Læserbrev
Vigtigt valg i Venezuela
|
Der er stor fare for, at det forestående præsidentvalg i Venezuela bliver ’grimt’. Der er enorme interesser på spil. USA satser ved dette valg på sammen med sine højreorienterede allierede at genvinde kontrollen med regeringsmagten i det olierige land.
Det er sandsynligt, at valget vil blive dækket ganske betydeligt i danske medier, og det er sikkert, at denne dækning vil være løgnagtig og et ekko af de politiske manøvrer og kampagner, som udgår fra Washington.
Erfaringerne fra den danske regerings, politikernes og mediernes behandling af Venezuela de seneste 25 år – særligt de seneste 10 år – er afskyvækkende, og den nåede et lavpunkt i 2019 med regeringens anerkendelse af den selvudnævnte ’pap-præsident’ Juan Guaido.
Han var en 100-procent marionet for USA, og som Anders Fogh Rasmussen gav taletid ved en international demokrati-konference i Skuespilhuset i den hidtil største farce, dette hus har været vært for!
Der er præsidentvalg i Venezuela hvert sjette år.
De politiske aktører i Venezuela arbejder på at imødegå, at en valgsejr til Maduro afvises nationalt og internationalt med påstande om valgfusk.
Den siddende præsident, Nicolas Maduro, overtog fra en post som vicepræsident præsidentembedet, da Hugo Chávez døde i 2013. Maduro blev genvalgt som præsident i 2018, og han genopstiller ved valget den 28. juli i år – fortsat som kandidat for det store socialistiske enhedsparti PSUV. Han bliver anbefalet af 13 af de 38 partier og grupper, der deltager i valgkampen.
Maduro er arvtager og viderefører af den politik, som Hugo Chávez med sin valgsejr i 1999 igangsatte under betegnelsen Den Bolivarianske Revolution. Målet var og er, at Venezuelas store rigdomme – primært de enorme olieforekomster – skal udnyttes til gavn for Venezuelas befolkning og for at støtte og fremme landets og hele kontinentets frigørelse fra USA-imperialismens herredømme.
Frem til Chávez’ død i 2013 rullede en ’venstrebølge’ over Latinamerika. Land efter land fik venstreorienterede regeringer, fattigdommen blev reduceret, en folkemagt voksede frem i land efter land, og “Latinamerikas anden og definitive frihedskamp” – som Chávez kaldte udviklingen – gik sin sejrsgang over kontinentet med skabelsen af nye regionale alliancer som det solidariske ALBA-samarbejde og CELAC, der samlede alle lande i regionen om kravet om Latinamerika og Caribien som en fredszone.
USA’s imperialistiske interesser har lidt store tilbageslag, og USA har med alle midler, herunder økonomiske sanktioner, terror og politisk indblanding samt mediemanipulation forsøgt at stoppe denne udvikling og genvinde sin tidligere magt og indflydelse.
Mørke skyer over Latinamerika
Det er desværre lykkedes i nogle tilfælde som Argentina og Ecuador, og det er lykkedes USA at smadre Venezuelas økonomi med sanktioner, indefrysning af landets værdier i USA og beslaglæggelse af deponerede guld- og valutareserver.
Præsidentvalget i Venezuela bliver endnu en holmgang mellem de progressive og folkelige kræfter i Venezuela og USA i samarbejde med ekstreme højrekræfter.
Det er beskrevet præcist og godt i en udtalelse fra det cubanske institut Casa de las Americas, som Arbejderen bragte den 19. juni under overskriften “Fascisme truer i Europa, USA og Latinamerika”.
Meningsmålinger antyder, at Nicolas Maduro kan genvinde præsidentposten, men det er ikke sikkert.
Medier i USA og Europa er gået i gang med at forberede den situation, at USA’s og det ekstreme højres kandidat Edmundo González taber til Nicolas Maduro. Så bliver der rejst en tsunami af påstande om valgfusk.
Disse påstande vil blandt andet bygge på, at Venezuelas valgmyndigheder har sagt nej til at modtage valgobservatører fra EU med den begrundelse, at EU med sine sanktioner mod Venezuela ikke udviser respekt for landets ret til selvbestemmelse.
EU har afvist at anerkende præsidentvalget i Venezuela i 2018, og siden er der indført et forbud mod at sælge våben og varer, “der kan anvendes til intern undertrykkelse”, til Venezuela; ligesom 54 ledende personer i Venezuelas regering og administration har fået indrejseforbud i EU, og deres eventuelle værdier i EU-lande er indefrosset.
