Det ser ud til, at de kommunistiske partier holder skansen efter EU-parlamentsvalget. Det viser de foreløbige optællinger i de forskellige EU-lande. Samlet set ser det endda ud til, at der kommer yderligere én kommunist ind i EU-parlamentet.
Bedst er det gået for Belgiens Arbejderparti PTB/PVDA. Partiet nærmest fordoblede sine stemmer fra 5,6 procent af stemmerne ved valget i 2019 til 10,7 procent ved dette valg. Det resulterer i, at Marc Botenga, som blev valgt ind i 2019 for PTB/PDVA, nu får følgeskab af den faglige aktivist Rudi Kennes.
– Han vil være megafon for enhver social kamp, der udkæmpes i vores land og i EU. Det er meget vigtigt i en tid, hvor hadets og splittelsens kræfter og det yderste højre bliver stærkere i resten af EU, siger Peter Mertens, generalsekretær i PTB.
PTB’s Marc Botenga har siddet i EU-parlamentets venstrefløjsgruppe siden valget i 2019, hvor partiet vandt sit første mandat.
Også Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) er gået frem fra 5,4 procent af stemmerne i 2019 til 9,3 procent ved dette valg. Fremgangen udløser dog ikke et ekstra mandat. KKE vil også i den kommende periode have to mandater. Om de som i sidste valgperiode ikke vil være tilknyttet nogen politisk gruppe i Parlamentet, er uvist.
Han vil være megafon for enhver social kamp, der udkæmpes i vores land og i EU. Det er meget vigtigt i en tid, hvor hadets og splittelsens kræfter og det yderste højre bliver stærkere i resten af EU.
Peter Mertens, generalsekretær for Belgiens Arbejderparti
– KKE vil udnytte den styrke, som folket har givet det, til at styrke dets stemme, hvor der træffes antifolkelige beslutninger, som for eksempel i EU-parlamentet, og frem for alt til at organisere arbejdernes og folkets kamp i vores land, sagde Dimitris Koutsoumbas, partiets generalsekretær, efter valget.
Men partiet ønsker også at spille en rolle i de øvrige EU-lande. Dimitris Koutsoumbas skriver blandt andet, at KKE vil “styrke koordineringen af kampene med arbejderklassen, landmændene, de intellektuelle, de unge og kvinderne i alle EU’s lande, hvor folk er gået på gaden for at kæmpe mod krigenes, monopolernes, lobbyernes, korruptionens og udbytningens EU.”
Tjekkiet og Portugal
Tjekkiets kommunistiske parti, Böhmen og Mährens Kommunistiske Parti (KSČM) , bevarer sit mandat i den kommende parlamentsamling frem til 2029. Partiet stillede op på valglisten STAČILO!, som blev dannet i 2022. Frit oversat betyder navnet stop eller nok. Listen har fået 9,56 procent af stemmerne.
Listens spidskandidat var Kateřina Konečná, medlem af KSČM. Hun har siddet i EU-parlamentet siden 2014 og får altså nu følgeskab af advokaten Ondřej Dostál, der tidligere har rådgivet Piratpartiet og står uden for partierne.
“Genvalget af Kateřina Konečná er en anerkendelse af hendes succesfulde arbejde indtil nu og en opfordring til at fortsætte det. Det andet mandat til Ondřej Dostál er utvivlsomt et bevis på, at det var den rigtige beslutning at lytte til de tjekkiske borgeres opfordring til at forene venstreorienterede og patriotiske kræfter som modvægt til Petr Fialas antisociale regering, og det vil helt sikkert være en inspiration for andre politiske partier”, skriver KSČM og tilføjer:
“STAČILO!-koalitionens valgsucces giver håb om, at det politiske landkort i Tjekkiet vil blive tegnet på ny ved det kommende parlamentsvalg. Resultatet af dette års valg til EU-parlamentet er et klart fald i støtten til regeringspartierne.”
Også Portugals Kommunistiske Parti bevarer sit ene mandat i EU-parlamentet.
De kommunistiske EU-modstandere fylder ikke meget ud af EU-parlamentets 720 medlemmer. Ikke desto mindre stiller de op til valget uden illusioner om at kunne ændre EU indefra.
Der gør derimod en række partier, som kommunisterne arbejder sammen med i venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet. Gruppen består ud over kommunister af venstrefløjspartier, som er EU-kritiske, og som ønsker at ændre EU indefra. Heriblandt er Enhedslisten, det tyske parti Die Linke, det franske parti La France Insoumise og Podemos i Spanien.
Venstrefløjsgruppen
Gruppen er gået to mandater frem fra 37 medlemmer til 39 medlemmer, viser det foreløbige valgresultat. Det kan imidlertid ændres, når grupperne konstituerer sig.
For eksempel er der ingen afklaring i forhold, hvor det nye tyske parti BSW (Bündnis Sahra Wagenknecht – Für Vernunft und Gerechtigkeit) vil placere sig. Partiet blev stiftet for fem måneder siden, men bragede ind i EU-parlamentet med 6,2 procent af stemmerne og seks mandater.
Partiet, hvor de ledende figurer med Sahra Wagenknecht i spidsen sprængte Die Linkes gruppe i den tyske Forbundsdag, er gået til valg på en diplomatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU frem for en militær, social retfærdighed, et uafhængigt EU samt at begrænse migration.
Den store fremgang skete delvist på på bekostning af Die Linke, der kun fik 2,7 procent af stemmerne. Die Linke får tre mandater – en tilbagegang på to mandater. I Frankrig gik La France Insoumise frem fra fem til ni mandater.
Venstrefløjsgruppen må også sige farvel til to markante fredsaktivister og kritikere af EU’s oprustning og militære støtte til Ukraine samt EU’s støtte til Israel under krigen mod Palæstina. Hverken Clare Daly eller Mick Wallace fra den irske liste Ireland for Change (I4F) blev genvalgt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.