede støttemidler til landmændene.
Ifølge aftalen er målsætningen for mere skov, at der etableres 250.000 hektar mere skov frem mod år 2045, og for lavbundsjordene at der udtages 140.000 hektar frem mod år 2030. Det vil, hvis de tal så lykkes, dog kun resultere i, at skovarealet øges fra nuværende 14 procent til 19 procent af Danmarks landareal, mens lavbundsjordene – hvis de ikke dækkes med solcelleparker og vindmøller – øges med omkring 3 procent af landarealet.
Samlet set vil indsatsen således meget langt fra sikre indfrielse af de naturmål, som Danmark har tilsluttet sig med EU’s Biodiversitetsstrategi og i FN (Montrealaftalen om Biodiversitet), som fastslår, at landene skal have etableret og beskyttet natur på 30 procent af deres landareal inden udgangen af 2030.
Ingen dyrevelfærd eller planteproteiner i aftalen
Aftalen undgår stort set også at forholde sig konkret til centrale politiske emner som ”omstilling til plantebaseret fødevareproduktion” og ”dyrevelfærd”, hvor Danmark jo er særligt udfordret på grund af årtiers satsning på intensiv industriel husdyrproduktion.
Tænk hvis ikke kun Danmarks Naturfredningsforening, men også for eksempel Dansk Vegetarisk Forening havde været med i trepartsforhandlingerne! Det ville kunne have bidraget til, at mere fremsynede og mere ungdommelige stemmer og holdninger kunne være afspejlet i aftalen.
Faktisk modarbejder aftalen på nogle punkter direkte sådanne hensyn. For eksempel indeholder aftalen forslag om, at der skal afsættes millioner til danske landmænd i form af ”slagtepræmier” for smågrise, som leveres til danske slagterier for at sikre slagteriernes konkurrenceevne og “råvaregrundlag”. I dag er situationen som bekendt den, at millioner af danske smågrise hvert år transporteres til udenlandske slagterier, som er billigere.
Med aftalen foreslås indført en meget tålmodig og meget moderat afgift på landbrugenes CO2-udledninger (selv ved fuld udfasning svarende til under det halve af, hvad Klimarådet anbefalede ud fra samfundsøkonomiske beregninger). Afgiften foreslås desuden først indført i 2030 og med meget langsom indfasning frem til 2035. Landbruget kan således ikke forventes at bidrage mærkbart til indfrielse af den nationale målsætning om at reducere CO2-udslippet med 70 procent inden udgangen 2030.
Ifølge aftaleteksten fremgår det desuden, at danske landmænd, som ligesom resten af samfundet reducerer deres CO2-udslip, kan slippe helt for at betale en afgift for den CO2, de trods reduktionen fortsat vil udlede. Dette sikres ved hjælp af indførelse af et gavmildt “bundfradrag” til landmænd i forbindelse med indførelsen af CO2-afgiften.
Nej til mere offentlig støtte af landbruget
Alt i alt repræsenterer aftalen et sørgeligt og samfundsøkonomisk set dyrt kompromis, som ikke tager ordentlige livtag med de store udfordringer, vi står overfor. Vi må derfor håbe, at de politiske forhandlinger om aftalen, som nu starter i Folketinget, vil sikre, at der i sidste ende indgås en aftale, som sikrer, at landbruget sidestilles med andre erhverv. Og i en aftale som også reelt tilgodeser økologi og dyrevelfærd, og som kan sikre bedre klima- og natureffekt af de foreslåede 40 milliarder ekstra til landbruget.
Man kan også håbe på, at EU-kommissionen vil sætte hælene i i forhold til den meget voldsomme forøgelse af den offentlige støtte til erhvervet, som jo i stigende grad kommer på kant med EU’s målsætninger om fri konkurrence, handel og statsstøtteregler.
En ordentlig aftale bør derudover også skulle sikre en markant omlægning og målretning af den miljø- og naturødelæggende årlige milliardstøtte til dansk landbrug i form af EU-landbrugsstøtte og fra den brede vifte af allerede eksisterende nationale støtteordninger til erhvervet.
Det ville der med stor sikkerhed være meget bred opbakning til hos langt hovedparten af den danske befolkning.
Arbejderen har fået lov at bringe dette indlæg, som har været bragt den 2. juli af gylle.dk
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.