De politiske aktører i Venezuela arbejder på at imødegå, at en valgsejr til Maduro afvises nationalt og internationalt med påstande om valgfusk.
Otte af de præsidentkandidater, der stiller op til valget den 28. juli, har netop underskrevet et dokument, hvor de udtrykkeligt lover at anerkende det valgresultat, som landets valgmyndighed CNE offentliggør.
Det er meget betegnende, at Edmundo González har afvist at underskrive den fælles erklæring. González er kandidat for MUD, der er en sammenslutning af ekstreme højrekræfter, og som støttes af USA. Også to andre partier støtter Edmundo González som deres præsidentkandidat ved dette valg.
Kommunisterne undsiger Maduro
En politisk konflikt mellem PSUV og Venezuelas Kommunistiske Parti (PCV) er med til at øge faren for, at Nicolas Maduro lider nederlag ved dette valg.
Alliancen mellem PSUV og PCV har været en vigtig akse i Den Bolivarianske Revolution helt fra starten. Helt fra dannelsen af PSUV i midten af 00’erne har først Hugo Chávez og siden Nicolas Maduro ønsket, at det kommunistiske parti skulle være del af PSUV.
PVC blev splittet, da PSUV blev dannet i 2007, idet et mindretal forlod partiet og gik med i PSUV. Men et flertal i partiet besluttede at bevare PCV og indgå i en alliance med PSUV.
Denne alliance blev imidlertid brudt af PCV i 2019, fordi PSUV undlod at opfylde en række krav, som indgik i en aftale om parlamentarisk støtte fra PCV.
Det kommunistiske parti kritiserer, at Maduro-regeringen har givet indrømmelser til den private kapital og de private virksomheder på bekostning af løn, pensioner, levevilkår og arbejderrettigheder, der er blevet dramatisk udhulet som følge af meget stor inflation, der primært skyldes USA’s meget omfattende sanktioner mod landet.
Et mindretal i PCV ønskede ikke at opgive støtten og bryde med PSUV trods regeringens løftebrud. Denne gruppe har nu forladt det kommunistiske parti.
Som følge af administrativ indgriben fra valgmyndighederne og med en kendelse fra en domstol har mindretallet, der støtter PSUV, fået tildelt retten til det kommunistiske partis navn og logo. Derfor fremstår det på landets officielle valgplakat, at PVC støtter Maduro som præsidentkandidat.
Men flertallet i PVC protesterer og siger, at partiet er blevet frarøvet navn og logo med urette.
De seneste måneder har dette flertal diskuteret, hvordan det skal forholde sig til det kommende valg.
Af en erklæring fra politbureaumedlem Pedro Eusse fra 18. juni fremgår det, at partiet fortsat afviser at støtte Nicolas Maduro, men på den anden side heller ikke vil støtte oppositionen.
Partiet forsøgte en periode at bakke op om en progressiv uafhængig kandidat ved navn Manuel Isidro Molina, men det lykkedes ikke for Molina at blive opstillingsberettiget.
På en konference den 22. juni besluttede det kommunistiske parti imidlertid at anbefale vælgerne at stemme på Enrique Márquez, som er præsidentkandidat for partiet Centrados. Partiets formand Oscar Figuera begrunder beslutningen i en erklæring fra 25. juni i avisen Tribuna Popular.
– Vi synes det er nødvendigt at fremme samspillet mellem forskellige demokratiske for folkelige strømninger – ikke kun venstrekræfterne, men også den demokratiske lejr, som i dag er overbevist om, at det er nødvendigt at komme ud af denne historiske tragedie, siger Figuea med henvisning til den politiske og økonomiske situation i landet med PSUV ved magten.
Senere i udtalelsen henviser partiformanden til, at man er enige med præsidentkandidat Enrique Márquez om at arbejderrettigheder skal genoprettes – herunder lønninger, ferierettigheder, julegratiale og retten til faglig kamp samt at en række fængslede faglige aktivister skal løslades. Márquez har været valgt til Venezuelas Nationalforsamling.
En periode var han Nationalforsamlingens næstformand med støtte fra den ekstreme højre-alliance MUD.
I dag betegnes han af nogle som socialdemokrat og midtsøgende. Det er bemærkelsesværdigt, at Enrique Márquez ligesom MUD’s præsidentkandidat har afvist at underskrive den ovennævnte erklæring om at ville respektere det valgresultat, som valgmyndigheden CNE offentliggør efter præsidentvalget den 28. juli.
BEMÆRK: Denne artikel er opdateret den 28. juni med de seneste oplysninger om, at det kommunistiske parti har besluttet at støtte kandidaten Enrique Márquez.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
26. juni 2024 | 08:58
